Hegelund og Mose: Operation NPM-faktatjek

MANDAGSTRÆNEREN: Nu skal der fakta frem for følelser på bordet om udskældte New Public Management: Finansministeriet vil overtale KL til at bidrage til, at styringskravene rundt omkring kulegraves. Hvilke kommer fra staten, hvilke finder kommunerne selv på – og hvilke er meningsløse? 

Er Henrik Sass og Mette Frederiksen klædt ordentligt på til et omfattende opgør med New Public Management?
Er Henrik Sass og Mette Frederiksen klædt ordentligt på til et omfattende opgør med New Public Management?Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix
Susanne HegelundPeter Mose

Tjeklister, kontrol, skemaer. Dagligdagen blandt socialrådgivere, sygeplejersker, sosu-assistenter og andre fodsoldater i ”konkurrencestaten” er angiveligt blevet et unødvendigt registreringshelvede, der tager tid fra kernevelfærden og de varme hænder. New Public Management (NPM) har fået skylden for snart sagt alskens ledelsesondskab blandt de offentligt ansattes fagforeninger.

Den store skurk i fortællingen er Finansministeriet, som angiveligt holder kommunerne i et styringsmæssigt jerngreb på en stribe velfærdsområder. Departementschef Jesper Fisker i Undervisningsministeriet erkendte da også for nylig, at den statslige ”styringsfanatisme” måske er gået for vidt.

NPM en saga blot
Skønt NPM som begreb ikke har været brugt i Finansministeriet siden halvfemserne, har det forhadte udtryk med et par årtiers forsinkelse de senere år bidt sig fast blandt offentligt ansatte som roden til alt ondt ”oppefra”, herunder unødig kontrol.

Nu vil budgetbisserne i Den Røde Bygning have fakta på bordet, erfarer Mandagstræneren: Inden sommerferien tager Finansministeriet initiativ til, at stat og kommuner sammen sætter et udredningsarbejde i gang: Hvilke konkrete styringskrav arbejdes der med rundt omkring? Hvilke kommer fra centraladministrationen? Og hvilke krav har kommunerne selv fundet på?  Det ligger mellem linjerne, at Finansministeriet finder kritikken af staten urimelig, og at mange af registreringskravene er kommunale opfindelser.

 Bugnende resultatkontrakter til statslige styrelser og departementer med måske 80 mangeartede målkrav er sat på skrump og anses i dag for en reminiscens fra 1990’erne og nullerne.

Hegelund og Mose

For de statslige ansattes vedkommende er der allerede en oprydning i gang. Finansministeriet har erkendt, at nogle af styringskravene var for diffuse og i nogle tilfælde meningsløse. Bugnende resultatkontrakter til statslige styrelser og departementer med måske 80 mangeartede målkrav er sat på skrump og anses i dag for en reminiscens fra 1990’erne og nullerne. I stedet er antallet af resultatkrav gerne skruet ned til maks. en håndfuld, også når det gælder topchef-kontrakter.

Lempelsen har i et stykke tid været ved at blive rullet ud på Slotsholmen – efter en stribe kritiske undersøgelser og evalueringer både fra forskere fra Aarhus Universitet og fra Finansministeriet selv.

Allerede i 2007 smed Beskæftigelsesministeriets daværende departementschef de hidtidige etårige resultatkontrakter ud. 

Ikke desto mindre mener hovedorganisationen Akademikerne, at der skal tages et endnu tungere livtag med NPM over for de statsligt ansatte. ”De centrale styringskontorer forfalder til detailstyring og overdreven kontrol," lød kritikken i den forgangne uge fra Akademikernes formand.

Nu ser det ud til at blive kommunernes tur til at få tjekket kontrolregimet, så der foreligger et samlet overblik, der giver en kvalificeret bund for diskussionen. Finansministeriets intention er, at de store velfærdsområder skal gås igennem, et for et.

De offentlige arbejdsgivere skal kunne tåle svaret og være indstillede på om nødvendigt at ændre adfærd, uanset hvad analyserne når frem til inden for en række institutionsområder: plejehjem, skoler, jobcentre. Findes der vitterligt en lærer, der døjer med 30-40 forskellige styringsmål – ja, så er det måske på tide at rydde op.

Mette Frederiksen udfordrer NPM
Om også personaleorganisationerne vil acceptere resultaterne af analyserne – det må tiden vise, for der er stærke interesser på spil. Der er i forvejen lagt op til et større opgør mod NPM i fagforeningskredse, der vejrer morgenluft, efter at Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i efteråret på partiets kongres bebudede en ”fingrene væk-reform”, som angiveligt skal gøre op med det forhadte styringsparadigme.

Hvad hun vil erstatte det med for at sikre bedst mulig service til den bedst mulige pris, er offentligheden foreløbig ikke blevet meget klogere på.

