Klimakommissær om COP21: EU spillede afgørende rolle

KLIMA: En koalition af lande med høje ambitioner spillede en afgørende rolle for, at klimaaftalen kom i hus i Paris. Og EU stod i spidsen, fortæller EU's klimakommissær, Miguel Arias Cañete.

EU's klimakommissær, Miguel Arias Cañete.
EU's klimakommissær, Miguel Arias Cañete.Foto: Francois Lenoir/Scanpix
Kasper Kaasgaard

Klimaaftalen i Paris betragtes som en historisk aftale. Verdens ledere står i kø for at rose indsatsen og tage deres del af ansvaret.

Det gælder også EU. Klimakommissær Miguel Arias Cañete stod i spidsen for EU, som forhandlede samlet. Han kalder det en kæmpe sejr for det globale fællesskab.

”Men Paris er meget mere end aftalen. Det handler også om politik, diplomati og indflydelse. I den sammenhæng er aftalen en stor sejr for Europa og dets allierede,” siger Miguel Arias Cañete på et pressemøde.

EU's afgørende rolle
På pressemødet mandag fortæller han, hvordan EU sammen med dets allierede var med til at redde Paris-aftalen. Det skete efter Cañetes udsagn gennem en højambitions-koalition med EU i spidsen.

”Europa har været en stærk styrke med høje ambitioner, vi har bidraget med vores europæiske erfaringer med klimapolitik og vores traditioner med forhandlinger og regelbaseret internationalt samarbejde.”

Koalitionen mødtes første gang 17. maj i Berlin, hvor der blev lagt en masterplan, som er blevet til i løbet af året.

”I det første møde var vi kun en lille flok. Men vi havde meget til fælles. Vi ønskede et langsigtet mål, vi ville have femårige gennemsyn, vi ville et fælles sæt robuste regler for gennemsigtighed og en aftale for klimafinansiering og støtte,” siger Miguel Arias Cañete.

Siden da er gruppen mødtes flere gange i løbet af året, hvor de udvekslede idéer og støtte, fortæller Cañete.

”Vi skabte en følelse af fællesskab og sammenhold uden at være en formel forhandlingsgruppe. Imellem ministermøder mødtes vores forhandlere for at spore forhandlingspositioner ind, planlægge og søge langsigtede løsninger,” siger Miguel Arias Cañete.

Verdensomspændende samarbejde
Efterfølgende har han rejst rundt i verden for at samle  flere lande til gruppen. I november talte gruppen mere end 80 lande, fortæller Cañete.

Herefter kom en henvendelse fra USA, og undervejs i topmødet i Paris kom de om bord i koalitionen. Sent i processen meldte Brasilien sig også, hvilket blev afgørende.

”Efter vores møde fredag gik vi sammen ind til plenaren. På det tidspunkt vidste jeg, at vi ville få en god aftale i Paris, og det blev bekræftelsen.

Ris og ros til Danmark
På sit pressemøde gav klimakommissæren sit bud på, hvorfor topmødet i København i 2009 fejlede:

”For det første var verden ikke klar, for det andet fordi mange lande ikke var parate til at forpligtige sig, og for det tredje fordi de lande, der ikke var klar, formåede at dele verden i udviklede og udviklingslande og danne to modsatte grupper,” siger Miguel Arias Cañete, som dog har ros til sin danske forgænger.

”Jeg vil gerne hylde min forgænger, Connie Hedegaard, for hendes flotte arbejde og indædte indsats for at bringe landene, udviklings og udviklede, til bordet. Uden Durban ville vi ikke være her i dag.”

Spanske Cañete betoner, at den historiske aftale kun er begyndelsen.

”Vi må nyde dette historiske øjeblik, men det hårde arbejde er først lige begyndt. Det, der er blevet lovet, skal nu leveres. Lad mig forsikre jer en ting: Vi skal alle være stolte af Europa.”

Se pressemødet på engelsk her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Miguel Arias Cañete

Fhv. EU-kommissær for klima og energi (Alianza Popular, Spanien)
cand.jur. (Complutense Uni. 1974)

0:000:00