Helveg: Har I glemt flygtningekrisen?

Af Morten Helveg Petersen (R)
Medlem af Europa-Parlamentet 

Alt imens flere danske partier har brugt sommeren til at agitere for et opgør med indtil flere internationale konventioner, de selvsamme som er med til at definere vores samfund og menneskesyn, har tusinder af mennesker på flygt fra en sønderbombet fortid og en udsigtsløs fremtid kastet sig i hænderne på kyniske menneske-smuglere. Og derfra videre ombord på synkefærdige skuder i retning mod Europa.

Det er godt et år siden, at verden for alvor fik øjnene op for den massive strøm af flygtninge, som søgte fred og håb i Europa. Medierne rapporterede dagligt fra græske øer som Lesbos. Politikere i Danmark og mange andre europæiske lande fik travlt med at udvise handlekraft ved at lukke grænserne, smide bomnøglerne væk og vende ryggen til EU’s forsøg på at finde fælles og langsigtede løsninger på krisen. Fandeme om vi skulle se på flygtninge på vandrefærd på vores motorveje. Humanisme blev for første gang i historien et skældsord.

De nationale tunnelsyn fik de facto EU-samarbejdet til at bryde sammen. EU kunne løse flygtningekrisen, men medlemslandene ville ikke. Ingen solidaritet, intet fællesskab. Sådan skaber man en politisk og humanitær tragedie for åbent tæppe.

Grum realpolitik, når det er værst
Siden fulgte den kontroversielle aftale med Tyrkiet. Hvis nogen skulle have glemt den, er det aftalen, hvor Europa har betalt Tyrkiet for at holde flygtninge fra vores kyster. Tyrkiet-aftalen er grum realpolitik, når det er værst. Det er en aftale, som ingen af parterne elsker, og som ingen bør eller kan være stolte af. Samtidig kan ingen af parterne holde til, at den falder sammen.

Tyrkiet huser lige nu 2,7 millioner syriske flygtninge.

EU kunne løse flygtningekrisen, men medlemslandene ville ikke. Ingen solidaritet, intet fællesskab. Sådan skaber man en politisk og humanitær tragedie for åbent tæppe.

Morten Helveg Petersen (R)
Medlem af Europa-Parlamenet

Lige nu er 63.000 flygtninge og migranter strandet i Grækenland og på Balkan, yderligere 140.000 sidder fast i italienske modtagecentre. Deres liv er i bedste fald sat på standby.

Ifølge UNHCR’s seneste opgørelse fra juli måned har 264.000 flygtninge krydset Middelhavet i år. Mere end 3100 er druknet undervejs. Det er rædselsfuldt og på alle måder umuligt at tage ind. Og det er et neonblinkende vidnesbyrd om, at krisen langtfra er overstået.

Er flygtningekrisen glemt?
Det er desværre blevet lettere at glemme. Hverken medier eller politikere har tilnærmelsesvis det samme prioriterede fokus på flygtningene som for bare et år eller et halvt år siden. Journalist Jakob Sheikh ramte hovedet på sømmet, da han på Facebook i sidste uge påpegede, hvordan flere medier ligefrem er begyndt at skrive ”distancerede” metahistorier (”Her er billedet alle taler om”) om, hvordan enkelte billeder af ofre for krigen i Syrien går viralt fremfor at afdække den virkelighed, som billedet er udtryk for.

EU gør, hvad EU kan for at presse på for en langsigtet løsning på flygtningekrisen, og her er kvotefordelinger en helt central nøgle. Problemet er, at medlemslandene langt hellere vil betale sig fra at modtage flygtninge end at tage del i en model, hvor de skal løfte deres del af ansvaret. Situationen er låst fast i en skruetvinge, som er strammet op af indenrigspolitiske interesser på kryds og tværs af Europa.

Lige nu virker det som om, at de (u)ansvarlige europæiske ledere gør, hvad de kan for at glemme alt om flygtningekrisen. I stedet for at smøge ærmerne op og træffe de nødvendige beslutninger, vender de ryggen mod syd og håber på, at Tyrkiet får det hele til at gå væk. Det er uholdbart, og alle kan se det. Hvis vi åbner øjnene.