Partiets indpisker, Henrik Sass Larsen, har sat lidt flere ord på: Lederne skal sættes fri, og ligesom Finansministeriet antyder han, at meget af den overdrevne kontrol stammer fra kommunerne, hvor byrådsmedlemmer rundt omkring angiveligt blander sig i alskens driftsspørgsmål: ”Virksomhedsplaner, indkøb og andet i en børnehave”, som Sass formulerede det.

Både Sass og Frederiksen sad i regering under Helle Thorning-Schmidts ledelse, hvor der blev taget nogle hårde ledelsesopgør med ikke mindst Anders Bondo Christensens folkeskolelærere. Det var ikke en regering, der lagde offentlig topstyring i graven, endsige svækkede Finansministeriets magt.

Nu sætter en række offentlige fagforeninger deres lid til, at Mette Frederiksen – politisk nyforlovet med Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl – efter et folketingsvalg ikke alene vil skaffe flere ressourcer til deres medlemmer, men også løsne Finansministeriets jerngreb.

En lønmodtagerfront bestående af fem fagforeninger – Danmarks Lærerforening, BUPL, HK Kommunal, Dansk Socialrådgiverforening og FOA – holder i denne uge intet mindre end ”Velfærdens topmøde” på Christiansborg, og her er kulminationen, at de to partiformænd Frederiksen og Thulesen Dahl møder op og giver forsamlingen nogle vælgerord med på vejen.

”Virkelighedens velfærd mødes med regnearkstyranni. Nu siger vi fra,” hedder på det lønmodtager-alliancens fælles hjemmeside, www.virkelighedensvelfaerd.dk, der for udenforstående gør det svært at gennemskue, hvem fagforeningerne reelt kæmper for: borgerne? Eller egne medlemmer?

Fokus på ledelse
Økonomisk indsigtsfulde nøglefolk i fagforeninger med privatansatte medlemmer undrer sig over, at velfærdsalliancen ikke nævner meget om produktivitet i den offentlige sektor. Et begreb, der er hverdag for lønmodtageren på fabriksgulvet, hvor der time for time kæmpes med konkurrenter fra fjerne destinationer.

På Christiansborg undrer en bred kreds af partier sig ydermere over, hvorfor der kan være så store forskelle i servicen fra institution til institution – og fra afdeling til afdeling – der får de samme penge og har samme vilkår. Måske handler det også om god og dårlig ledelse?

Det er en af grundene til, at regeringen i den forløbne uge nedsatte en ledelseskommission, som med tidligere Falck-koncernchef Allan Søgaard Larsen i spidsen skal komme med anbefalinger til, hvordan ”kvaliteten af den offentlige ledelse kan styrkes”.

Straks efter regeringens pressemøde var fagforeningerne ude med deres traditionelle grundfortælling om NPM: Gør op med overstyringen, lød velkomsthilsnen.

Et faktum er det, at mange offentligt ansatte føler sig pressede, formentlig af flere årsager: Ikke bare blander politikerne sig i dette og hint. Befolkningen opfatter heller ikke altid lærere – eller for den sags skyld læger – som respekterede autoriteter.

Ydermere lytter offentlige arbejdsgivere tilsyneladende ikke så meget til medarbejderkrav som tidligere: Sygeplejerskerne – og senest lærerne – har tabt store overenskomstslag.

Forbitrelsen mod arbejdsgiverne er stor, samtidig med at personaleorganisationerne forekommer at tale deres medlemmers jobvalør ned i en foreløbig ustoppelig negativ spiral.

Hvem er boss?
For Finansministeriet drejer det sig nu om at komme ud af NPM-skurkerollen ved – sammen med KL – at finde frem til, hvad der er fup eller fakta: Hvor meget styrer staten reelt efter det forkætrede paradigme? Og hvor meget skyldes ulyksalighederne kommunernes egen kontroliver?

En sådan kulegravning vil ikke blot kortlægge, hvor der styres for mærkværdigt og måske for meget, men såmænd også, hvor der styres for lidt – et analysesvar, der i givet fald næppe vil blive populært blandt fagforeningerne. Det kan således i sidste ende handle om, hvem der de facto har ledelsesretten i den offentlige sektor: cheflaget eller fagforeningerne?

.......

Rådgiver-og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver organisationer og offentlige og private virksomheder om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister”, ”Lobbyistens Lommebog” og ”Flyt magten”. Se www.hegelundmose.dk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Mose

Kommunikationsrådgiver, Hegelund & Mose
cand.geom. (Aalborg Uni. 1980), kandidatgrad i politisk journalistik og statskundskab (American Uni. 1990)

Susanne Hegelund

Partner, Hegelund & Mose, forfatter
journalist (DJH 1987)

0:000:00