Måling: Nej-siden er mest troværdig

De seks partier, der ønsker et ja ved folkeafstemningen den 3. december, har et troværdighedsproblem.

I en ny meningsmåling foretaget af Norstat for Altinget kommer nej-siden ud som den mest troværdige part i debatten om, hvorvidt retsforbeholdet skal erstattes af en tilvalgsordning.

Mere præcist vurderer 30 procent af de adspurgte nej-siden som mest troværdig, mens kun 21 procent peger på ja-partierne som de mest troværdige. 49 procent svarer ’ved ikke’ på spørgsmålet.

Resultatet flugter nogenlunde med billedet af, at der generelt er flere, der hælder til et nej end til et ja.

Folk ønsker afvejning af argumenter i stedet for affejning. I den sammenhæng kan de skråsikre udsagn i debatten virke overstyrede og utroværdighed.

Christian Kock
Professor i retorik ved Københavns Universitet

Dog med den forskel, at en større andel af vælgerne er uafklarede på spørgsmålet om troværdighed end på spørgsmålet om, hvad de vil stemme.

Spørger man Enhedslistens Søren Søndergaard, afspejler svarene i højere grad problemer hos ja-partierne end særlige kvaliteter ved nej-sidens kampagne.

”Jeg synes selvfølgelig, at vi kører en god kampagne. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg mere, at det er et fravalg af ja-siden, end det er begejstring over nej-siden,” siger Søren Søndergaard.

Ensidighed skaber modvilje
Han mener, at ja-partierne har skudt sig selv i foden ved at fremstille tilvalgsordningen og det europæiske retssamarbejde som noget entydigt godt.

”Man har forsøgt at sælge det her projekt, ud fra at der ikke er nogen som helst problemer, og at alt bare er godt. Jeg tror godt, at befolkningen ved, at sådan ser verden ikke ud. Det giver utroværdighed,” siger Søren Søndergaard.

Den udlægning bakkes op af professor i retorik Christian Kock, der har arbejdet med måling af politiks troværdighed.

Han peger på, at troværdighed ikke mindst hænger sammen med, om man er i stand til at se tingene fra modpartens side, at man kan indrømme fejl, og at man er nuanceret.

”Folk ønsker afvejning af argumenter i stedet for affejning. I den sammenhæng kan de skråsikre udsagn i debatten virke overstyrede og give utroværdighed. Der mangler simpelthen tvivl og nuancering,” siger Christian Kock.

Ulven kommer
I en undersøgelse af politikeres troværdighed foretaget af Dansk Kommunikationsforening op til sommerens folketingsvalg kom Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen ind på en førsteplads som mest troværdig.

På anden pladsen kom formanden fra et andet stort nej-parti, Kristian Thulesen Dahl (DF). Helt i bunden fandt man Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, og hans konservative kollega, Søren Pape Poulsen.

Personer kan derfor spille en rolle i vurderingen af partiernes troværdighed. Men ser man på kampagnerne om forbeholdet, så har særligt ja-siden ifølge Christian Kock overspillet sine kort.

Der er, som han ser det, et velkendt mønster, hvor ja-partierne ved folkeafstemninger om EU synes at tro, at hvis man bare siger tingene med store bogstaver og meget kategorisk, så skal det nok virke.

”Nu hører man endnu engang et stort flertal af partierne sige, at hvis ikke vi gør det her, så kan det gå så og så galt. Det er en strategi, som efterhånden virker utroværdig. Det er simpelthen at råbe ulven kommer endnu en gang,” siger Christian Kock.

Et reelt problem
Blandt ja-partierne erkender man, at målingen kan pege på et problem. Problemet er imidlertid ikke, at man er utroværdig, men udelukkende, at der hersker den opfattelse.

”Det ville være et reelt problem, hvis jeg havde en følelse af, at der er noget om snakken. Men jeg synes, at vi har været gennemført troværdige, og det gør selvfølgelig mulighederne for at gøre op med det her billede endnu mere kompliceret,” siger Nick Hækkerup, der er talsmand for Socialdemokraternes kampagne op mod folkeafstemningen.

Også Radikale Venstres EU-ordfører, Rasmus Helveg Petersen, kalder målingen for ”bekymrende”, i forhold til hvor svært det kan blive at få det ja, partiet ønsker.

Hos Socialdemokraterne afviser Nick Hækkerup, at han lukker øjnene for eventuelle udfordringer, der kan følge i kølvandet på et ja. Men han kan dog ikke af den grund komme i tanke om nogle argumenter for ikke at stemme ja.

”Der synes at være en eller anden underliggende forestilling om, at vi nok lyver eller snyder. Hvis man tager, det vi siger, så er der ingen grund til at have den mistanke,” siger Nick Hækkerup.

Skræmmekampagner
I meningsmålingen indgår der ud over spørgsmålet om ja- og nej-sidens troværdighed også et spørgsmål om, hvorvidt der bliver ført for meget skræmmekampagne i debatten om retsforbeholdet.

Her er et stort flertal på 63 procent en ’helt enige’ eller ’enige’ i, at skræmmekampagnerne har taget overhånd.

Både Nick Hækkerup, Rasmus Helveg Petersen og Søren Søndergaard erkender, at ja- såvel som nej-partierne har en tendens til at strække deres argumenterne lige vel langt. Men det er ikke ensbetydende med, at partierne forfalder til skræmmekampagner.

”Man kan selvfølgelig finde elementer både på den ene og på den anden side, hvor man må sige, at buen nok er blevet spændt lige lovlig hårdt. Men grundlæggende synes jeg ikke, der føres skræmmekampagner,” siger Nick Hækkerup.