Helle Thorning alene ved forhandlingsbordet

TOPMØDE: Den danske statsminister skal alene navigere i stormfuldt europæisk farvand, når hun sætter sig ved det store ovale bord med resten af EU's statsoverhoveder. Hjælpende embedsmænd og ambassadører er nemlig ikke tilladt i mødelokalet.
Medlemslandene forhandler EU's budget for 2014-2020 ved topmødet i denne uge.
Medlemslandene forhandler EU's budget for 2014-2020 ved topmødet i denne uge.Foto: Hasse Ferrold

Topmøder i EU er meget mere en politisk forhandling end andre internationale topmøder. Det virkelig afgørende bliver afgjort af stats- og regeringscheferne

Poul Skytte Christoffersen
Dansk EU-ambassadør

Af Camilla Svane

BRUXELLES - Der er ingen embedsmænd ved Helle Thorning-Schmidts side, når hun sammen med resten af EU's ledere skal blive enige om rammen for det næste syvårige budget. Rådgiverne er nemlig sat uden for døren, og det er kun politikerne, der laver politik.

"Topmøder i EU er meget mere en politisk forhandling end andre internationale topmøder. Det virkelig afgørende bliver afgjort af stats- og regeringscheferne," fortæller ambassadør Poul Skytte Christoffersen. Han har deltaget i en række topmøder og var blandt andet med til at forhandle udvidelsen på plads under det danske EU-formandskab i 2002.

Presset for at finde en løsning er særlig stort til møderne, der siden den finansielle krise er blevet ekstremt tekniske. For at få succes skal en statsminister ifølge ambassadøren mestre flere ting. Først og fremmest skal man have teknisk viden og dernæst have gjort sig sine prioriteter klart.

Desuden skal man vide, hvor man har sine venner og sine modstandere, og sidst men ikke mindst skal man have en ide om, hvor man kan bygge kompromiser.

Hjælpen er langt væk
Alt dette skal statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) klare, mens hendes embedsmænd står uden for døren og forsøger at finde ud af, hvad der foregår. Nogle af hendes hjælpere må endda tage til takke med at sidde på en helt anden etage, for mødelokalets etage er kun for en udvalgt skare. 

Nogle mener, det udgør en stor risiko at lade EU's ledere tage deres egne beslutninger, fortæller Poul Skytte Christoffersen. Men han ser dog anderledes på situationen.

"Det ville være svært at nå til enighed blandt 27 lande, hvis ikke man havde det element af politik i processen," siger han.

Embedsmændene kommer dog på banen igen, når regeringscheferne har rejst sig fra bordet, og man starter med at forhandle individuelt mellem landene.

Kun en enkelt gang har en rådgiver deltaget til et topmøde ved bordet. Ved forhandlingerne om Maastricht fik den britiske ambassadør ekstraordinært lov til at vejlede den britiske premierminister John Major, fordi han kun lige var tiltrådt. Ambassadøren blev placeret på gulvet bag John Major.

Vindere og tabere
Topmødet på torsdag er specielt, da man kun forhandler om rammerne for EU's budget hvert syvende år. Mødet kræver stor forberedelse, og der er kontant afregning bagefter.

"Det er let at definere, om man er vinder eller taber. Især hvis man har sat meget præcise målsætninger op først," fortæller Poul Skytte Christoffersen, der selv har deltaget i forhandlinger af en række af de syvårige budgetter gennem tiden.

Det særlige ved budgetmøderne er også, at visse sager først bliver forhandlet på plads til allersidst. Det er blandt andet spørgsmålet om rabatter og kompensation, som Poul Skytte Christoffersen kalder et slagsmål med knive.

Vanskelige forhandlinger
Netop en rabat på en milliard kroner om året på EU-regningen er Danmarks førsteprioritet. Man vil desuden have et mindre EU-budget, og så vil man flytte penge fra landbrugsstøtten, strukturmidlerne og administration og i stedet fokusere på områder som forskning, uddannelse, transport og energi.
 
Men statsministeren har stærke modstandere rundt om bordet. Frankrig vil ikke miste sin landbrugsstøtte, og et flertal af lande, anført af Polen, vil ikke skære i strukturfondene, som støtter regional udvikling særligt i østlandene.

Hertil kommer Storbritannien, som ikke vil af med deres rabat på EU-regningen, og samtidig vil have et meget mindre EU's budget, end Danmark og andre lande vil.

Fakta

Det kommende topmøde om EU's budget for 2014-2020 foregår i Bruxelles den 21. og 22. november.

Topmødet foregår den 22. og 23. november i Bruxelles, og forhandlingerne om det flerårige budget ventes afsluttet midt i december. Der er dog en risiko for, at forhandlingerne vil trække ud og gå ind i det nye år. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Poul Skytte Christoffersen

Seniorrådgive, Macroadvisory Partners og European Policy Centre
cand.polit. (Københavns Uni. 1973)

0:000:00