Debat

Europaudvalget bør revurderes

DEBAT: Medlemmerne af Europaudvalget skal tit give forhandlingsmandater på områder, de ikke har indsigt i. Den opgave bør i stedet ligge i fagudvalgene, så Europaudvalget kan fokusere på den overordnede strategi, skriver Mette Bock (LA).

Europaudvalget bør i fremtiden fokusere på de helt overordnede spørgsmål og langsigtede visioner, skriver Mette Boch (LA).
Europaudvalget bør i fremtiden fokusere på de helt overordnede spørgsmål og langsigtede visioner, skriver Mette Boch (LA).Foto: Ft.dk
Kasper Kaasgaard
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mette Bock (LA)
EU-ordfører

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected]

Tiden er moden til, at arbejdsdelingen mellem Folketingets Europaudvalg og fagudvalgene revurderes.

Det var sådan set godt tænkt, da man i sin tid etablerede Europaudvalget som det udvalg, der skulle have det samlede overblik over det, det foregår i EU (dengang EF-) regi.

Men i dag er det mildt sagt det glade vanvid, at udvalgets medlemmer skal afgive mandat på fagområder, som medlemmerne sjældent har indsigt i. Hertil kommer, at omfanget af områder, som EU er involveret i, er vokset eksplosivt. Men alene eksistensen af udvalget og den nuværende kompetencefordeling gør desværre, at fagudvalgene er meget vanskelige at engagere.

Med en forældet struktur, hvor Europaudvalget skal afgive samtlige mandater for samtlige politikområder, er det ganske enkelt totalt uigennemsigtigt, hvad der foregår.

Mette Bock (LA)
EU-ordfører

Jeg er relativt ny i Europaudvalget. Men jeg må, ud fra en saglig betragtning, konstatere, at rigtig mange af de mandater, der gives i Europaudvalget, burde afgives af fagudvalgene, hvor den faglige indsigt ligger.

Gammel diskussion
Baggrunden for den aktuelle diskussion er, at Europaudvalget gennem lang tid - formentlig mange år - har drøftet, hvordan vi kan sikre bedre forankring af EU-politikken i Folketinget. I den sammenhæng vil jeg gerne rose Europaudvalgets formand, Eva Kjær-Hansen (V), for mange gode initiativer.

En anden del af bagtæppet er, at Tænketanken Europa har udarbejdet et notat, der konkluderer, at Folketingets beslutningsproces i forhold til EU-sager er utidssvarende, og at Europaudvalget inddrages for sent i EU’s beslutningsproces.

På den baggrund besluttede udvalget i november at bede regeringen om en oversigt over Kommissionens forslag over de sidste 5 år, som viser, hvornår i beslutningsprocessen der er indhentet mandat hos Europaudvalget, og hvor ofte regeringen er kommet tilbage til udvalget for at indhente et fornyet mandat. Regeringen har nu oversendt dette notat. Jeg synes bestemt ikke, at det er opløftende læsning.

Det er umådelig vanskeligt at øge interessen for arbejdsdelingen mellem EU og de nationale parlamenter. Eller for ansvarsfordelingen mellem regering, fagudvalg og Europaudvalg i Danmark. Men med en forældet struktur, hvor Europaudvalget skal afgive samtlige mandater for samtlige politikområder, er det ganske enkelt totalt uigennemsigtigt, hvad der foregår.

Lad fagudvalgene give mandater
Jeg tror derfor, at tiden er inde til at revidere sagsgangen i det danske folketing. Vi kan passende begynde med at få belyst den historiske udvikling og det faktiske samarbejde mellem fagudvalg og Europaudvalget.

Mit bedste bud på en reform er, at de politiske mandater til regeringen fremadrettet bør gives i fagudvalgene. Europaudvalgets ansvarsområde skal herefter fokusere på det strategiske niveau og koncentrere sig om de helt overordnede spørgsmål. Det vil sige de langsigtede visioner og pejlepunkter samt diskussioner om f.eks. det europæiske semester.

Som det er i dag, havner ansvaret for såvel de store som de små spørgsmål mellem stolene. Og det er sjældent godt. Tiden er derfor inde til reform og nytænkning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Bock

Sognepræst, Horsens Provsti, tv-vært, Dk4, fhv. kultur- og kirkeminister og MF (LA)
cand.phil. i filosofi (Odense Uni. 1982), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1986)

0:000:00