Grøndahl: Den triumferende afmagt

Overalt i Europa går partierne på det yderste højre frem, og deres fremgang næres af frygt. For mange mennesker er globaliseringen ensbetydende med destruktive kræfter uden for national kontrol, og reaktionen er paradoksalt nok at værne om nationalstaten på bekostning af EU.

Hvor højrepartierne kommer til magten eller indgår i regeringernes parlamentariske grundlag, er de derfor en bremse for den europæiske integration. Man søger tilflugt i nationale værdier og nærer mistillid til de europæiske. Man vender ryggen til unionen, som om den var en udstrækning af globaliseringens invasive overmagt, frem for at se samarbejdet som et politisk redskab til at forsvare velfærdsstaten.

Stadig færre europæere har sans for det moderne Europas fælles politiske ånd: viljen til at mediere mellem frihed og fællesskab, sådan som den kommer til udtryk i velfærdsstatens politisk definerede ramme for de frie markedskræfter. Med den skandinaviske models kombination af social sikring og et fleksibelt arbejdsmarked er man nået længst i dén retning, men overalt på kontinentet – selv i Storbritannien – er det politisk mainstream at omfordele velstanden i ét eller andet omfang.

Man nyder godt af det indre marked, men dæmoniserer bureaukraterne i Bruxelles. Man modtager tilskud til infrastruktur, landbrug og andet godt, men beklager sig over, at man også skal bidrage. Man gider ikke stemme til EU-parlamentsvalgene og bebrejder bagefter unionen for dens manglende politiske legitimitet. Man taler om ”eliternes projekt”, men fortrænger, at et demokratisk underskud kun kan dækkes nedefra, af befolkningerne selv ved, at de deltager.

Vi har været vant til at forbinde begrebet ”magtkritik” med venstrefløjen, men i dag kommer oprøret fra højre. Det har ikke utopien som pejlemærke, drømmen om et helt andet samfund. Oprøret er nostalgisk og vender blikket bagud mod det Danmark, der var engang.

Jens Christian Grøndahl
Forfatter

Alt i alt synes den voksende EU-skepsis at afspejle en overgribende mistillid til det repræsentative demokrati. Logisk set er der jo ikke forskel på, om en købstads borgere giver deres politikere mandat til at tale på deres vegne i hovedstaden, eller om landet som helhed giver sin regering mandat til at drage videre til Bruxelles. At afgive sin stemme ved et folketingsvalg er allerede – i den mest grundlæggende forstand – at afgive suverænitet.

Alligevel er det først i andet led, når den politiske proces bliver overnational, at kæden hopper af. Som om indflydelsen kun gik i én retning, fra Bruxelles til gadekæret, og aldrig den modsatte vej. Demokratiet fungerer åbenbart bedst, når vi kan være uenige eller blive enige på det samme sprog. Mange danske politikere lyder da også som Bager-Jørgen, når de skal tale udenlandsk.

Når det gælder EU, virker dansk politik efterhånden fuldkommen lammet – og lammelsen har bredt sig fra højre.

Jens Christian Grøndahl
Forfatter

Historisk har vi kun set folkestyret fuldt udfoldet på nationens fælles kulturelle fundament, men er dét ensbetydende med, at konflikten står mellem nationernes og institutionernes Europa? Noget tyder på, at mistilliden også vender indad. Når det gælder EU, virker dansk politik efterhånden fuldkommen lammet – og lammelsen har bredt sig fra højre.

Oprøret fra højre
Ved sidste folketingsvalg undergik Dansk Folkeparti en forvandling, som man ellers kun ser i eventyrene. Med et slag blev man landets næststørste parti, større end Venstre, og vindersmilene kunne ikke skjule identitetskrisens lurende rædsel: Hjælp, vi er blevet stuerene! Med 37 mandater kan man ikke længere give den som Christiansborgs kuede stedbørn, men hvad for en rolle skal man så spille? Det ville have været nærliggende at gå i regering. Det ville også have været den rette konklusion på så massivt et udsagn fra vælgerne, og det er et demokratisk problem, at man foretrækker at stå på sidelinjen.

Hvert fjerde år bliver folkeviljen synlig for en nat. Problemet er at tolke, hvad man ser. Mange så i DF’s fremgang et råb fra landets tyndt befolkede egne, hvor lukkede arbejdspladser, lukkede sygehuse, lukkede landsbyer og lang vej til alt er lige så mange grunde til at føle sig overset, forfordelt og trådt på.

