I den forgangne uge viste den polske regering endnu engang, hvad det er for en historie, den er rundet af.

Det var den historiske baggrund, premierminister Mateusz Morawiecki talte ud fra ved det ophedede skænderi i Europa-Parlamentet tirsdag. "Polen er en stolt nation," sagde han, og "Polen vil ikke lade sig intimidere."

Og det var de historiske erfaringer, han havde med, da et muligt Polexit var på dagsordenen til EU-Rådsmødet torsdag. Det er dén baggrund, hele den polske regerings nuværende ballade med EU skal ses i. Og som Rådet (EU’s stats- og regeringsledere) ikke helt kan eller vil forstå.

EU-Kommissionen har i årevis "indgået i dialog" med den polske regering. De har sendt breve, løftet pegefingre og rynket pander. Men den slags spiser de til morgenmad i regeringskontorerne i Warszawa.

Spørgsmålet, "Hvordan kommer Polen og EU videre herfra", er dermed forkert. Det har hidtil været EU’s mål at komme videre, at finde et kompromis, som alle er cirka lige utilfredse med, og som derfor måske kan virke.

Men det er ikke sådan, det fungerer i Warszawa. Der er det naturligt at kæmpe hårdnakket for det, de mener, er det bedste for deres land. Så er det klart, at "Polen ikke lader sig intimidere", heller ikke af Kommissionens nyeste påfund, retsstatsmekanismen, altså at lukke for EU-pengekassen, indtil den polske regering holder op med at ødelægge retsstaten i Polen og dermed i EU.

Hvis vi – og særligt Rådet – ikke forstår det, kan vi lige så godt smide håndklædet i ringen med det samme. Den polske regering mener, de kæmper for deres nations overlevelse, ligesom generation efter generation af polakker har gjort det før dem. At overgive sig bare på grund af et løftet EU-øjenbryn vil få samtlige polske martyrer fra general Tadeusz Kościuszko, der anførte opstanden mod de russiske og preussiske undertrykkere i 1794, til fader Jerzy Popiełuszko, der blev tævet ihjel af det kommunistiske hemmelige politi i 1984, til at vende sig i deres grave, mener de.

Tag nu for eksempel Anden Verdenskrig: 1. september 1939, kort efter daggry, åbnede marinesoldaterne ombord på det tyske slagskib Schleswig-Holstein på kaptajn Gustav Kleikamps ordre ild mod den beskedne polske militære forpost Westerplatte ved det nuværende Gdansk. Anden Verdenskrig var begyndt.

I løbet af de næste syv minutter hamrede fem tons metal ned over de polske soldater. Det burde være nok. Men efter en times kamp måtte kaptajn Kleikamp notere i sin logbog: "Polakkerne på Westerplatte lader sig simpelthen ikke overmande ved et overraskelsesangreb."

I Warszawa havde de polske tropper sloganet "Do Berlina" til Berlin, selvom den tyske hær havde tre gange så meget artilleri, tre gange så mange tanks og fem gange så mange kampfly som den polske.

Men Polen overgav sig ikke. Kampene fortsatte over hele landet, mens polakkerne kiggede mod himlen i sikker forvisning om snart at få øje på den franske og britiske undsætning, de var blevet lovet. Den kom ikke.

17. september angreb Sovjetunionen fra øst. Ifølge den hemmelige del af Molotov-Ribbentrop-aftalen, underskrevet i Moskva 23. august 1939, skulle Polen deles mellem de to nye kammerater Adolf Hitler og Josef Stalin.

Gennem de næste knap seks år blev Polen fuldstændig smadret af de fjendtlige magter. Omtrent hver femte polak blev dræbt. Men de overgav sig ikke. 

Stor var skuffelsen derfor, da Polen efter krigen, i det der stadig i dag i Polen opleves som et gigantisk svigt af Vestmagterne, blev efterladt på den forkerte side af Jerntæppet helt frem til kommunismens fald i 1989.

