Kernekraft i EU

EU-DEBATTEN: Fukushima-ulykken i Japan betyder en voksende skepsis over for kernekraft, men udsigten til EU's stigende afhængighed af naturgas fra Rusland og Algeriet skaber nye problemstillinger, skriver Bent Lauritzen, programleder for Risø DTU i EU-Debattens første indlæg om kernekraft i EU.

Målsætningen for kernekraft er, at EU's konkurrencedygtighed opretholdes, og at der inden 2020 findes en endelig løsning på behandlingen af det radioaktive affald.

Bent Lauritzen
Programleder, Risø DTU

Af Bent Lauritzen
Programleder, Risø DTU 

Fjorten lande i EU anvender kernekraft som en del af elforsyningen, og kernekraft udgør ca. 30 % af EU’s samlede elproduktion. Dermed bidrager kernekraft allerede nu til at begrænse udledningen af CO2, og kernekraft kan ikke på kort sigt erstattes af anden elproduktion, uden at udledningen af drivhusgasser forøges med en deraf forventet påvirkning af klimaet.

Konkurrencedygtighed
EU antager i sin overordnede energipolitik, at kernekraft også fremover vil udgøre et væsentligt element i energiforsyningen. Målsætningen for kernekraft er, at EU's konkurrencedygtighed opretholdes, og at der inden 2020 findes en endelig løsning på behandlingen af det radioaktive affald. På længere sigt skal EU’s teknologiske forspring udnyttes til at udvikle nye og mere bæredygtige reaktortyper, de såkaldte 4. generations kernekraftværker.

Samtidigt hermed er kernekraft kontroversielt, med en udbredt skepsis over sikkerheden ved kernekraftværkerne og over for behandlingen af det radioaktive affald, der produceres på værkerne. Så samtidig med at over halvdelen af EU’s medlemsstater har eller forsøger at indføre kernekraft, har flere lande, bl.a. Danmark, valgt, at kernekraft ikke skal indgå i energiforsyningen. I lyset heraf findes der heller ikke en fælles politik for kernekraft, men det er op til de enkelte medlemsstater at beslutte, om de vil benytte denne energikilde. Som et kuriosum kan nævnes, at handel med elektricitet over landegrænserne betyder, at svensk og tysk kernekraft i dag udgør ca. 5-10 % af den danske elforsyning.

Stigende afhængighed i EU
De vigtigste drivkræfter for indførelse af kernekraft er og har været det, siden kernekraft for alvor blev udbygget midt i 1970'erne, spørgsmålet om forsyningssikkerhed, hensyn til miljøet, og ønsket om en billig og prisstabil energiforsyning. Kravet til forsyningssikkerhed er måske det væsentligste af disse argumenter og var en hovedårsag til, at bl.a. Frankrig efter oliekrisen midt i 1970’erne valgte at basere elforsyningen på kernekraft. Og med udsigten til en stigende afhængighed i EU, ikke af olie, men af import af naturgas fra især Rusland, Norge og Algeriet, har spørgsmålet om forsyningssikkerhed fået fornyet aktualitet.

Prisstabiliteten ved kernekraft skyldes, at kernekraftværker er dyre at bygge, men billige i drift, og da kernekraftværker gerne skal holde i 60 år, vil elprisen også være kendt og stabil, når værkerne først er bygget. Eksisterende kernekraftværker i EU leverer billig strøm, men om elprisen også vil være lav for nye værker er mere usikker, da både byggetid, renteniveau og nye krav til sikkerheden alle kan påvirke anlægsudgifterne og dermed prisen på elektricitet.

For eller imod?
Argumenterne mod kernekraft har været mange, men de argumenter, der har betydet mest for modstanden mod kernekraft, har formentlig været risikoen for store ulykker og sikkerheden ved det radioaktive affald. Derudover er kravene til fysisk beskyttelse mod terror, og at uran og kernekraftteknologien ikke må kunne anvendes til fremstilling af kernevåben, et omdrejningspunkt for diskussionen for og imod kernekraft.

Den teknologiske løsning på affaldsproblemet er imidlertid både kendt og relativt  simpel – dyb nedgravning i en stabil undergrund. Flere lande, først og fremmest Sverige og Finland, er i gang med at etablere slutdeponier for det brugte brændsel. Deponierne udformes, så der vil være mulighed for at tage brændslet op igen for at kunne bruge den energiressource, der stadig ligger i det brugte brændsel.

Voksende skepsis
Omvendt har Fukushima-ulykken i Japan vist, at ulykker kan ske, uagtet at denne ulykke havde rod i to voldsomme naturkatastrofer, et jordskælv og en tsunami, som næppe ville kunne finde sted i Europa. Designet af Fukushimaværket var ikke tilstrækkeligt sikkert til at forhindre ulykken – det afgørende svigt ved designet var, at nødstrømsforsyningen og nødkølesystemerne kunne blive sat ud af drift ved oversvømmelsen, og at det ikke lykkedes tilstrækkeligt hurtigt at etablere alternativ nødkøling. De 3. generations kernekraftværker, der opføres i dag, har en højere grad af passiv sikkerhed, herunder nødkølesystemer, og de vil bedre kunne sikre tilstrækkelig køling, uden at menneskelig indgriben er nødvendig.

To tidligere ulykker ved kernekraft, Three Mile Island-ulykken i USA i 1979 og ulykken på Tjernobylværket i Ukraine i 1986, medførte begge en øget folkelig modstand mod kernekraft. Et godt bud på udviklingen efter Fukushima-ulykken er derfor, at også denne ulykke vil betyde en voksende skepsis over for anvendelsen af kernekraft. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00