”Hvis briterne stemmer nej, så kommer EU til at spille hardball”

INTERVIEW: En usofistikeret kampagne, et politisk spektrum langt fra topformen og en meget lidt motiveret vælgerskare er ifølge professor Sara Hobolt blandt usikkerhedsmomenterne, når briterne om en måned skal afgøre, om de vil stemme sig selv ud af EU.

Nigel Farage fra UK Independence Party er på barrikaderne for et nej forud for EU-afstemningen i Storbritannien 23. juni.
Nigel Farage fra UK Independence Party er på barrikaderne for et nej forud for EU-afstemningen i Storbritannien 23. juni.Foto: Scanpix / Justin Tallis
Rikke Albrechtsen

Sara Hobolt tager ingen chancer.

”Jeg vil ikke satse alle mine penge på et ja. Jeg er i gang med at søge britisk statsborgerskab, så jeg ikke bliver smidt ud,” siger den danske professor ved London School of Economics.

Statskundskabsforskeren ved universitetets europæiske institut, der har EU’s folkeafstemninger, vælgeradfærd og den offentlige mening om EU som speciale, har altså mere end en akademisk interesse i den britiske afstemningen om EU-medlemskab 23. juni.

Og selv om de såkaldte ”polls of polls”, der samler meningsmålinger over tid, stadig viser et knebent forspring på et par procentpoint til at blive i Unionen, så er det nu – en måned før slaget skal slås – endnu langtfra afgjort.

Hvis Storbritannien stemmer nej, så kommer EU til at spille hardball. Simpelthen fordi der er alle mulige bevægelser nationalt, som alle sammen vil det samme som Storbritannien. Og der skal man fra EU-hold bare vise, at det bliver ikke nemt. 

Sara Hobolt
Professor, London School of Economics

”Det er meget tæt løb, og det har flyttet sig meget lidt de seneste to-tre måneder. Der har været masser af kampagne, men der er ikke sket ret meget med tallene,” siger hun.

For og imod
Sara Hobolts analyse er i grove træk, som følger. En lille tredjedel af de britiske vælgere er benhårde nej-sigere, der vil ud af EU lige meget hvad. I den anden ende af spektret har vi omkring 20 procent overbeviste ja-sigere. Mellem de to yderpunkter findes den bløde masse, hvor mange har en ide om, i hvilken retning de vil stemme, men kan overbevises, mens 15-20 procent stadig ikke har bestemt sig.

På nej-siden er det særligt to argumenter, der dominerer. At få hentet magt tilbage fra Bruxelles og at få sat en prop i indvandringen, både fra andre EU-lande og udefra.

Ja-siden har én mærkesag, der overskygger alt andet, nemlig økonomien. Her har premierminister David Cameron fra det øjeblik, han endelig officielt bekendte sig til den såkaldte remain-side tilbage i februar, råbt sit budskab ud om, at en udmeldelse af Unionen er ”et spring ud i mørket” med mulige katastrofale konsekvenser for den britiske pengepung.

Støtte udefra
Han har fået opbakning fra et hav af hjemlige økonomer og hele bogstavkombinationen af internationale institutioner som OECD, IMF og WTO, der har leveret kasteskyts til ja-siden.

”Derfor er der også hos regeringen og hos remain-siden stadig en tro på, at det nok skal gå, for i sidste ende er folk bange for risiko. Det kan godt være, de godt vil have mere suverænitet og have lukket grænserne, men hvis de i sidste ende tror, at det vil koste dem deres job, så stemmer de den vej. Og det er der, hvor regeringen og ja-siden føler, de har en virkelig fordel," siger Sara Hobolt og fortsætter:

”Hvorimod nej-siden virkelig har vundet debatten, når det gælder immigration. Så snart der er noget oppe i medierne om indvandring, så styrker det dem. Det betyder også, at hvis der i den måned, der er tilbage, sker noget på kontinentet i forhold til indvandring, eller flygtningekrisen bliver forværret, så vil det kunne få stor betydning. Også selv om Storbritannien ikke er i Schengen og ikke er bundet af de EU-aftaler, der er på de områder, og at vi allerede har kontrol over vores egne grænser.”

Klassisk opdeling
Hun beskriver skillelinjerne mellem ja- og nej-tilhængere som både de samme og nogle lidt andre end dem, vi ser ved danske folkeafstemninger. Unge briter er generelt mere pro-europæiske end ældre, hvor det er omvendt i Danmark. Til gengæld slår nogle af de mere socio-økonomiske faktorer igennem på samme måde, hvor der er et gab mellem højt- og lavtuddannede og mellem dem i gode og mindre gode job.

