Jakob Nielsen: Uden EU-parlamentet ville vi hverken have Brexit eller Le Pen

Når franskmændene søndag vælger republikkens nye præsident, sætter de streg under en ny tendens: De store valg i de store EU-lande handler i stigende grad om Europa.

Man kan roligt tale om et europæisk paradoks: Unionen står midt i en alvorlig krise, der begyndte med finanskrisen, fortsatte med flygtningekrisen og kulminerede med Storbritanniens udmeldelse. Alligevel – eller måske netop derfor – er EU og behovet for europæiske løsninger nu et stort tema ved nationale valg, der ellers plejer at handle om alt muligt andet.

Målingerne tyder på, at både tyskerne og franskmændene i år vil gå den modsatte vej af briterne og stemme for mere EU.

Macron, Merkel og Schultz har alle det til fælles, at de har erkendt nationalstaternes magtesløshed over for tidens store udfordringer.

Søndagens store drama er, om Frankrig ligesom Storbritannien og USA på valgdagen bliver overrumplet af et flertal, der tror på nationalstaten som løsning på globaliseringens udfordringer.

I så fald peger pilen på Marine Le Pen. Og den peger også på et endnu større europæisk paradoks: De stærke bevægelser i Storbritannien og Frankrig, der i løbet af de seneste 12 måneder har forsøgt at underminere og demontere hele EU-konstruktionen, kan begge takke lige præcis EU-systemet for, at de overhovedet eksisterer. 

Det er ikke bare Europas, men selve demokratiets paradoks. Donald Trump og Marine Le Pen har samme legitime ret til at vinde valg som alle andre.

Jakob Nielsen
Chefredaktør

Læs mere: Fransk valg: Macron og Le Pen går videre til anden runde

Eller som den danske EU-politiker Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti sagde, da jeg besøgte ham i Strasbourg for nylig:

”Uden EU-parlamentet ville der ikke have været noget Brexit. Og måske heller ikke nogen Le Pen.”

Det gælder både Front National og United Kingdom Independence Party, at de har deres eneste stærke bastion i Europa-Parlamentet. Lederne af de to bevægelser – Marine Le Pen og Nigel Farage – er også begge medlemmer af parlamentet. Til gengæld er deres partier stort set ikke repræsenteret i deres nationale parlamenter: Front National har sølle to medlemmer i den franske Nationalforsamling, og UKIP har ingen medlemmer af Underhuset i London.

Medlemskabet af Europa-Parlamentet har ikke blot givet de to partiledere en stabil indtægt og platform, hvor de kunne profilere sig.

Det har også sikret dem adgang til store millionbeløb i direkte og indirekte partistøtte, og uden den finansielle rygstøtte er det stærkt tvivlsomt, om de nogensinde havde formået at bygge organisationer, der var stærke nok til at vinde en folkeafstemning i Storbritannien, eller til at stå som seriøs kandidat i anden runde af det franske præsidentvalg.

Således modtager partigruppen Nationernes og Frihedens Europa, som Front National er en del af, mere end 12 mio. kroner i støtte i 2017.

Officielt har Marine Le Pen og Nigel Farage intet med hinanden at gøre i Europa-Parlamentet. Farage kommer af en britisk politisk tradition, som slet ikke deler den barske indvandrerkritik, der ligger dybt i Front Nationals sjæl.

Men de to nationalistledere hjælper nu alligevel indirekte hinanden med at få penge fra EU-kassen.

Parlamentets regler betyder, at en partigruppe skal bestå af medlemmer fra mindst syv lande for at være berettiget til støtte. Det har i perioder knebet for både Le Pens og Farages gruppe.

Læs mere: Dan Tschernia: La Présidente

Men heldigt nok har et enkelt medlem af UKIP skiftet til Front Nationals partigruppe, mens et enkelt medlem af Front National har forladt sine landsmænd og meldt sig under fanerne i UKIP’s partigruppe. 

De to partiledere har også en anden ting til fælles: Ingen af dem er kendt for at bruge meget tid på arbejdet i parlamentet. Især Farage holder af at dukke op ved store debatter i plenarsalen, hvor han – især efter Brexit – kan regne med massiv medieopmærksomhed. Ellers ser man mest Le Pen og Farage, når der skal stemmes. Medlemmerne af Europa-Parlamentet bliver nemlig trukket i løn, hvis de ikke deltager i afstemningerne.

Præcis sådan var det også, da jeg for nylig fulgte en stor debat om Brexit i parlamentet i Strasbourg: Nigel Farage kastede sig ud i debatten (og stjal overskrifterne med kravet om, at EU skal betale Storbritannien for at forlade EU, ikke omvendt). Marine Le Pens stol var tom, lige indtil få minutter før dagens afstemninger begyndte. Så dukkede hun op.

Da jeg bagefter spurgte hende, hvorfor hun havde valgt at blive væk fra debatten, snerrede hun vredt – men sandfærdigt – at hun havde deltaget i en fransk præsidentdebat i Paris til langt over midnat.

Sådan ser det europæiske paradoks ud i praksis: Le Pen rejser til Strasbourg og Bruxelles for at skabe sig en platform for at stå i Paris og tale om Frankrig først.

Det er ikke bare Europas, men selve demokratiets paradoks. Donald Trump og Marine Le Pen har samme legitime ret til at vinde valg som alle andre. Anderledes kan og skal det ikke være. 

Men det er måske en lidt overset pointe i debatten om EU og det påståede skisma mellem en arrogant elite i Bruxelles og de magtesløse befolkninger i nationalstaten. Hvis ikke det var for EU-systemet og det folkevalgte europæiske parlament, ville millioner af EU-skeptiske borgere i nogle af unionens største lande ikke have haft noget talerør.  

Gad vide, om Marine Le Pen husker at sige tak til EU – hvis hun fuldbyrder sensationen og vinder det franske valg?