Debat

Har Danmark en global vision for Europa?

BLOG: Det er vigtigere end nogensinde før, at Danmark træder i karakter og bidrager til, at verdens fattigste og fremtidens generationer bliver centrum for EU's udenrigspolitik, skriver Concord Danmark. Men er politikerne klar til at diskutere substans?
Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Laust Leth Gregersen og Mathias Ljørring
Concord Danmark

EU's udviklingssamarbejde har længe været et overset område i Danmarks internationale engagement. Det er derfor et meget velkomment tiltag, at Danmark nu, som det eneste land i EU, har udarbejdet en strategi for, hvad vi vil med EU på udviklingsområdet.

"Fælles om en bedre verden", som strategien hedder, lanceres onsdag af udviklingsminister Christian Friis Bach (R) og handels- og europaminister Nick Hækkerup (S) ved et seminar på Borups Højskole.

I en tid, hvor manglende vækst, arbejdsløshed og gældskrise fortsat er de altoverskyggende temaer for EU-samarbejdet, synes visionen om et globalt stærkt Europa, der går forrest i kampen mod fattigdom og en bæredygtig omstilling stadig mere og mere fjern.

Verdens fattigste og fremtidens generationer i centrum
Samtidig taber EU terræn som foretrukken samarbejdspartner for udviklingslandene med voldsom hast. Derfor er det mere end nogensinde vigtigt, at progressive lande som Danmark træder i karakter, og bidrager aktivt til at sætte hensynet til verdens fattigste og fremtidens generationer i centrum for EU's udenrigspolitik.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

Dertil kommer, at et lille land som Danmark har meget at vinde ved at anlægge en strategisk tilgang til EU som udviklingsaktør - et område, hvor Europa potentielt har en afgørende komparativ fordel i forhold til både USA og BRIKS-landene.

Omkring 70 procent af EU's udenrigsbudget går til udvikling. EU-Kommissionen alene er dermed verdens største multilaterale bistandsdonor - større end både Verdensbanken, IMF og FN. Og tilsammen står EU-landene for over halvdelen af den globale udviklings- og humanitære bistand.

Et lille land som Danmark har meget at vinde ved at anlægge en strategisk tilgang til EU som udviklingsaktør - et område, hvor Europa potentielt har en afgørende komparativ fordel i forhold til både USA og BRIKS-landene.

Laust Leth Gregersen og Mathias Ljørring
Concord Danmark

Kohærens i udviklingspolitikken
Men de store summer af bistandspenge alene sikrer dog ikke EU en central placering på den internationale arena. I en globaliseret verden vil vores relationer til udviklingslandene i stadig højere grad blive defineret ved, hvordan vi samarbejder og påvirker hinanden på tværs af politikområder.

Bistand vil fortsat have en afgørende og helt speciel rolle, men rammevilkårene for at skabe udviklingsresultater må tænkes med i relevante beslutningsprocesser fra regnskabsregulering til handelsaftaler og energipolitik. Og mange af disse politikker vedtages i dag i EU.

Ét tema, strategien ganske givet vil tage op, er den såkaldte politik-kohærens for udvikling (PCD) - altså at sørge for, at politikområder, der har grænseoverskridende konsekvenser, tænkes sammen med udviklingspolitikkens målsætninger og tager hensyn til udviklingslandenes ret til udvikling.

Konceptnoten for strategien sætter en helt rigtig retning for det danske arbejde med Politik-kohærens for Udvikling, som fastslår at man fra dansk side er parat til at opsætte konkrete politiske målsætninger inden for områder som skat, handel og klimapolitik.

Vil politikerne diskutere substans?
Men det springende punkt er, om den danske udviklingsminister og de folkevalgte politikere reelt er klar til at diskutere substantiel politik uden for 'bistandsghettoen'?

Concord Danmark har gennem de seneste år arbejdet intenst med EU's regulering i forhold til multinationale selskabers regnskabsførelse og skattely. Der har været lydhørhed, men eksempelvis er det fortsat ikke stedfæstet noget sted, hvad den officielle danske holdning til 'land-for-land-rapportering' er, selvom kravet har været på bordet i flere forskellige lovgivningsprocesser, som alle ligger udenfor udviklingsministerens ressort. Var 'land-for-land-rapportering' et politisk vedtaget mål, ville man have et håndgribeligt grundlag at føre demokratisk og parlamentarisk kontrol med den danske indsats på tværs af pågående politiske processer om forskellige EU-direktiver, hvor dette gennemsigtighedskrav er i spil.

Et andet vigtigt tema må forventes at være, at EU's rolle i et globalt civilsamfundssamarbejde står stærkt i strategien. Det er meget veltimet, idet der i kølvandet på det arabiske forår lige nu sker et paradigmeskift i EU's tilgang på området. Dette arbejde er særlig interessant fordi det skal ske på lokalt landeniveau. Concord Danmark har lavet en ambitiøs strategi for, hvordan vi engagerer vores medlemmer og deres partnere i felten. Samtidig er det europæiske CONCORD-netværk i gang med at opbygge en 'infrastruktur' for civilsamfundsdialog med EU-delegationer, der allerede omfatter næsten 60 lande.

Endelig har vi gennem de seneste år oplevet en kraftigt øget interesse for at søge EU-midler blandt danske NGO'er. Concord Danmark er netop ved at afslutte en opgørelse, der viser, at vores medlemmer i 2012 har vundet EU-projekter til en samlet værdi på ca. 500 millioner kroner årligt.

Det er i høj grad en konsekvens af, at en række danske CSO'er målrettet og dygtigt har fokuseret på at udarbejde og gennemføre humanitære udviklingsprojekter af meget høj kvalitet i overensstemmelse med EU's stringente - og til tider tunge - regler og arbejdsgange.

Det er også muligt, fordi Danida bidrager til samfinansiering af projekter, som EU stiller krav om. I en tid hvor man taler om, at dansk bistand i stadig højere grad skal fungere som katalysator for andre investeringer i udvikling, er EU's NGO-midler et område med kæmpe potentiale.

Vi skal derfor arbejde videre med, hvordan vi bedst muligt understøtter danske NGO'er i finansieringsmuligheder inden for EU-systemet. Dette er ikke mindst et spørgsmål om at få mest mulig value-for-money, i lyset af, at Danmark årligt giver ca. 1,4 milliarder kroner af vores udviklingsbistand gennem EU, hvilket er omkring 1/3 af den multilaterale bistand.

Vi glæder os til at diskutere den nye strategi med ministrene og ser frem til dens udmøntning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00