Debat

Kari: EU-eliten ignorerer de demokratiske problemer

DEBAT: EU's regeringschefer vil ikke gøre op med unionens utilstrækkelige politikker og befolkningens utilfredshed, skriver Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU.

Foto: Pablo Eekman/Folkebevægelsen.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rina Ronja Kari
Medlem af Europa-Parlamentet, Folkebevægelsen mod EU

Der var ikke sparet på hverken marmoren eller de store ord, da EU’s regeringschefer i marts mødtes i et renæssancepalæ i Rom for at fejre Rom-traktatens 60-års jubilæum.

EU-lederne brugte anledningen til at fremlægge en ny, højstemt erklæring om unionens fremtid. Der står meget om, hvordan EU skal vokse sig stærkere.

Men det, der først og fremmest springer i øjnene, er den elefant i rummet, som ikke bliver omtalt: Nemlig den enorme, selvforskyldte krise, som EU står i.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Tavshed om EU's udfordringer
Hverken EU’s manglende evne til at løse fælles problemer som flygtningespørgsmålet eller det Brexit, som blev ført ud i livet få dage efter vedtagelsen af Rom-erklæringen, bliver nævnt med ét ord. Det er helt symptomatisk.

EU-princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed har ført til store problemer med social dumping, fordi arbejdsgiverne har fået mulighed for at rykke underbetalt arbejdskraft rundt over landegrænserne for at presse løn- og arbejdsforhold.

Når der ikke bliver lyttet til den folkelige utilfredshed, er det nemt for højreekstremister som Marine Le Pen i Frankrig at gøre østarbejdere og flygtninge til de største trusler mod velfærden. Hvis det skal imødegås, er vi nødt til at kunne pege pilen mod de virkelige årsager.

Rina Ronja Kari
Medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Lissabon-traktaten, finanspagten og Europlus-pagten binder medlemslandene til en politik, der fører til sociale nedskæringer og øget fattigdom. Et eksempel herhjemmefra er de upopulære nedskæringsreformer af dagpenge, fleksjob og førtidspension, som alle er indført som efter henstillinger fra EU.

Det er helt konkrete problemer, som millioner af borgere mærker i deres hverdag.

Selvfølgelig er borgerne utilfredse!
Når man samtidig ser på EU-projektets demokratiske underskud, den manglende gennemsigtighed i beslutningsprocesserne og på hvordan mange af EU-lederne gebærder sig, er det ikke svært at forstå baggrunden for den udbredte utilfredshed med eliten og dens politik, som ulmer i hele Europa.

Tænk bare på EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, der spillede en nøglerolle i LuxLeaks-skandalen om skattefusk som skatte- og siden premierminister i Luxembourg. Eller på EU-Parlamentets formand, Antonio Tajani, der som miljøkommissær var med til at tysse indberetninger med dieseludledning ned – det, der senere blev til Dieselgate-skandalen.

Det er den EU-elite, som helt overhører den folkelige utilfredshed mod deres politik. Deres svar på kriserne er i stedet mere af den samme politik.

Utilfredshed baner vej for ekstremister
Når der ikke bliver lyttet til den folkelige utilfredshed, er det nemt for højreekstremister som Marine Le Pen i Frankrig at gøre østarbejdere og flygtninge til de største trusler mod velfærden.

Hvis det skal imødegås, er vi nødt til at kunne pege pilen mod de virkelige årsager i form af den sociale dumping og den nyliberale politik, som EU-traktaterne binder medlemslandene til. Det kommer EU-lederne næppe til at gøre.

Traktatændringer i EU kræver nemlig opbakning fra samtlige medlemslande og er stort set umulige at få igennem.

Men det er vi heldigvis andre, der vil.

Vi er ikke alene
I Frankrig er ikke bare Front Nationals Marine Le Pen på vej frem. Også Jean-Luc Mélenchon, som i dag sidder i EU-Parlamentet i samme gruppe som Folkebevægelsen mod EU, har høstet stor opbakning i præsidentvalgkampen, blandt andet for sin kritik af EU’s elitære nedskæringsdiktater.

Han peger, ligesom os, på at den reelle modsætning ikke er mellem befolkningerne i Europa eller verden, men mellem befolkningens interesser og så den udemokratiske politik i EU. Det virker. Mélenchon stormer i øjeblikket frem. Men det er ikke svært at forestille sig, hvor mange af stemmerne ville gå hen, hvis der ikke havde været en progressiv, EU-kritisk stemme i Frankrig.

Og i Storbritannien er det vigtigt at huske på, at også mange fagforeninger og progressive briter arbejdede for en løsrivelse fra EU.

Løsningen på EU’s krise er altså hverken at overhøre den folkelige utilfredshed eller prøve at gennemtvinge mere af den samme politik.

Det er i stedet at forstå utilfredsheden, bryde med årsagerne og sikre landene ret til at føre en politik, der gavner befolkningen frem for virksomhederne. Først herefter kan vi skabe et samarbejde, der bygger på solidaritet og respekt for demokratiet i stedet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rina Ronja Kari

Marketings- og kommunikationschef, Miljømærkning Danmark
cand.soc. i virksomhedsledelse (Roskilde Uni. 2012)

0:000:00