Debat

Kofod: Vestager bør afvise dansk telefusion

DEBAT: Lykkes det teleselskaberne Telia og Telenor at smelte sammen, vil det føre til massive prisstigninger for den almindelige telekunde i Danmark. Vi må håbe, at fusionsplanerne bliver afvist af Margrethe Vestager og EU-Kommissionen, skriver Jeppe Kofod (S). 

Går Telia og Telenor sammen i en fusion, kan det føre til massive prisstigninger, skriver Jeppe Kofod (S), der håber, at Kommissionen afviser fusionen. 
Går Telia og Telenor sammen i en fusion, kan det føre til massive prisstigninger, skriver Jeppe Kofod (S), der håber, at Kommissionen afviser fusionen. Foto: Socialdemokraterne.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jeppe Kofod
Medlem af Europa-Parlamentet

Netop nu ligger der en ansøgning på Margrethe Vestagers bord. Den er afsendt af TeliaSonera og Telenor. De vil rigtigt gerne slå pjalterne sammen, og det skal de have Europa-Kommissionens tilladelse til – men det håber jeg ikke, de får.

Lykkes det Telia og Telenor at smelte sammen, vil det nemlig føre til massive prisstigninger for den almindelige telekunde i Danmark. Det viser erfaringerne fra en lignende fusion i Østrig.

Alene markedstallene burde få de fleste til at undre sig over fusionsplanerne. Går TeliaSonera og Telenor sammen, vil det danske telemarked være næsten fuldstændigt kontrolleret af bare to mastodont-selskaber; TDC og det nye Telia/Telenor, som til sammen vil sidde på mere end 80 procent af det danske telemarked.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

To er ikke meget bedre end én
Argumentet fra Telia og Telenor har lydt, at det er nødvendigt at gå sammen for at kunne hamle op med TDC, som er for stor og for dominerende.

Nuvel, TDC er meget muligvis for stor en spiller. Men problemet med, at ét firma kontroller for stor en del af et marked, løses altså ikke ved at smelte de to nærmeste konkurrenter sammen. I stedet for at have én stor dreng i klassen, som kan bestemme, får man nu bare to store drenge i klassen, som kan dele de andres frokostpenge imellem sig.

I Østrig har en lignende fusion for få år tilbage givet massive prisstigninger på mellem 29-78 procent, alt afhængig af hvilket abonnement man har.

Jeppe Kofod (S)
MEP

Her vil mange nok indvende, at jeg stirrer mig blind på Telia og Telenor. Der er jo masser af andre teleselskaber i Danmark, ikke? Nej.

Selskaber som Call Me, Telmore, Fullrate, CBB og Bibob er alle ejede af enten TDC, Telenor eller Telia. Så selvom det ser ud, som om der er stor konkurrence på det danske marked, så er der reelt meget få alternativer til TDC, Telia og Telenor. De tre store selskaber, som nu vil være to.

Løfter vi blikket fra den hjemlige andedam, kan vi da også finde klare beviser for, at den slags fusioner, som vi står overfor i Danmark, kan blive rigtigt dyre. I Østrig har en lignende fusion for få år tilbage givet massive prisstigninger på mellem 29-78 procent, alt afhængig af hvilket abonnement man har. Det viser en undersøgelse fra Arbeiterkammer Wien. Sådan må det ikke gå i Danmark.

EU skal afvise fusionsplaner
Derfor er det nu op til Europa-Kommissionen at sikre, at der fortsat er god og sund konkurrence på det danske telemarked. Det kan de gøre på to måder;

Enten kan de slet og ret afvise fusionsplanerne. Det vil være den mest troværdige og effektive løsning.

Eller også kan de gøre som i Norge, hvor man har pålagt de fusionerende parter at sælge både kunder, netværk og frekvenser fra. Det kan til dels lykkes også i Danmark. Men igen står vi i en særlig situation. Skal vi undgå situationen med et todelt marked og sikre, at der fortsat er reel konkurrence om kunderne i Danmark, så skal der formentligt skæres dybt.

Der skal altså sælges massivt fra, før det batter noget. Om Kommissionen, med Margrethe Vestager i spidsen, er klar til så massivt et indgreb, ved vi ikke endnu. Jeg håber det, men mest af alt håber jeg på den første løsningsmodel.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

0:000:00