Kamp om at blive Kofods afløser

BORNHOLMS STEMME: Der er hård kamp om at overtage Jeppe Kofods kreds på Bornhom. Kredsen regnes som landets sikreste S-mandat. Hele seks kandidater er i spil.
Flere socialdemokrater kæmper om at overtage Kofods kreds på Bornholm.
Flere socialdemokrater kæmper om at overtage Kofods kreds på Bornholm.Foto: ft.dk
Jørgen SkadhedeAnders Jerking

Der er kamp om at blive Bornholms socialdemokratiske stemme i Folketinget.

Udenrigsordfører Jeppe Kofod genopstiller nemlig ikke, da han skal være spidskandidat for S ved valget til EU-Parlamentet i 2014. Dermed står landets sikreste S-kreds ledig. Der er lagt op til et åbent ræs om at blive ny spidskandidat, og hele seks kandidater har meldt sig på banen.

Umiddelbart står to af kandidaterne dog stærkest i det tætte felt. Den 27-årige DSU'er Lea Wermelin er født og opvokset på Bornholm, men arbejder nu som politisk konsulent for Socialdemokraterne på Christiansborg, efter at hun blev kandidat i statskundskab ved Københavns Universitet.

Desuden kan nævnes den 52-årige fagforeningsmand Dennis Jensen. Han arbejder også i København som faglig sekretær i CO-Industri, men han har den fordel, at han og familien fortsat har bopæl på Bornholm.

Den lokale tilknytning er meget afgørende for de lokale partimedlemmers støtte, og derfor har kandidaten med det tungeste CV ikke nødvendigvis særligt gode odds. Det tidligere folketingsmedlem og suppleant til Europa-Parlamentet Claus Larsen-Jensen fra København har feriebolig på Bornholm, men det er næppe nok i de lokales øjne.

De øvrige kandidater er Jonna Nielsen, faglig sekretær i 3F Bornholm, socialrådgiver Jacob Lund, og byrådsmedlem Lykke Jensen.

Bornholms socialdemokratiske borgmester, Winni Grosbøll, har meddelt, at hun ikke er kandidat. Hvis hun havde valgt at stille op, ville hun formentlig have sat sig tungt på pladsen som spidskandidat.

Den lokale partiforening har besluttet at vente med at vælge deres nye spidskandidat til generalforsamlingen i foråret 2014. På den måde får partimedlemmerne bedre tid til at se de nye kandidater an.

Hvis ikke en kandidat får minimum 75 procent af stemmerne fra de fremmødte på generalforsamlingen, så går afgørelsen ud i urafstemning blandt alle socialdemokratiske partimedlemmer på Bornholm. 

Læs hele Altinget.dks analyse af, hvem der står til at blive valgt til Folketinget her (kræver abonnement)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

Lea Wermelin

MF (S), fhv. miljøminister
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00