Radikale: Vi må ikke glemme klimapolitikken

Af Morten Helveg Petersen (R)
Medlem af Europa-Parlamentet 

I energipolitikken er der ikke tid til at tøve. Vi har ikke tiden til, at vi deler os op i grønne, sorte og blå. Derfor må vi rykke tættere sammen og tage kampen seriøst.

Morten Helveg Petersen (R)
MEP

I politik er der altid ting, vi kan blive uenige om. Men de fleste er alligevel enige i, at vi står over for en stor udfordring med energipolitikken i Europa.

Det er bare som om, vi har glemt diskussionen midt i finanskrisens hærgen. Derfor afholder jeg en stort anlagt workshop om energipolitik i Bruxelles.

Her vil jeg søge at finde nogle af de bedste svar på, hvordan EU fremover kan bruge mindre russisk gas. Hvordan vi fører en grønnere energipolitik, og hvordan vi sikrer, at vores klima ikke lider skade. Jeg vil søge svarene i samråd med blandt andre danske virksomheder som Velux, Rockwool, Vestas og Danfoss, kommissær Sefcovic og NATO’s sikkerhedsekspert Jamie Shea. Jeg håber på stort engagement, for det trænger energipolitikken i EU til.

Hvor er viljen til at stå sammen?
I sidste uge var jeg i Industriudvalget vidne til en kaotisk afstemning om det nærmest kollapsede klimakvotesystem. Vi skulle stemme om, hvorvidt vi skulle redde kvotesystemet ved at trække kvoter ud af systemet fra 2017 for at få prisen på en kvote tilbage på et rimeligt niveau. Det forslag blev stemt ned og er nu røget over i miljøudvalget. Det overraskede mig, og det undrer mig stadig, hvorfor viljen til at stå sammen om en ambitiøs grøn energi- og miljøpolitik er så lav. Jeg ser det som et udtryk for, at vi mangler den solidaritet, der engang herskede i EU.

Kvotehandelssystemet er hjørnestenen i den grønne omstilling i Europa. Men siden finanskrisens start har markedet reelt været brudt sammen. Vi har brug for en gennemgribende reform, så vi sikrer en høj og stabil kvotepris. Ellers mister virksomhederne alle incitamenter til at investere i energieffektivisering, og de fossile brændsler får en urimelig fordel frem for vedvarende energikilder. Bare et eksempel på, at energipolitikken er blevet glemt.

Truslen fra øst
Mod øst ser vi ukrainerne, der er helt og aldeles afhængige af russisk gas. De må også føle sig glemt til tider. De er sat skakmat i deres muligheder over for den stigende trussel fra Putin. Hvis ukrainerne bliver for uartige i Putins øjne, slukker russerne for gassen. Det kan måske lyde som en svag trussel for os danskere, der sidder bag tætte ruder i hjem, hvor fjernvarmen cirkulerer. Men for en ukrainer, der sidder i et hus uden isolering, i et klima, hvor kulden fryser kaffe til is på et splitsekund, er frygten for at miste varmen i allerhøjeste grad virkelig.

Det er med andre ord en kæmpemæssig sikkerhedspolitisk brist, at Ukraine er afhængig af Rusland. Desværre er de langt fra de eneste i og omkring Europa. Det er et problem, som vi skal have løst. Det kan de fleste blive enige om. Men det er, som om for mange har glemt, at vi skal se handling nu.

Ikke tid til at tøve
Jeg vil forsøge at skabe så megen fremgang for energipolitikken som overhovedet muligt i Europaparlamentet. For mig er energisikkerhed og klimaforandringer altoverskyggende udfordringer, der kræver vores opmærksomhed. Svaret på dem begge er en grønnere politik anført af et samlet Europa. Uafhængighed af russisk gas, ambitiøse klimamål og bedre rammevilkår for grønne virksomheder er centrale områder, hvor vi skal gøre en indsats.

Vi politikere er ofte uenige. Men i energipolitikken er der ikke tid til at tøve. Vi har ikke tiden til, at vi deler os op i grønne, sorte og blå. Derfor må vi rykke tættere sammen og tage kampen seriøst. Og ikke glemme, at energipolitikken er en af EU’s vigtigste opgaver.