Nok er Kristian Thulesen Dahl en af Christiansborgs mest drevne taktikere, men i bund og grund er hans parti ikke drevet af viljen til magt. Det har tværtimod vokset sig stort på en dybt rodfæstet modvilje mod magtens fjernhed. En eksistentiel provinsialisme, der kun vil det nære og heller ikke kan andet, og som til hver en tid foretrækker havnegrillen frem for at spise kirsebær på de bonede gulve.

Vi har været vant til at forbinde begrebet ”magtkritik” med venstrefløjen, men i dag kommer oprøret fra højre. Det har ikke utopien som pejlemærke, drømmen om et helt andet samfund. Oprøret er nostalgisk og vender blikket bagud mod det Danmark, der var engang. Et mere homogent samfund, hvor den grundtvigianske nationalkulturs værdier flød umærkeligt sammen med folkestyret som drivkraft for voksende velfærd og tryghed. Men hvad sker der, når magtkritikken selv kommer til magten?

Dansk Folkeparti er fanget af sin egen succes. På den ene side kan man ikke for alvor tage del i magten uden at afgive mere og mere af sin renhed, indtil man ender med at ligne de andre partier. På den anden side kan man i længden heller ikke holde sig for god uden at svigte det mandat, man fik af vælgerne. I forhold til Europa har partiet taget hele landet som gidsel for sin udtrykkelige modvilje og sin lige så udtrykkelige uformåen over for det europæiske samarbejde.

Hvordan går det for resten med den særaftale om Europol, som Thulesen Dahl stillede os i udsigt efter et nej til retsforbeholdet? Det kan kun gå for langsomt, mens vi venter på en selvmordsbomber i den københavnske metro.

Det afhænger af Tyskland og Frankrig
Vi ved godt, at det lokale og nære fortoner sig i magthavernes overordnede perspektiv. Dén viden kan bruges til at kritisere magten, men ikke til at udøve den. Over for globaliseringen kommer den provinsielle magtkritik til kort, og man ender med at afgive suverænitet til de grænseoverskridende problemer i stedet for at forpligte sig solidarisk på at finde fælles løsninger.

Ironisk nok er snævertsyn og mistroiskhed noget af det mest universelle, og begge egenskaber går igen overalt i EU med Polen og Ungarn som nogle af de mest usolidariske eksempler. Flygtningekrisen og modstanden mod kvoter har vist, at manglen på europæisk samarbejde kun fører til kaos og tragedier. Europa agerer i stigende grad som en dinosaurus med en alt for lille hjerne til at koordinere sin enorme krop, og dinosaurer har aldrig haft fremtiden for sig.

Storbritannien vil måske forlade EU til sommer, og Dansk Folkepartis ambivalens og følgagtighed er typisk for deres triumferende afmagt. Man håber, at briterne bliver, men hvis de smutter, bør Danmark følge trop. Så meget for den stolte selvstændighed på nationens vegne. Vi behøver imidlertid ikke at vente på afstemningsresultatet, for Europa er under alle omstændigheder i så dyb splid med sig selv, at fortsat britisk medlemskab egentlig hverken gør fra eller til.

Når det kommer til stykket, står og falder EU med Tyskland og Frankrig. Hvis de ikke danser sammen, er der ingen fest. Francois Hollande er politisk alt for svækket til at skubbe på med de reformer af det franske samfund, som han blev valgt til absolut ikke at gennemføre. Og flygtningekrisen lader til at have slået den ellers driftssikre Angela Merkel så meget ud af kurs – ”Wir schaffen das” – at hun hellere vil lade sig føre rundt på gulvet af Tyrkiets Erdogan.

Men hvis Europa stadig har en fremtid, vil den nok endnu en gang blive afgjort langs aksen Paris-Berlin. Rundt om sig vil de to lande kunne samle Holland, måske, og Belgien, hvis vallonere og flamlændere ikke i mellemtiden er gået hver til sit for at dyrke deres respektive identiteter. Italien vil nok også gerne være med, og Spanien plus minus catalanerne. Et EU i to hastigheder bliver så en realitet, og den hårde, beslutsomme kerne vil endelig føle sig fri til at vise vejen. Så kan vi andre klikke os af og på med alle vores forbehold.

Der er nok at gå i gang med. Flygtningekrisen er jo ikke engang kontinentets største problem. Det vil være en endnu større opgave langt om længe at matche den fælles valuta med en fælles finanspolitik, fælles forpligtende arbejdsmarkedsreformer, fælles standarder for virksomhedsbeskatning og social sikkerhed.

Stillet over for globaliseringens mange udfordringer vil det både kræve mod og visioner at fastholde den balance mellem social solidaritet og økonomisk dynamik, der siden Anden Verdenskrig har skabt fred, velstand og frihed for os europæere.

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.