Hvor blev demokratiet af?

Problemet er, at Martin Schulz ikke anerkender, at store dele af de europæiske befolkninger ikke ønsker at afgive deres nationale selvbestemmelse. Opbakningen til EU bliver mindre og mindre, og det skyldes ikke mindst, at befolkningerne føler, at de mister indflydelse.

Anna Rosbach
MEP (løsgænger), De Europæiske Konservative og Reformister

Af Anna Rosbach
MEP (løsgænger), De Europæiske Konservative og Reformister

Tirsdag blev socialdemokraten Martin Schulz udpeget til ny formand for Europa-Parlamentet. Men selvom han formelt er valgt af Parlamentet, har der reelt ikke været noget valg. Martin Schulz er nemlig blevet formand i kraft af en skuffeaftale lavet mellem de to største grupper (Konservative EPP og Socialdemokraterne S&D), som har aftalt at dele valgperioden 2009-2014 mellem sig.

Den form for politiske studehandler er udtryk for en manglende tiltro til en åben demokratisk proces. Det har betydet, at der ikke har været en reel valgkamp med forskellige kandidater. Martin Schulz bliver derfor formand uden et demokratisk mandat fra de folkevalgte medlemmer.

Ingen demokratisk debat
Flertallet bestemmer, og jeg ønsker den nye formand tillykke. Men demokrati kræver et aktivt valg og ikke blot aftaler bag lukkede døre. Derfor opstillede min gruppe en modkandidat, Nirj Deva fra Storbritannien, i protest mod aftalen. Med samme begrundelse stillede britiske Diana Wallis fra den liberale gruppe ALDE op.

Kandidaterne fik ikke lov til at holde tale foran det samlede parlament, da de tre største grupper ikke ønskede dette. Derfor måtte kandidaterne ud i alle de politiske grupperinger for at fortælle om deres program og mærkesager. Jeg har meget svært ved at forstå, hvad det formålstjenstlige er i at begrænse den demokratiske debat. Det styrker ikke tilliden til den nye formand, og jeg er bange for, at han vil få svært ved at agere som hele Parlamentets formand.

Til sammen fik de to protestkandidater 283 stemmer mod vinderens 387 stemmer. Det viser, at der er en betydelig modstand mod den nye formand. Det skyldes både utilfredshed med den udemokratiske proces, men også modstand mod Martin Schulz. Han er kendt for et stort temperament over for politiske modstandere, som han ofte overfuser med skældsord i politiske debatter.

Sejr til føderalisterne
Jeg er derfor bekymret for, om Martin Schulz vil være i stand til at lægge det partipolitiske til side i sin nye rolle som neutral formand. Han signalerer ikke just samling, og jeg frygter, at han vil svække samarbejdet i Parlamentet.

I sin tiltrædelsestale lagde Schulz op til at være hele Parlamentets formand. Så langt så godt. Men på samme tid var hans tale én lang hyldest til EU-føderalisme, én fælles valuta påtvunget alle stater samt skabelsen af en europæisk regering på bekostning af den nationale selvbestemmelse. Det er langt fra en neutral formand, der taler her.

Problemet er, at Martin Schulz ikke anerkender, at store dele af de europæiske befolkninger ikke ønsker at afgive deres nationale selvbestemmelse. Opbakningen til EU bliver mindre og mindre, og det skyldes ikke mindst, at befolkningerne føler, at de mister indflydelse.

Den tendens frygter jeg, vil fortsætte, hvis folk på ledende poster fortsætter med at vende det døve øre til de kritiske stemmer. Martin Schulz er desværre en af dem, der ikke lytter til sine politiske modstandere.

Der er brug for et effektivt og demokratisk EU, og det kræver også, at der bliver lyttet til befolkningerne. Og det kræver, at formanden for Europa-Parlamentet evner at favne bredt og inddrage alle politiske grupper på lige fod.