Debat

Kofod: Hverken Trump eller Clinton får tid til EU

DEBAT: Europa må i højere grad tage ansvar for sin egen udenrigspolitik. Uanset om Donald Trump eller Hillary Clinton bliver USA's næste præsident, får amerikanerne travlt med alt muligt andet end europæiske småproblemer, skriver Jeppe Kofod (S).

Selv med Hillary Clinton som præsident vil forholdet mellem EU og USA ændre sig betragteligt, skriver Jeppe Kofod (S).
Selv med Hillary Clinton som præsident vil forholdet mellem EU og USA ændre sig betragteligt, skriver Jeppe Kofod (S).Foto: Justin Sullivan/Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jeppe Kofod (S)
Medlem af Europa-Parlamentet og næstformand for Parlamentets USA-Delegation

Uanset om Hillary Clinton eller Donald Trump bliver den nye amerikanske præsident, vil forholdet mellem EU og USA forandre sig betragteligt.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at et Trump-præsidentskab ville generere de største bølger i det transatlantiske forhold.

Præsident Trumps største udfordring vil være, at hans europæiske partnere helt grundlæggende ikke ved, hvor de har ham henne. Er USA, under Trumps ledelse, fortsat Europas fremmeste, stærkeste og mest betroede allierede?

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Med Trump som præsident
Det sørgelige svar er nok, at kun én af de tre fortsat vil være tilfældet. Direkte adspurgt om NATO-landene kan regne med USA’s hjælp, hvis de blev invaderet af Rusland, svarede Trump ... ja, hvad svarede han egentlig? Han vævede lidt frem og tilbage og kritiserede, at en række NATO-lande ikke bidrog nok til alliancen.

Det bemærkelsesværdige er, at Trump i hvert fald ikke sagde klokkeklart: ”Ja”. Og dermed såede republikanernes præsidentkandidat en nagende tvivl om, hvorvidt NATOs musketér-ed reelt var det papir værd, den er skrevet på. I hvert fald under et Trump-præsidentskab.

Selv med en Clinton i det Hvide Hus skal vi europæere ikke gøre os nogen forestillinger om, at vores kontinent fortsat og naturligvis vil være verdens navle.

Jeppe Kofod (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Artikel 5 i NATO-pagten, den såkaldte musketér-ed, er hele grundlaget for NATO-alliancen. Hvis regeringschefen for den stærkeste alliancepartner begynder at skabe tvivl om den helt grundlæggende præmis: at et angreb på ét NATO-land er at betragte som et angreb på samtlige NATO-lande, ja så ryger hele konstruktionens troværdighed – og dermed et vigtigt grundlag for vores sikkerhed.

Et svækket NATO
En sådan usikkerhed vil uundgåeligt drive EU og USA i modsatte retninger. De europæiske lande vil formentlig se sig nødsaget til at opruste. Dermed kan man sige, at Trump måske er lykkedes med at få de øvrige lande til at spytte mere i kassen og stille med mere mandskab og materiel.

Men det er i bedste fald en dårlig og kortsigtet plan. For hvor vil EU-landene lægge de nye militære kræfter? I et NATO-samarbejde, som præsident Trump allerede har sat spørgsmålstegn ved, eller i en mere hjemlig konstruktion?

Resultatet vil være et svækket NATO. Noget, som nok vil vække en vis begejstring i Kreml, men som utvivlsomt vil få de grå hår til at vokse frem i Tallinn, Riga og Vilnius.

Flere ledende europæiske politikere er igen begyndt at tale højlydt om behovet for en egentlig EU-hær. Det er jeg helt grundlæggende ikke fortaler for. Jeg mener, Danmark står sig bedst med et stærkt NATO-samarbejde. Dertil kommer, at Danmark selvsagt ikke ville tage del i en eventuel EU-hær på grund af vores forsvarsforbehold.

Ikke tid til EU's småproblemer 
Omvendt ville en præsident Clinton utvivlsomt være at foretrække i de europæiske hovedstæder. Clinton betragtes som et sikkert kort. En troværdig leder, der vil fortsætte og udbygge det transatlantiske forhold.

Men hvad mere er, hun er allerede velkendt i de fleste europæiske hovedstæder. Som mangeårig udenrigsminister har Clinton praktisk erfaring med at forhandle med Europas lande.

Men selv med en Clinton i Det Hvide Hus skal vi europæere ikke gøre os nogen forestillinger om, at vores kontinent fortsat og naturligvis vil være verdens navle.

USA’s opmærksomhed er for længst flyttet fra Europa til Asien og Mellemøsten. Spændingerne stiger fortsat over territorialkrav i Det Sydkinesiske Hav, Nordkoreas missilafprøvninger vækker stadig mere uro i både Seoul og Tokyo, og den politiske positioneringskamp mellem Washington og Beijing buldrer derudaf.

I Mellemøsten er kampen mod Islamisk Stat fortsat hovedprioriteten. Her er USA primært allieret med de kurdiske tropper, hvilket skaber kurrer på tråden i forhold til NATO-partneren Tyrkiet. Samtidig opererer russerne frit fra resterne af den syriske præsident Assads flypladser, hvorfra de kaster bomber på både oprørsbevægelsen og Islamisk Stat.

Der er altså rigeligt at tage sig til på den udenrigspolitiske scene for både en præsident Clinton og en præsident Trump. Men uanset om det bliver den ene eller den anden, der vinder, så står det klart, at Europa i højere grad må tage ansvar for sin egen udenrigspolitik – for amerikanerne får travlt med alt muligt andet end europæiske småproblemer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

0:000:00