Europa har brug for stærke ombudsmænd

Af Mogens Jensen (S) 
MF og formand for den danske delegation til Europarådet

Europarådet i Strasbourg spiller en vigtig, og desværre ofte overset, rolle som det europæiske kontinents førende menneskerettighedsorganisation. Rådet har siden oprettelsen i 1949 haft tre kerneværdier, som det arbejder for at promovere. Disse er: demokrati, menneskerettigheder og retssikkerhed.

Europarådet bør fortsat fokusere, og bruge sine ressourcer, på disse tre kerneområder. Det er nemlig vigtigt at have et organ, der følger udviklingen på de tre områder i Europas lande, ikke mindst dem, der står uden for EU. 

Ombudsmandsinstitutioner sikrer borgeres rettigheder 
Et eksempel på et indsatsområde, der dækker både demokrati, menneskerettigheder og retssikkerhed, er Europarådets arbejde for at styrke ombudsmandsinstitutioner i de europæiske lande. Europarådets Parlamentariske Forsamling, hvor jeg selv sidder som del af den danske delegation, har i oktober i år vedtaget en resolution, der understreger vigtigheden af ombudsmanden.

Danmark var et af de første lande i verden, der indførte en ombudsmand, der derfor har en stærk og klart defineret rolle i det danske samfund. I mange andre europæiske lande er ombudsmanden en nyere og svagere institution, og det er derfor afgørende, at der skabes overordnede anbefalinger, der kan stå som forbillede for ombudsmandsinstitutionens beføjelser og virke.

Ombudsmanden er stedet, hvor borgeren kan klage over offentlige myndigheders afgørelser, fejl og lovovertrædelser. Ombudsmanden bør stå som en fast integreret del af ethvert demokratisk samfund, som en uafhængig vogter over borgernes rettigheder og retssikkerhed.

Der er en risiko for, at ombudsmanden bliver offer for besparelser eller helt bliver nedlagt. Det skal forhindres, for demokratiet har brug for en vagthund.

Mogens Jensen (S)
MF og formand i den danske delegation til Europarådet

Langt de fleste europæiske lande har i dag en ombudsmand. Der er dog stor forskel blandt de enkelte lande på, hvordan de organiseres, og hvilke beføjelser de har. Nogle lande har udelukkende regionale ombudsmænd, mens andre har ombudsmanden som en samlende national institution. I nogle lande er der flere ombudsmænd, med hvert deres specialiserede kompetenceområde, mens andre har en samlende figur for alle klageområder.

Brug for grundvilkår og kompetencer
Der er ikke noget klart svar på, hvilke modeller der fungerer bedst, det afhænger i høj grad af kulturen og traditionen for praksis i de enkelte lande. Derfor er det formålsløst for Europarådet at diktere en særlig model for ombudsmandsinstitutionen, der skal passe på alle lande. I stedet er det nyttigt, at rådet arbejder for en række anbefalinger for ombudsmandens grundvilkår og kompetencer.

Det skal grundlæggende gælde for en ombudsmandsinstitution, at alle borgere har direkte adgang til at klage. Det er de enkelte landes ansvar at oplyse borgerne om muligheden for at klage til ombudsmanden.

I alt for mange lande, som ikke har en lang tradition for at have en ombudsmand, er der et yderst begrænset kendskab til ombudsmandsinstitutionen blandt befolkningen. Information gennem medierne er i denne forbindelse altafgørende. Ombudsmanden skal være uafhængig og upartisk, og dennes virke skal have hjemmel i lov. Derudover skal institutionen have kompetencer til at udføre dens egne undersøgelser af administrationen, herunder fri adgang til dokumenter, der er relevante for den enkelte sag.

Den økonomiske krise præger stadig Europa, og mange lande over hele kontinentet er tvunget til at skære ned på de offentlige budgetter for at få finanserne til at hænge sammen.

Der er en risiko for, at ombudsmanden bliver offer for besparelser eller helt bliver nedlagt. Det skal forhindres, for demokratiet har brug for en vagthund, der undersøger den offentlige administration for fejl og ulovligheder, ikke mindst i tider præget af krise og besparelser. Europa har mere end nogensinde brug for stærke ombudsmænd.