Europa: Veje, der ikke fører nogen steder hen

Af Henri Malosse
Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

Den 25. maj går de europæiske vælgere til stemmeurnerne for blandt kandidater, som de sandsynligvis aldrig har hørt om før, at vælge medlemmer til et Europa-Parlament, hvis kompetencer og beføjelser er stort set ukendte. 

Lidt efter lidt tegner der sig et billede i medlemsstaterne af, hvad der bliver valgkampens temaer. Som sædvanlig vil debatten blive domineret af indenrigspolitiske spørgsmål og spilfægterier, og partierne vil i deres retorik lade som om, de tilføjer et europæisk element.

I dette maskespil skal de europæiske borgere ofte vælge mellem tre holdninger: Dem, der vil af med EU. Dem, der slår til lyd for the big jump. Og endelig dem, der ønsker at fortsætte som hidtil. Vi mener ikke, at disse tre veje fører nogen steder hen og foreslår derfor en ny vej for Europa.

EU-skeptikerne
Først er der EU-skeptikerne, som plæderer for et rent mellemstatsligt samarbejde i Europa. De kommer fra det yderste venstre og det yderste højre, men tæller også nationalistiske og separatistiske bevægelser. Med udgangspunkt i en forældet samfundsopfattelse (ét folk, ét sprog, én stat) tøver de mest radikale af disse ikke længere med at foreslå EU‑institutionerne afskaffet, nationalgrænserne genindført, eurozonen opløst osv.

Men Europa har allerede prøvet den vej, og vi ved, hvad resultatet ville blive. Tyskland, i øjeblikket Europas stærkeste land, ville samle en del af de øst- og centraleuropæiske lande, Nederlandene og måske de nordiske lande omkring sig, mens de øvrige europæiske lande ville forsøge at tage kampen op ved at danne en alternativ koalition. Fornemmelsen af at have set det før vækker vores kollektive hukommelse, og ud over risikoen for nye konflikter kan man frygte, at det vil blive endeligt tæppefald for vores kontinent på den internationale scene.

Hvis man vil genvinde borgernes tillid og genindføre solidaritet i Europa, må man prioritere højt at genfinde vejen til konvergens. I dette øjemed har vi brug for instrumenter og en tidsplan for gennemførelsen, især på områder som budget, beskatning og socialvæsen.

Henri Malosse
Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

Mod et føderalt Europa
I den anden ende af spekteret foreslår EU-entusiaster som f.eks. medlemmerne af Spinelli‑gruppen en hurtig overgang til et føderalt Europa, et Europas forenede stater. Denne holdning, som har været fremme i årtier, kolliderer i dag mere end nogensinde med virkeligheden.

I en situation, hvor borgerne vrager EU-institutionerne – ifølge den sidste nye Eurostat-undersøgelse har over 60 procent af borgerne ikke længere tillid til EU-institutionerne – hvordan skal man så kunne overtale dem til at bakke op om et projekt, der går ud på at overføre økonomiske og politiske beføjelser til Bruxelles, der netop repræsenterer de stramninger og teknokratiske løsninger, som besværliggør borgernes dagligdag?

Status quo
Hovedparten af de gamle partier forsøger på deres side at støtte en hybridmodel for Europa, der befinder sig midt imellem et mellemstatsligt samarbejde og et fællesskab. Denne model har igennem de senere år været præget af tilbagevendende krisemøder, udvandede erklæringer og utilfredsstillende institutionelle lappeløsninger. Hvem kan med rimelighed tro, at en plan til seks mia. euro (dvs. 300 euro per arbejdsløs) kan batte noget i kampen mod arbejdsløsheden i Europa?

Et Europa, hvor formanden for Kommissionen og formanden for Rådet stadig søger deres ståsted blandt statscheferne, hvilket kun bekræfter sandheden i Kissingers spørgsmål for 50 år siden: Hvem skal man ringe til, hvis man vil tale med Europa? Det værste, man kunne gøre, ville netop være at lade stå til og at lade det europæiske projekt drive langsomt bort og blive en kilde til evig krise.

Er der en fjerde vej?
Tre veje, som alle er blindgyder! Det er ikke underligt, at de fleste europæere har tænkt sig at tilbringe den 25. maj 2014 med en tur i skoven, i selskab med fiskestangen eller med at demonstrere mod et Europa, der har glemt deres eksistens.

Men findes der ikke en anden og mere pragmatisk vej? Andre har haft held med at klare udfordringen før os – Jean Monnet f.eks., der satte det fælles europæiske projekt på skinner i ruinerne efter Anden Verdenskrig.

Europa har navnlig været i opløsning siden krisen, med økonomiske og sociale modeller (eller vores modeller generelt), der til stadighed bevæger sig væk fra hinanden. Med en minimumsløn, der varierer i størrelsesforholdet 1 til 12 i EU, vokser forskellene i udviklingsniveau fortsat, uden at direktiverne fra Bruxelles om størrelsen på agurker eller kvaliteten af cisterner kan rette op på det.

Et solidt og solidarisk Europa
Hvis man vil genvinde borgernes tillid og genindføre solidaritet i Europa, må man prioritere højt at genfinde vejen til konvergens. I dette øjemed har vi brug for instrumenter og en tidsplan for gennemførelsen, især på områder som budget, beskatning og socialvæsen. En europæisk budgetinstitution vil gøre det muligt at opstille prioriterede målsætninger på baggrund af de forbedringer af konkurrenceevnen, som større konvergens og solidaritet kan forventes at skabe.

Genindustrialisering af Europa kunne danne grundlag for inddragelse af metoder til vækst og beskæftigelse i tråd med det, Tyskland gjorde, da Schröder var kansler. Ved at tilskynde virksomhederne i medlemsstaterne til at samarbejde fremmer vi fremkomsten af europæiske ledere, der kan begå sig i den internationale konkurrence ligesom Airbus – et sjældent eksempel på europæisk succes!

Næste fase vil være at fastsætte en tidsplan for skattemæssig og social konvergens i en form, der svarer til valutaslangen inden indførelsen af euroen. Man ville på den måde kunne enes om mange principper, som f.eks. behovet for at støtte produktionsapparatet eller det presserende behov for forenkling.

I tredje fase ville EU endelig kunne få et budget, der er sit navn værdigt (i dag udgør det under en procent af BNP) og som kunne sætte Europa i stand til som regional aktør at influere på de internationale økonomiske beslutninger.

Denne vej hen imod, hvad jeg ville kalde et solidt og solidarisk Europa, kræver løbende inddragelse af borgerne via de nationale parlamenter, Europa-Parlamentet, borgerinitiativer og civilsamfundet. Jean Monnet gjorde ret i at nedsætte et EKSF-udvalg for økonomiske og sociale aktører i 1951 og senere i 1958 Det Økonomiske og Sociale Udvalg. I den nuværende situation, hvor medlemsstaterne nægter at hjælpe EU i retning af den nødvendige udvikling, kan Unionen kun fæste sin lid til de europæiske borgere. Borgerne bør derfor overbevises om, at de står i centrum for EU's overvejelser.

Derfor bør man, når tiden er inde, tage initiativ til et europæisk konvent ligesom i forbindelse med forfatningstraktaten, men denne gang for at enes ikke om resultatet af processen, men om selve processen.

Som Buddha sagde: Lykke er ikke et mål, vi når for enden af vejen, det er selve vejen.

Det gælder også for Europa og europæerne.