LO: Svært at overdøve erhvervslobbyen i EU

Af Marie-Louise Knuppert
Sekretær, LO's ledelse

Som i mange andre tilfælde får man ikke noget forærende – det er vi i fagbevægelsen bevidste om hver eneste dag. Vil man have indflydelse, så kræver det hårdt arbejde og mange ressourcer. 

Marie-Louise Knuppert
Sekretær, LO

EU-Kommissionen er med en vis ret ofte beskyldt for at være tilknappet og svær at få indflydelse på.

Fakta

Civilsamfundet
Altinget sætter i en række artikler og debatindlæg spot på forholdet mellem EU og civilsamfundet. EU får ofte kritik for at lytte mere til virksomheder og erhvervsinteresser end til civilsamfundet og de borgere, som udgør det. Vi vil undersøge indflydelseskanalerne til EU-systemet og se på, i hvor høj grad det er muligt at få hul igennem.
Projektet er støttet af Europa-Nævnet.

Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Listen er lang over de interessenter, der ønsker at få indflydelse på de forslag, som Kommissionen fremlægger. Der er ingen tvivl om, at det kræver en enorm indsats fra civilsamfundet at blive hørt og for at kunne overdøve lobbyisterne, der repræsenterer erhvervsinteresserne.

I fagbevægelsen er vi imidlertid kritiske over for Kommissionens voksende brug af offentlige høringer og online-konsultationer i sager, der vedrører arbejdsmarkedet.

Arbejdsmarkedets særlige rolle
Arbejdsmarkedets parter har nemlig en særlig rolle, som adskiller os fra andre interesseorganisationer. Traktaten giver Kommissionen en forpligtelse til at konsultere arbejdsmarkedets parter, når den ønsker at fremsætte forslag på de sociale og arbejdsmarkedspolitiske område.

Det er ikke kun en formel høringsproces. Arbejdsmarkedets parter kan faktisk beslutte, at de ønsker at indlede forhandlinger for at nå frem til en aftale, som efterfølgende kan blive til lovgivning.

For tiden må vi ret ofte minde Kommissionen om den særlige rolle, arbejdsmarkedets spiller.

Absurde høringer
Kommissionen er i stigende grad under pres for at skabe mere åbenhed omkring deres arbejde. Sidste sommer var det den europæiske ombudsmand, som udtalte sin kritik af, at Kommissionen var alt for karrig med at informere offentligheden om forhandlingerne om en frihandels- og investeringsaftale med USA.

Det har betydet, at Kommissionen for at undgå kritik i stigende grad inviterer alt og alle til at få indflydelse på deres initiativer. Offentlige høringer og stakeholder-konsultationer vinder frem, så det nogle gange virker helt absurd.

For tiden kan man for eksempel give sit bidrag til, hvordan man i fremtiden bør støtte langtidsledige i EU. I spørgeskemaet skal man bl.a. svare på, i hvilken udstrækning forskellige tilbud til langtidsledige er koordineret i ens hjemland, og derefter følger tilsvarende spørgsmål om, hvordan situationen er i resten af EU. Det sidste er der formentlig ikke mange, der har en jordisk chance for at vide.

Godt eksempel på NGO-aktivisme
Jeg er sikker på, at Kommissionen fik noget at tænke over, da den i foråret 2014 iværksatte en offentlig høring om investorbeskyttelse i forbindelse med TTIP-forhandlingerne. Næsten 150.000 besvarelser indløb over de fire måneder, høringen varede.

Selvom det næppe var overraskende for nogen, at langt hovedparten af besvarelserne var negative over for den såkaldte ISDS-mekanisme, som vil give investorer adgang til at sagsøge regeringer, hvis de oplever at blive diskrimineret, så er det samtidig det bedste eksempel på, at aktivisme fra NGO-miljøet virker.

Brug for alliancepartnere
En vigtig pointe i dagligdagen, når man søger indflydelse på EU, er, at man må være selektiv. Og man må sørge for at finde allianceparter. I dansk fagbevægelse besluttede vi sidste år at forene vores kræfter, så LO, FTF og Akademikerne nu driver et fælles Bruxelles-kontor.

Vi bruger kontoret til først og fremmest at holde os i tæt kontakt med Kommissionen og Parlamentet, så vi i tide kan søge indflydelse på beslutningsprocessen.

Vores erfaring er, at man skal være god til at opbygge alliancer, man må være vedholdende, men er man det, kan man også få de rigtige personer i tale.

Som i mange andre tilfælde får man ikke noget forærende – det er vi i fagbevægelsen bevidste om hver eneste dag. Vil man have indflydelse, så kræver det hårdt arbejde og mange ressourcer.