FTF: Den sociale dialog tilbage på sporet

Af Bente Sorgenfrey
Formand for FTF

Jeg glæder mig over, at arbejdsgivere og fagbevægelse står sammen i forsvaret for vores ret til at indgå aftaler, og at disse aftaler efterfølgende respekteres.

Bente Sorgenfrey
Formand for FTF

Både den nuværende kommission under Junckers ledelse såvel som den tidligere Barroso-kommission har ofte gentaget, at man lytter til borgerne og tager deres synspunkter alvorligt.

Fakta

Civilsamfundet
Altinget sætter i en række artikler og debatindlæg spot på forholdet mellem EU og civilsamfundet. EU får ofte kritik for at lytte mere til virksomheder og erhvervsinteresser end til civilsamfundet og de borgere, som udgør det. Vi vil undersøge indflydelseskanalerne til EU-systemet og se på, i hvor høj grad det er muligt at få hul igennem.
Projektet er støttet af Europa-Nævnet.

Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

I hvilket omfang det sker i praksis, og i hvor høj grad fagbevægelsen eller andre aktører inden for det såkaldte ”civilsamfund” benytter sig nok – eller godt nok – af de indflydelsesmuligheder, der er, er det ind i mellem svært at gennemskue.

Der er på papiret mange muligheder for at få indflydelse på den førte politik i EU. Der er offentlige høringer, hvor man som almindelig borger kan give sin mening til kende. Eller hvis man har mod på det, kan man iværksætte et borgerinitiativ og samle en million underskrifter for at opfordre Kommissionen til at komme med lovgivning på bestemte områder.

Endelig har vi i europæisk fagbevægelse en helt unik indflydelsesmulighed, eftersom det i Lissabontraktaten står, at arbejdsmarkedets parter skal høres i forhold til social- og arbejdsmarkedslovgivning. Parterne har endda mulighed for at forhandle aftaler, der kan ophøjes til direktiver.

EU har ført glemt arbejdsmarkedets parter 
Vi har, mens Barroso var formand for Kommissionen, set eksempler på, at man har valgt at bruge brede, offentlige internethøringer i stedet for specifikt at høre arbejdsmarkedets parter. Problemet er, at den type høringer ikke garanterer nogen form for repræsentativitet.

For nogle år siden oplevede vi, at man iværksatte en større høring om administrative byrder for virksomheder. Her valgte Kommissionen at målrette høringen, så det var virksomhederne, der skulle svare på, om lovgivning vedrørende barsel, arbejdstid etc. var en byrde for dem. Man glemte helt at spørge de ansatte. Kommissionen overså også, at mange af de emner, der blev berørt i spørgeskemaet, er områder, der skal forhandles mellem arbejdsmarkedets parter.

Det er måske ikke imponerende at se på, hvad det reelt er lykkedes europæisk fagbevægelse og arbejdsgivere at indgå af aftaler de sidste år. Under krisen har vi oplevet, at parterne har stået meget langt fra hinanden i deres bud på, hvordan vi finder en vej fremad mod det, der burde være vores fælles interesse. Nemlig bæredygtig vækst og gode jobs i EU.

Lever Juncker op til løfterne?
Da Juncker kom til, lagde han til vores store glæde op til at genoplive den sociale dialog. Det har vi hilst velkomment. Jeg har på et møde med Kommissionens vicepræsident, Frans Timmermans, i januar gjort det klart, at vi fra dansk fagbevægelses side gerne gør en indsats for at få den sociale dialog tilbage på sporet.

Det var derfor med nogen bekymring, at vi hørte rygter om, at Kommissionen i meddelelsen, der kom 19. maj, om bedre regulering ville fremlægge en bestemmelse om, at aftaler indgået mellem parterne skal underlægges en offentlig høringsprocedure. Det ville anfægte arbejdsmarkedets parters autonomi, og både vi i fagbevægelsen og arbejdsgiverne tog afstand herfra. Sidste nyt er, at man i Kommissionen er kommet på bedre tanker og - i hvert fald her - lever op til de fine ord om at få gang i den sociale dialog.

Sammen om den sociale dialog
Jeg glæder mig over, at arbejdsgivere og fagbevægelse står sammen i forsvaret for vores ret til at indgå aftaler, og at disse aftaler efterfølgende respekteres.

Det giver håb for, at vi kan få et samarbejde til at fungere mellem os i fagbevægelsen og de, jeg mener, bør være vores vigtigste alliancepartnere – nemlig arbejdsgiverne. Vi har forskellige holdninger til en række spørgsmål – men vi må være i stand til at samle kræfterne for at nå vores fælles mål om et EU, hvor gode konkurrence- og vækstbetingelser går hånd i hånd med skabelsen af jobs på ordentlige løn- og ansættelsesvilkår og med et ordentligt arbejdsmiljø, hvor vi kan holde til at være i mange år uden at blive nedslidte.