Kari: Folketinget bør sige nej til CETA

Af Rina Ronja Kari
Medlem af EU-Parlamentet, Folkebevægelsen mod EU

EU-Kommissionen har tilsyneladende ret svært ved at holde sig til de demokratiske spilleregler, når det handler om at forhandle handelsaftaler igennem på vegne af medlemslandene - og til begejstring for erhvervslivet.

I hvert fald har EU-Domstolen hele to gange den sidste måned måttet gribe ind overfor Kommissionens praksis.

Overhørte underskrifter
Først slog domstolen fast, at det var ulovligt, da EU-Kommissionen i 2014 afviste at anerkende millioner af underskrifter fra Stop TTIP-bevægelsen.

Stop TTIP ønskede at få status som et såkaldt europæisk borgerinitiativ, som ifølge Lissabon-traktaten skulle give borgere ret til at opfordre EU-Kommissionen til at fremsætte nye lovforslag.

Initiativet indsamlede på bare to måneder den million underskrifter fra minimum syv medlemslande, der kræves for at få status som et europæisk borgerinitiativ. Bevægelsen indsamlede sidenhen i alt 3,3 millioner underskrifter i 23 medlemslande og er dermed det borgerinitiativ, der har fået størst tilslutning nogensinde i EU.

EU-Kommissionen har tilsyneladende ret svært ved at holde sig til de demokratiske spilleregler, når det handler om at forhandle handelsaftaler igennem på vegne af medlemslandene

Rina Ronja Kari
Medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

EU-Kommissionen afviste alligevel at anerkende det. Efter at underskrifterne var blevet afleveret, meddelte Kommissionen nemlig, at et borgerinitiativ ikke kunne bremse en igangværende forhandling, men derimod kun foreslå en ændring af en eksisterende lov.

Men det er altså ulovligt, fastslog EU-Domstolen i sin afgørelse, som kan læses her.

Tromlede Vallonien
En uge efter kom så afgørelsen i en meget omtalt sag om en ny handelsaftale mellem EU og Singapore.

Her slog EU-Domstolen fast, at EU ikke har kompetence til at vedtage handelsaftaler som CETA og TTIP på vegne af medlemslandene. Aftalerne skal nemlig godkendes i hvert enkelt medlemsland, før de er gyldige.

Sagen har haft stor bevågenhed, efter det vallonske delstatsparlament i Belgien sidste år blokerede for handelsaftalen CETA, som Kommissionen har forhandlet på vegne af medlemslandene med Canada. Efter stort pres fra EU-institutionerne og flere medlemslande endte vallonerne alligevel med at måtte acceptere aftalen.

Singapore-dommen vil have præcedens for aftaler som CETA og TTIP og er derfor blevet fulgt nøje.

Ingen grund til jubel
Er den hellige gral så ikke velforvaret, når nu vi har EU-Domstolen til at holde Kommissionen i ørerne? På ingen måde.

Hvad angår borgerinitiativet er alt jo ikke godt, bare fordi Stop TTIP-bevægelsen retrospektivt har fået ret.

Selve dommen vil højst sandsynligt ikke få andre konsekvenser, end at Kommissionen igen tager sagen op, men stadig afviser initiativet. Borgerinitiativerne har nemlig ikke, som nogle desværre tror, ret til at tvinge EU-Kommissionen til at fremsætte forslag, men kun til at overveje ens forslag.

Og hvad værre er, i de to år, hvor græsrødderne har måttet vente på deres ret, er handelsaftalen CETA jo forhandlet på plads og godkendt af både EU-Parlamentet og Ministerrådet. Den bliver af mange set som en murbrækker for TTIP, den tilsvarende aftale med USA.

Det er ikke til at sige, hvad det havde betydet for den demokratiske debat, hvis borgerinitiativet var blevet anerkendt, inden vi i Parlamentet skulle diskutere CETA. Men det siger en del om Kommissionens uheldige rolle i forhold til at bremse folkelige bevægelser der går imod deres – og erhvervslivets – dagsorden.

Heller ikke i forhold til dommen om Singapore-aftalen og forhandlingskompetencen er der grund til jubel.

Hvis man nærlæser dommen (det kan man gøre her), fremgår det, at der blot er to områder, som domstolen slår fast skal godkendes af nationale og lokale parlamenter. Det gælder en særlig slags udenlandske investeringer, og så den omdiskuterede tvistbilæggelse – altså det, der også er kendt som den overnationale ISDS-domstol, hvor virksomheder for eksempel kan anlægge sag, hvis de mener, at national lovgivning skader deres indtjeningsmuligheder.

Hvis aftalerne indeholder de dele, skal de godkendes af alle EU’s nationale og lokale parlamenter.

Folketinget bør stemme nej
Men samtidig slår dommen fast, at EU har enekompetence til at indgå handelsaftaler på en lang række andre helt centrale områder, blandt andet varer og tjenesteydelser (herunder samtlige transporttjenester), offentlige udbud, energiproduktion og intellektuel ejendomsret. Det er områder, hvor EU allerede i dag indgår handelsaftaler på vegne af medlemslandene.

Men EU-Kommissionen har nu altså fået EU-Domstolens godkendelse af den gældende praksis. Ikke underligt, at kilder i Kommissionen efter dommen fortalte til Bruxelles-pressen, at champagnepropperne poppede i Kommissionens hovedkvarter.

Der er desværre ingen grund til at tro, at Kommissionen vil ændre sin meget problematiske praksis, når det kommer til de store handelsaftaler.

Så meget desto mere grund for vores folketingspolitikere til at sige fra og sige nej, når de 1. juni skal stemme om CETA!