Løkkegaard: Fri bevægelighed er et spørgsmål om rimelighed

Af Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

Når litauiske landarbejdere eller polske håndværkere kommer til Danmark for at hjælpe til i de danske landbrug og virksomheder – ja, så er den frie bevægelighed i Europa et fantastisk gode for Danmark. Det styrker dansk økonomi og er med til at sikre vores fælles velfærd.

Den frie bevægelighed er en del af EU's indre marked, som hvert år gør Danmark 100 milliarder kroner rigere, og som holder hånden under 500.000 danske arbejdspladser. Det giver ganske almindelige familier omkring 65.000 kroner ekstra i lønningsposen om året.

Hvorfor er det så lige, at vi bliver ved at diskutere den fri bevægelighed? Fordi der også er en bagside af medaljen. Og vi skal naturligvis forsøge at bekæmpe de bivirkninger, som vi alle kan se er urimelige. Med enhver succes følger også småfejl og mangler, som skal justeres. Det har vi foreløbigt ikke været dygtige nok til at gøre.

Fri bevægelighed – balance mellem at yde og nyde
Den danske velfærdsmodel er bygget på en samfundskontrakt imellem borgeren, der livet igennem bidrager til samfundet gennem sin skat – og så til gengæld er sikret en række velfærdsgoder. Det er en god model, der virker.

Fri bevægelighed er en forudsætning for, at der tilføres den nødvendige arbejdskraft og at økonomien i velfærdsmodellen på den måde fungerer. Men fri bevægelighed betyder også, at det bliver svært at fastholde den delikate balance mellem at yde og at nyde: Hvis man som dansker oplever, at borgere fra andre lande kan opnå de samme goder uden at have bidraget nævneværdigt – ja, så skrider opbakningen.

Hvis man som dansker oplever, at borgere fra andre lande kan opnå de samme goder uden at have bidraget nævneværdigt – ja, så skrider opbakningen.

Morten Løkkegaard (V)
MEP

Når rumænske håndværkere kan supplere lønnen ved at sende en rundhåndet børnecheck, svarende til flere måneders løn i hjemlandet, hjem til familien, reagerer mange med hovedrysten. Det handler dybest set ikke om, hvor meget nationaløkonomien belastes (indtil videre ikke voldsomt), men om ret og rimeligt. Det var aldrig meningen, at danskerne skulle betale et dysfunktionelt rumænsk socialsystem.

På samme måde med SU. Når østeuropæiske studerende kan få del i verdens mest generøse SU efter blot få dages arbejde, siger mange: Nu er det nok! Her er det ikke kun et spørgsmål om rimelighed: I modsætning til børnechecken, er der faktisk en overhængende risiko for, at det stærkt stigende antal udenlandske studerende på dansk SU kan få SU-systemet til at bryde sammen.

Social dumping og kriminalitet
Så er der spørgsmålet om social dumping. Lige nu breder der sig en stemning af, at østeuropæisk arbejdskraft i Danmark underminerer danske lønninger og skubber danske arbejdsløse bagest i køen. Realiteten er, at socialdemokraterne og fagbevægelsen overdriver problemet. Det er ikke et voldsomt udbredt problem: Mere end 80 procent af den udenlandske arbejdskraft arbejder på overenskomst eller overenskomstlignende vilkår.

Men sandheden er også den, at der findes en række grelle eksempler på virksomheder, der benytter underbetalt udenlandsk arbejdskraft i ringe job på ringe vilkår. Og at der er EU-lovgivning – som det meget omtalte udstationeringsdirektiv – der gør det muligt at skabe disse urimelige vilkår. Det kan vi som samfund naturligvis ikke være tjent med. Derfor skal direktivet revideres.

Fri bevægelighed betyder også, at kriminelle og fattigdomsmigranter kan udnytte grænseløsheden. Vi har set udenlandske tiggere på gaden og østeuropæiske tricktyve, som skaber utryghed blandt borgerne. Også det bliver adresseret, primært med national lovgivning og politiindsats.

Rimelig for danskerne og de, som kommer hertil
Den fri bevægelighed er altså et gode, men skal for at overleve også være et spørgsmål om rimelighed. Rimelighed over for danskerne, som skal kunne følge med udviklingen og føle sig trygge i eget hjem. Rimelighed over for de, som kommer hertil og er med til at holde hjulene i gang. Og det helt rimelige krav om, at Danmark selv bestemmer over egen grænse.

Venstre kæmper for denne rimelighed – og derfor skitserede statsministeren i eftersommeren en rimelighedspakke, som skal imødegå de negative konsekvenser ved den fri bevægelighed. Der er derfor nok at tage fat på i den kommende tid.

Meget af arbejdet ligger i EU-regi: Forhandlinger om udstationeringsdirektivet og justering af forordning 883, som koordinerer sociale ydelser på tværs af landene, er godt i gang. Og så må vi ikke glemme EU-Kommissionens udspil om en Social Søjle, som kan blive en bagdør til at snige EU-lovgivning ind på det sociale område. Der skal vi være på vagt.

Venstre ønsker at bevare den fri bevægelighed med alle dens goder. Vi ønsker at bevare den store opbakning til den fri bevægelighed. Og det fordrer løbende justeringer, så danskerne (og alle andre europæere) kan se sig selv i modellen. Det indebærer en fornuftig fordeling af kompetencer imellem Danmark og EU. Og det indebærer, at vi holder fast i et bærende princip for hele forestillingen. Det bærende princip kunne passende være rimelighed!