Debat

Kari: Flere EU-folkeafstemninger til danskerne

DEBAT: Når krydset skal sættes i morgen torsdag, er det en oplagt mulighed for at stemme på politikere, som vil give danskerne de folkeafstemninger, de har krav på. For eksempel om EU's bankunion, skriver Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU.

Danskerne har krav på flere EU-folkeafstemninger, skriver Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU. 
Danskerne har krav på flere EU-folkeafstemninger, skriver Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU. Foto: Pablo Eekman/Folkebevægelsen.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rina Ronja Kari
Medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Den lange valgkamp er nu snart slut, og den endelige afgørelse skal findes. Et nyt Folketing skal sammensættes, og statsministeren skal enten udskiftes eller have fire år mere i stolen.

Alt dette er op til danskerne. For én gangs skyld, fristes man til at sige.

For ud over de obligatoriske folketingsvalg er det så som så med, hvad danskerne egentlig får lov til at få medindflydelse på. Og det er et stort problem. Især i forhold til Danmarks EU-politik og forhold til den evigt voksende union.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Mere EU ad bagdøren
Tag nu for eksempel EU's bankunion. Det er det største integrationsprojekt siden euroen, og de danske EU-partier vil alle sammen gerne have Danmark med i bankunionen.

Men allerhelst uden at spørge danskerne, om det nu også er en god ide. Regeringens såkaldte analyse af bankunionen kom i hvert fald frem til, at spørgsmålet ikke skal til folkeafstemning, da der ikke i teknisk forstand er tale om suverænitetsafgivelse.

Husk at stemme på folketingspolitikere, som rent faktisk tør og har lyst til at tage danskerne med på råd, når der skal afgives mere magt til EU.

Rina Ronja Kari
Medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Men det er selvfølgelig bare et stunt for at slippe for besværlige danskere, der måske ikke lige er så EU-glade, som EU-partierne. Jeg synes, det er et kæmpe demokratisk problem, at EU-partierne vil snige meget mere EU ind ad bagdøren uden at give danskerne mulighed for at sige ja eller nej.

Med bankunionen får EU magt til at lukke danske banker. Det bliver centralbanken i Frankfurt, der bliver øverste bankmyndighed i Danmark. Og deltagerne i bankunionen skal hæfte for usikre sydeuropæiske banker.

Politisk er det naturligvis suverænitetsafgivelse og derfor noget, som danskerne skal tage stilling til. Det er naturligvis et teknisk spørgsmål, men helt ærligt, danskerne er selvfølgelig i stand til at tage stilling til, hvad mener om den danske banksektor - og om EU skal have mere magt over bankerne.

Rent praktisk har vi også nu en glimrende mulighed for at afholde en afstemning om bankunionen. Vi skal alligevel i starten af næste år til stemmeurnerne for at stemme ja eller nej til en afskaffelse af det danske retsforbehold.

Slå EU-afstemninger sammen
EU-partierne vil med sikkerhed sige, at man ikke skal belemre danskeren med folkeafstemninger i tide og utide. Det "problem" (som jo bare er en dårlig undskyld, som bunder i en frygt for, at danskerne generelt mener noget helt andet om EU end de store partier) kommer vi nemt uden om ved at lægge en afstemning om bankunionen sammen med afstemningen om retsforbeholdet.

På den måde kan vi også se afstemningen som et større spørgsmål om mere eller mindre EU. Det er tiltrængt. Især i kølvandet på de drøftelser, der foregår i Storbritannien lige nu.

Et andet spørgsmål, som man også bør spørge danskerne om, er den store handelsaftale, som EU og USA lige nu forhandler. Den går under navnet TTIP og vil få enorme konsekvenser for hele Europa - herunder selvfølgelig Danmark.

TTIP kan betyde forringelser af arbejdstagerrettigheder, forbrugersikkerhed og miljøbeskyttelse, ligesom den såkaldte ISDS-mekanisme i aftalen vil give selskaber ret til at trække lande for en domstol, hvis der laves love, som rammer selskabernes profit.

TTIP er så stor og omfattende, at danskerne simpelthen bør tages med på råd, inden den kommende regering kan få en mandat med til EU for at sige ja eller nej til aftalen.

Derfor: Husk at stemme på folketingspolitikere, som rent faktisk tør og har lyst til at tage danskerne med på råd, når der skal afgives mere magt til EU.

Det kan få stor betydning for vores mulighed for at give EU modstand!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rina Ronja Kari

Marketings- og kommunikationschef, Miljømærkning Danmark
cand.soc. i virksomhedsledelse (Roskilde Uni. 2012)

0:000:00