BRUXELLES: Finanskrise, flygtningekrise og krisen i forholdet til naboen Rusland. Kriserne har stået i kø i de seneste par år i Europa.

De mange kriser har givet en ændring i magtbalancen i EU-systemet. Den politiske magt og de afgørende beslutninger har rykket sig fra en fællesskabsorienteret proces med inddragelse af mange parter til et system, hvor de enkelte nationalstater i stigende grad tager magten tilbage.

For de helt små lande i Europa er udviklingen i EU’s politiske system bekymrende. Luxembourg, som er EU’s næstmindste land med kun 560.000 borgere, har siden Unionens begyndelse nydt godt af et europæisk fællesskab, hvor landet tidligere har følt sig hørt i beslutningsprocessen på lige fod med Europas giganter.

Nu må landet se i øjnene, at der ikke er meget at stille op, når Tyskland med sine 81 millioner indbyggere eller Frankrig med sine 66 millioner sætter dagsordenen for, hvad der skal besluttes i krisesituationerne.

Vi har set her i flygtningekrisen, at staterne simpelthen træffer deres egne beslutninger i forhold til, hvordan de vil håndtere den. Og i forhold til hvordan de vil håndtere det at have mere eller mindre åbne eller lukkede grænser.

Anders Wivel
Professor i statskundskab, Københavns Universitet

”Meget ofte får vi indtryk af, at statslederne i de store lande laver en aftale sammen, og så er vi andre lande nødt til at følge den,” siger Mady Delvaux, som er luxembourgsk medlem af Europa-Parlamentet med 20 års regeringserfaring i det lille land.

”Den udvikling bryder jeg mig ikke om. Tingene bliver sværere for de små lande.”

Sologang i flygtningekrisen
Samme bekymring har europaparlamentariker Urmas Paet fra Estland. Han fremhæver den ellers herskende konsensuskultur i EU, der gør, at små stater står langt bedre, end de ville gøre uden for det europæiske arbejde. Men fællesskabet er under pres, advarer han – særligt set i lyset af at flere nationalstater går sologang, når det gælder flygtningekrisen.

”Som jeg ser det, er der for øjeblikket alt for mange risici. Der er så mange problemstillinger på bordet for tiden – indvandring, flygtningekrise og sikkerheds- og terrorspørgsmål – og så kan det ligge lige for at begå nogle meget principielle fejl, som bagefter vil blive meget smertefulde at håndtere. Nogle af disse fejl har vi allerede set, for eksempel i Danmark lige nu,” siger Urmas Paet og fortsætter:

”Først blev der etableret grænsekontrol mellem Sverige og Danmark, og derefter reagerede Danmark ved at gøre det samme mod Tyskland. Det er en svækkelse af de fælleseuropæiske politikker, som vi har opnået efter årtiers udvikling.”

Magten rykker væk fra Kommissionen
Anders Wivel, professor i statskundskab på Københavns Universitet, har forsket i småstater og deres rolle i EU. Han peger på, at den største udfordring, som de små lande står over for i Europa, handler om, at magten bevæger sig væk fra Kommissionen.

Det er især eurokrisen, der har forårsaget magtforskydningen. Her tog Tyskland teten med opbakning fra andre nordeuropæiske lande i at flytte vitale beslutninger ud af traktaternes skygge og den traditionelle beslutningsprocedure og over til aftaler mellem de enkelte medlemslande.

At Europa-Kommissionen bliver svækket, mens nationalstaterne bliver stærkere, betyder, at de allerstørste af landene i højere grad kan sætte dagsordenen, tromle deres egne holdninger i gennem og føre taktstokken, når det kommer til implementering. Alt sammen på bekostning af de helt små staters mulighed for at blive hørt og få indflydelse.

Det er netop de magtdynamikker, som Europa-Kommissionen tidligere har kunne lægge en dæmper på.

”Europa-Kommissionen har traditionelt været betegnet som de små landes bedste ven, fordi dens opgave er at fremme den fælleseuropæiske interesse og dermed også tage hensyn til det, som ikke bare er nationalstaternes egne interesser,” siger Anders Wivel.

Normaltilstanden i international politik
Når den fælleseuropæiske interesse trænges i baggrunden, åbnes der op for, at det bliver de store stater, der bestemmer politikken.

”Det trækker EU i retning af det, vi ville kalde normaltilstanden i international politik. Når man forhandler i international politik – uanset om man har samarbejde eller konflikt – så kan man sige, at jo mindre regulerede forhandlingerne eller relationerne er, jo højere vil magtpolitik alt andet lige slå igennem.”

Med andre ord: Det system, der har beskyttet EU’s småstater mod giganternes magtudøvelse, er i disse tider under pres.

Det er også et resultat af den voksende EU-skepsis i de nationale befolkninger Europa over. Det har betydet, at det for politikere i EU er blevet mere legitimt at argumenteret ud fra egne nationalinteresser.

Især de seneste måneder har vist, at nationalstaterne tager skeen i egen hånd i stedet for at vente på, at fællesskabet finder fælles fodslag.

”Vi har set her i flygtningekrisen, at staterne simpelthen træffer deres egne beslutninger i forhold til, hvordan de vil håndtere den. Og i forhold til hvordan de vil håndtere det at have mere eller mindre åbne eller lukkede grænser,” siger Anders Wivel.

Mangel på lederskab
Men hverken Mady Delvaux og Urmas Paet vil holde de store lande ansvarlige for, at magtbalancen tipper.

”Måske har statslederne i de store lande taget initiativet, fordi de har oplevet, at der ikke var fremdrift. Så jeg kan ikke sige, hvordan det skal forbedres, men jeg oplever den her udvikling, hvor Europa bliver mere splittet,” siger Mady Delvaux.

Urmas Paet understreger også, at Tyskland og Frankrig ikke skal kritiseres for at komme med ideerne og initiativet, når ingen andre.

”Men jeg ville elske, hvis det var Europa-Kommissionen, der tog lederskabet og hele tiden var to skridt foran alle andre. Hvis du kigger på flygtningekrisen, så er der en række konkrete problemer, der ikke er blevet håndteret ordenligt i de seneste år. Og det skyldes en mangel på lederskab,” siger han.