Forskere afviser ønske fra en million EU-borgere om forbud mod dyreforsøg

FOLKEKRAV: Der er indsamlet over en million underskrifter til støtte for et såkaldt borgerinitiativ, der kræver et forbud mod dyreforsøg på EU-plan. Det tvinger nu EU-Kommissionen til at se reglerne efter i sømmene, mens forskerverdenen slår syv kors for sig.

Mere end en million EU-borgere vil sætte en stopper for dyreforsøg.
Mere end en million EU-borgere vil sætte en stopper for dyreforsøg.Foto: Colourbox
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: De må have spist søm. Det er den korte version af reaktionen fra forskere og lægemiddelindustrien på et såkaldte borgerinitiativ, der vil stoppe brugen af dyreforsøg.

Initiativet blev i sidste uge godkendt af EU-Kommissionen efter at have indsamlet underskrifter fra en million EU-borgere, der støtter et totalforbud mod dyreforsøg i medicinsk forskning.

Det betyder, at EU-Kommissionen nu skal behandle forslaget og inden for tre måneder melde ud, om der er grundlag for at ændre de gældende regler. Initiativtagerne vil også have mulighed for at fremlægge deres sag i Europa-Parlamentet ved en offentlig høring.

Træk gældende regler tilbage
Forslaget er fremlagt af gruppen Stop Vivisection, der er repræsenteret af den franske zoolog André Ménache og støttet af et stort antal dyrerettighedsorganisationer. Deres argument lyder, at et voksende antal læger og forskere stiller spørgsmålstegn ved nytten af dyreforsøg, fordi resultater fra dem ikke direkte kan overføres på mennesker. I deres optik er det til fare for menneskers sundhed, samtidig med at det står i vejen for nybrud i forskning i alternative metoder.

Fakta
Det europæiske borgerinitiativ
Det europæiske borgerinitiativ har siden 2012 gjort EU-borgere i stand til at bede Europa-Kommissionen foreslå lovgivning på områder, hvor EU har beføjelse til det. Et borgerinitiativ skal have støtte fra mindst én million EU-borgere fra mindst syv af de 28 medlemslande. Der kræves et minimum af underskrivere fra hvert enkelt af de syv lande. I Danmark kræves 9.750 underskrifter. 4.610 danskere skrev under på et nej til dyreforsøg.

Kilde: Europa-Kommissionen

”Vejen fremad er at gøre ikke-dyrebaserede alternative metoder obligatoriske,” lyder det fra gruppen, der vil have EU til at trække de gældende regler for dyreforsøg tilbage og erstatte dem med et forbud.

Det støtter 1.173.130 EU-borgere dem i, herunder 4.610 danskere, hvilket er nok til, at sagen nu tages op på EU-plan.

Stort tilbageskridt
Det har til gengæld fået en bred vifte på over 100 universiteter, forskningsinstitutionerne og repræsentanter fra lægemiddelindustrien til at skrive under på en moderklæring, der opfordrer EU-lovmagerne til at slå koldt vand i blodet.

”En tilbagetrækning af direktivet ville være et stort skridt baglæns for både dyrevelfærd i EU og for Europas ledende rolle i at fremme sundhed hos både mennesker og dyr,” skriver de i et åbent brev til Europa-Parlamentet og Kommissionen.

I Danmark kalder formanden for Det Frie Forskningsråd, overlæge og professor ved Aarhus Universitet Jørgen Frøkiær, initiativet ”fuldstændig forfejlet” og advarer kraftigt EU-lovgiverne mod at føre det ud i livet.

”Det ville være meget uheldigt af mange grunde. Med et sådant forbud ville det blive umuligt at opnå indsigt i mange af de fuldstændig fundamentale biologiske mekanismer, som man bruger dyreforsøg til. Det samme gælder for sygdomsmekanismer, ligesom man vil fjerne grundlaget for at lave den farmakologiske testning, der går forud for, at man tester på mennesker,” siger han.

”Selvfølgelig skal man altid forsøge at bruge andre metoder end dyr, hvis man kan, men det er ikke et argument for, at man kan lave alt uden at have dyreforsøg til rådighed. Der er fuldstændig fundamental viden, som man ikke kan skaffe sig på andre måder,” understreger Jørgen Frøkiær.

Medicinalindustrien stejler
Lægemiddelforeningen, der repræsenterer den danske medicinalindustri, anerkender, at brugen af forsøgsdyr er forbundet med etiske problemstillinger.

"Brugen af dyreforsøg udgør dog stadig en mindre - men alligevel essentiel - del af de forsknings- og udviklingaktiviteter, der er nødvendige for at udvikle sikre og effektive lægemidler til livstruende eller invaliderende sygdomme," lyder det i en kommentar fra foreningen.

Dyreforsøg er tilladt i forskning i EU, hvis de potentielle medicinske eller forskningsmæssige fordele kan retfærdiggøres, og hvis der ikke findes alternative forsøgsmetoder.

Det er til gengæld forbudt at bruge dyreforsøg til at teste kosmetik.

Nu op til Kommissionen
EU-Kommissionen skal nu overveje, om den vil efterkomme borgernes ønske, om den vil foreslå en anden måde at opnå samme resultat på, eller om den vil vælge at lade sagen ligge. EU-Kommissionen er i alle tilfælde forpligtiget til at begrunde sine handlinger i et skriftligt svar.

Det er kun tredje gang, at et EU-borgerinitiativ er nået hele vejen til EU-Kommissionen, siden initiativet blev lanceret i 2012, selv om over 50 har forsøgt at nå målet om at samle nok stemmer til at rejse deres sag på EU-plan. Det skyldes blandt andet strenge krav til, at man skal kunne identificere dem, der skriver under på et borgerinitiativ, og at antallet af underskrivere i mindst syv lande skal ligge over en minimumstærskel fastsat efter landenes størrelse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00