Debat

LA: Bankunionen er en død sild

DEBAT: Det er glædeligt, at regeringen endnu ikke har taget stilling til bankunionen. Krisen er ikke overstået, selvom de højeste bølger har lagt sig. Derfor bør vi vente med opbygningen af nye, store og ufleksible systemer i EU, skriver Mette Bock (LA).

Det er glædeligt, at regeringen endnu ikke har taget stilling til bankunionen, lyder det fra Mette Bock (LA).
Det er glædeligt, at regeringen endnu ikke har taget stilling til bankunionen, lyder det fra Mette Bock (LA).Foto: ft.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mette Bock (LA)
EU-ordfører

Politikere har en kedelig tendens til at regulere mod-cyklisk: Når økonomien brager afsted, opfordrer man til yderligere investeringer og udlån, trods store risici og behov for opbremsning. Når krisen så rammer, strammes der så meget til, at det bliver vanskeligt at få gang i økonomien.

Kravene øges så meget, at det bliver stort set umuligt at finansiere de nye investeringer, der i en lavkonjunktur er så eklatant behov for.

Lige nu står Europa i et vadested. Panikken har lagt sig, men økonomien står fortsat i stampe. I sådan et limbo er der mulighed for at tænke sig om. Og det er der flere, der gør - og tør.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected]

Lad mig nævne tre meget forskellige eksempler: 

1. Det er fortsat ikke lykkedes for de såkaldt EU-positive partier i Danmark at indgå en ny Europaaftale. Den har været undervejs i snart to år, og de kan fortsat ikke blive enige. Hvorfor? Formentlig fordi, de ikke kan finde fodslag om, hvor hurtigt yderligere integration skal foregå - og hvor dyb, den skal være. Det er tegn på sund refleksion og tiltagende skepsis. Tak for det!

Mit gæt er, at bankunionen er en død sild her i sildens fædreland, Danmark. Vi kommer aldrig med. Heldigvis.

Mette Bock (LA)
EU-ordfører

2. Hans-Werner Sinn, leder af det anerkendte økonomiske forskningsinstitut Ifo, foreslår kontroversielt, at nogle af de mest skrøbelige eurolande midlertidigt træder ud af euroen, så de får mulighed for at devaluere deres valuta.

Et klassisk redskab, som landene i dag er afholdt fra at anvende, og derfor fastholdes i en frosset situation. Det er en helt rigtig tankegang, og udtryk for, at de store systemer i virkeligheden ikke har den robusthed og fleksibilitet, der skal til for at håndtere kriser, som rammer vidt forskelligt i lande, hvis økonomier helt åbenbart er vidt forskellige! Jeg håber, Hans-Werner Sinn får opbakning til sit synspunkt, han er ikke en hr. hvem-som-helst.

3. Herhjemme har Finansrådet for nyligt advaret mod hastværk i forbindelse med bankunionen. Måske er behovet alligevel ikke så brændende, som regeringen påstod for et par år siden, lyder det. Vi får hele tiden at vide, at regeringen endnu ikke har taget stilling, for der skal angiveligt nye oplysninger til, vilkårene kendes ikke tilstrækkeligt og så videre og videre. Klassisk træden vande. Og tegn på eftertanke.

Det er glædeligt. Krisen er ikke overstået, selvom de højeste bølger har lagt sig. Men lad os håndtere problemerne, hvor de er, uden opbygning af nye, store og ufleksible systemer. Præcis som Hans-Werner Sinn lægger op til. 

Mit gæt er, at bankunionen er en død sild her i sildens fædreland, Danmark. Vi kommer aldrig med. Heldigvis. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Bock

Sognepræst, Horsens Provsti, tv-vært, Dk4, fhv. kultur- og kirkeminister og MF (LA)
cand.phil. i filosofi (Odense Uni. 1982), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1986)

0:000:00