Kommunismens, ikke Murens fald, for den første ikke-kommunistiske regering i Østblokken trådte til i Polen i august 1989, måneder før Muren faldt i Berlin i november. Det skyldes naturligvis, mener polakkerne, den lange række af oprør, de startede mod kommunisterne fra 1945-89.

Polen overgav sig ikke.

Den historiske erfaring, polakkerne har nedarvet gennem århundrederne, er, at naboerne er ude efter Polen. Og at Vesten, der har lovet at hjælpe, svigter.

Den historiske erfaring, polakkerne har nedarvet gennem århundrederne, er, at naboerne er ude efter Polen. Og at Vesten, der har lovet at hjælpe, svigter.

Vibe Termansen

Det eneste, Polen har, er sig selv. Men "End er Polen ej fortabt", som den polske nationalsang lyder, "så længe som vi lever/Hvad os fremmed magt bortrevet har/vil vi med sabel genvinde."

Polakkerne har oplevet historien som en evig kamp på liv og død, en kamp om nationens overlevelse, om frihed og uafhængighed fra imperier, der vil diktere, hvad de skal gøre, hvor deres grænser skal være, hvilken styreform og kultur de skal have, hvad de skal tænke, mene og sige.

Historisk har den kamp kostet liv. Derfor er en ægte polak en, der er parat til at kæmpe og eventuelt dø for sit fædreland.

Den historiske erfaring har alle polakker. Den tolkes blot forskelligt. Oppositionen mener, de forsvarer det sande Polen ved at forsvare demokrati og retsstat, pressefrihed og beskyttelse af mindretal som LGBT-personer. Regeringssiden mener, den forsvarer det ægte Polen ved at gøre polakkerne stolte af deres nation og ved at nægte at bøje sig for det, visse stemmer i regeringen kalder "diktaturet fra Bruxelles".

Lige nu sidder den polske regering højt oppe i træet. At kravle ned vil betyde, at nogle grene vil knække. Regeringen vil nok kollapse, for dele af den, anført af justitsminister Zbigniew Ziobro, vil aldrig acceptere "Bruxelles’ diktatur" og mener egentlig sagtens, Polen kan klare sig uden EU.

De mener, at EU har mere brug for Polen end omvendt, da det er Polen, der forfægter de ægte europæiske værdier, især kristendom, mens et ideologiseret liberalt, depraveret meningsdiktatur i Vest med sin lallende LGBT-ideologi, cyklisme, vegetarianisme og fascination af grøn energi, sin multikulti-accept og andet fjol er ved at ødelægge sig selv.

Imens står imperierne på lur.

Polexit var på dagsordenen til Rådsmødet torsdag. Blandt andet Tysklands Angela Merkel sørgede for at afdæmpe diskussionen, så EU’s stats- og regeringschefer blev enige om at bruge "politisk dialog" med "gensidig respekt" for at finde en løsning.

Ovenpå Rådsmødet bekræftede kommissionsformand Ursula von der Leyen fredag, at hun ikke vil igangsætte retsstatsmekanismen, før Polen og Ungarn får afgjort deres sag – om retsstatsmekanismen overhovedet er lovlig – ved EU-Domstolen.

Dermed har Rådet endnu engang torpederet Kommissionen og Europa-Parlamentets forsøg på at presse Polen til at opgive afmonteringen af demokratiet og retsstaten.

Hvis EU ryster på hånden nu, vil den del af polakkerne, der mener, de beskytter Polen og i sidste ende Europa ved at genrejse Polen som en stolt og mægtig nation og undervejs ofrer magtens tredeling, pressens uafhængighed, oppositionens ret til at være uenige eller til at blande sig i politik, kvinders og LGBT-folks rettigheder, have vundet. Så vil Vesten – igen – have forrådt den halvdel af polakkerne, der er uenige med regeringen.

Forvent ikke, at den polske regering vil sidde i rundkreds og gå i "politisk dialog" med "gensidig respekt". De sværger mere til det, den polske lufthelt Witold Urbanowicz havde indgraveret på sit fly, mens han fløj i Royal Air Forces tjeneste under Anden Verdenskrig:

”Because we do not beg for freedom. We fight for it.”