”For at sige det meget firkantet, så er det taberne af globaliseringen, der siger nej, og det er også det, vi ser i Danmark. Det er også dem, der er mere imod migranter, og det er klart, for det er dem, der føler sig mere truet af indvandringen i forhold til deres egne job,” siger Sara Hobolt.

”Og hvor EU ikke er noget, som briterne går særligt meget op i, og vi står over for en afstemning, der er fuldstændig eliteskabt, fordi der er folk, der er besatte af det spørgsmål i det konservative parti, så er frygten for indvandringen ikke noget, der er eliteskabt. Det kender vi jo i hele Europa. Det ses som et af de vigtigste politiske emner. Også i de områder, hvor der næsten ikke er nogen indvandrere.”

Boris mod Cameron
Denne besathed af EU-spørgsmålet hos de britiske Konservative har også være med til at skabe en valgkamp, som i Sara Hobolts øjne ”ikke er supersofistikeret”, og som handler mere om fløjkrigene i premierminister David Camerons parti mellem ham og den tidligere London-borgmester Boris Johnson end om briternes ønske om at blive eller træde ud af Unionen.

”80 procent af dem, der dominerer medierne lige nu, er konservative, der diskuterer med andre konservative.”

”Det er David Cameron mod Boris Johnson, hvor Johnson siger, at EU er ligesom Hitler, og så siger Cameron, at det bliver 3. Verdenskrig, hvis man stemmer nej, og så føler mange, at de er latterlige på begge sider,” siger Sara Hobolt.

Problematisk for Labour
Ifølge professoren er det potentielt et ret stort problem for ja-siden, at kampagnen har udviklet sig på den måde. Særligt i forhold til Labour-vælgerne, der ikke har aktier i Camerons formandsopgør, men heller ikke selv oplever et parti, der er gået helhjertet ind i valgkampen, selv om partileder Jeremy Corbyn officielt har meldt sig på ja-siden.

Hun påpeger, at hvis det skal blive et ja, så skal Labour-vælgerne helst både overbevises om at komme til urnerne og levere over 60 procents ja-stemmer for at modgå de overbeviste nej-sigere, der befinder sig i dele af Konservative og hos UK Independence Party, hvis hele eksistensgrundlag er EU-modstand. Det bliver ikke nødvendigvis let, hvis ingen i partiet virkelig lægger sig i selen.

”Det bliver et spørgsmål, om de virkelig skal gå ud og stemme om noget, som enten er Camerons eller Boris’ politik. Og hvorfor skulle man som Labour-vælger gide at deltage i det? Mange har heller ikke lyst til at give Cameron en sejr, for man er sikkert sur på ham af alle mulige andre grunde,” siger Sara Hobolt.

Hun bruger det franske nej til forfatningstraktaten i 2005 som et eksempel, hvor Socialistpartiet i opposition både var splittede og ikke rigtig ønskede at give regeringen en nem sejr.

”Vi har set en del afstemninger blive tabt for regeringerne, når de store oppositionspartier lidt vaskede deres hænder og sagde, at det her er ikke vores afstemning,” siger hun.

Bliver ikke nemt
Modsat i det franske tilfælde, hvor Unionen satte traktatændringer på hold og tog en flere år lang tænkepause for at give gemytterne plads til at falde til ro, skal Storbritannien dog ikke forvente nogen særlig blid behandling fra sine EU-fæller, hvis det bliver et nej, vurderer Sara Hobolt.

Den såkaldte leave-side er stadig langtfra enig med sig selv i, hvad et nej betyder. Om briterne skal trække sig helt væk fra EU? Om man ønsker at blive et nyt slags Norge eller Schweiz, der er med i det indre marked, men dermed også må acceptere den arbejdskraftsindvandring fra resten af EU? Eller om der skal opfindes noget helt tredje.

Men én ting er, hvad briterne ønsker. En anden ting er, hvad de kan få.

”Hvis Storbritannien stemmer nej, så kommer EU til at spille hardball. Simpelthen fordi der er alle mulige bevægelser nationalt, som alle sammen vil det samme som Storbritannien. Og der skal man fra EU-hold bare vise, at det bliver ikke nemt. Så selv om det kommer til at koste EU økonomisk – og det er klart, det vil det – så er det en pris, som mange europæiske regeringer er villige til at betale for at vise deres egne befolkninger, at det er ikke noget, man slipper billigt fra,” siger Sara Hobolt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00