Forsvarspolitisk puslespil mangler en brik

Faktisk orkede Frankrig og Storbritannien dårligt at informere det europæiske forsvarsagentur om deres samarbejde i forhold til fælles hangarskibe. Hvis Danmark virkelig vil være med på den dagsorden, så skal vi tænke i samarbejde med Storbritannien eller Frankrig, snarere end på EU. 

Mikkel Vedby Rasmussen
Leder af Center for Militære Studier, Københavns Universitet

Af Mikkel Vedby Rasmussen
Professor og leder af Center for Militære Studier, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Forsvarsforbeholdet er en brik, som mangler i det sikkerheds- og forsvarspolitiske puslespil. For de embedsmænd og politikere, som går op i, at Danmark lægger sine brikker i det store europæiske spil, er forbeholdet et problem, som ikke kan løses uden en folkeafstemning.

Tilsvarende er de, som føler, at EU ikke har så mange brikker at flytte med for øjeblikket, glade for forbeholdet. Ser man på det forsvarspolitiske puslespil i sin helhed, er forsvarsforbeholdet imidlertid blot et lille billede af en høstak i nederste højre hjørne, som man skal se godt efter for at opdage, er væk.

Kun nationale forsvar
EU har ikke et forsvar. De enkelte lande har forsvar; og de kan stille deres væbnede styrker til rådighed for EU-missioner. Disse missioner er begrænsede, og EU-landene har lovet et begrænset antal styrker - organiseret i såkaldte kampgrupper - til rådighed for Unionen.

Missioner planlægges i et europæisk militært hovedkvarter som en del af Unionens udenrigstjeneste, men gennemføres som oftest af et EU-land, som påtager sig at lede missionen.

Men den europæiske forsvarsdimension er ikke blot militære missioner i Congo eller ud for Afrikas horn. Det europæiske forsvarsagentur har til formål at fremme samarbejdet om indkøb og udvikling af militært materiel.

Marginale EU-missioner
Danmarks forbehold betyder, at danske styrker ikke kan deltage i EU's militære missioner. Indtil videre er det vanskeligt at få øje på, at det har haft konsekvenser for dansk udenrigspolitik. Ikke mindst fordi EU simpelthen ikke tager sig af de vigtige missioner.

Under oprøret i Libyen var det NATO, som afgjorde krigen, mens EU satte en italiensk general til at planlægge en intervention til fordel for FN's udbringning af nødhjælp, som alle vidste, aldrig ville blive til noget. Forklaringen på, at EU tager sig af marginale missioner, primært i Afrika, er, at forsvarsdimensionen har udviklet sig anderledes end Maarstrichttraktatens fædre håbede, og det danske forbeholds fædre frygtede.

Ikke mindst fordi Frankrig har meldt sig ind i NATO's militære samarbejde, og USA aktivt er begyndt at arbejde for europæisk militært samarbejde, så er det NATO, som tager sig af Libyen og Afghanistan.

Af præcis den grund er der mange i det danske forsvar, som frygter afskaffelsen af forsvarsforbeholdet. De vil deltage i missioner i den skarpe ende - som Libyen og Afghanistan, og frygter, at Danmarks deltagelse i EU's forsvarsdimension ville betyde, at danske soldater skulle på utaknemlige opgaver i tidligere franske kolonier i Afrika.

Forsvarssamarbejdet i EU handler imidlertid ikke blot om at sende soldater i felten, men også om at opbygge fælles ressourcer. I en tid hvor den europæiske forsvarspolitiske dagsorden sættes af samarbejde på tværs af landene for at få finansministrenes stadig mindre checks til at slå til, er det samarbejde vigtigt for Danmark.

Forsvarspolitisk samarbejde mellem lande
Sagen er bare, at også her er EU's forsvarssamarbejde overhalet af virkeligheden. Det er samarbejde mellem lande, som sætter dagsordenen, ikke møder i Bruxelles.

Faktisk orkede Frankrig og Storbritannien dårligt at informere det europæiske forsvarsagentur om deres samarbejde i forhold til fælles hangarskibe. Hvis Danmark virkelig vil være med på den dagsorden, så skal vi tænke i samarbejde med Storbritannien eller Frankrig, snarere end på EU. 

Er det i Danmarks interesse at ophæve forsvarsforbeholdet? Det er et europapolitisk snarere end et forsvarspolitisk spørgsmål. Og i begge tilfælde er det blot en brik blandt andre, som Danmark kan lægge i sin udenrigspolitik. Og det er nok forklaringen på, at ingen endnu har fundet det værd at tage en folkeafstemning om spørgsmålet.