Debat

Man kan ikke fiske i et tomt hav!

DEBAT: EU har 22. oktober en enestående mulighed for at stoppe overfiskeriet i Europa og sætte et punktum for misbruget af skatteborgernes penge, skriver europaparlamentariker Anna Rosbach (Miljøpartiet Fokus).
Foto: ecrgroup.eu
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anna Rosbach
Medlem af Europa-Parlamentet (Miljøpartiet Fokus)

Situationen for europæisk fiskeri er alvorlig. Godt halvdelen af fiskebestandene i Nordatlanten er overfisket, og i Middelhavet gælder det for fire ud af fem fiskebestande.

Overfiskeri i Europa kunne i dag være et afsluttet kapitel, hvis man havde valgt det, da EU's fiskeripolitik blev reformeret for 10 år siden, men hensynet til kortsigtet fangst blev dengang vægtet tungere end langsigtet planlægning - og vi er ved at begå samme fejltagelse én gang til.

Nuværende kurs er ikke holdbar
Det sker ca. en gang hvert årti, at EU reformerer fiskeripolitikken, så når Europa-Parlamentet 22. oktober skal stemme om en ny fond for EU's hav- og fiskeripolitik, er det en enestående mulighed for at stoppe de skadelige subsidier til fiskeflåden, såsom tilskud til nye både og større motorer.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

I løbet af de seneste ti år har EU brugt mere end 20 milliarder kroner på at sikre et mere bæredygtigt fiskeri ved at ophugge mere end 9.000 gamle skibe og reducere fiskeriets overkapacitet. På trods af indsatsen er fiskeriets kapacitet alligevel steget med 3 procent årligt.

Det siger sig selv, at den nuværende kurs ikke er holdbar, og gevinsterne ved at skifte kurs er da også til at få øje på. De økonomiske konsekvenser ved overfiskeri løber op i et årligt tab på mellem 16-22 milliarder kroner for Europa og kommer til udtryk i tabt vækst og tabte arbejdspladser.

Overfiskeri i Europa kunne i dag være et afsluttet kapitel, hvis man havde valgt det, da EU's fiskeripolitik blev reformeret for 10 år siden, men hensynet til kortsigtet fangst blev dengang vægtet tungere end langsigtet planlægning

Anna Rosbach (Miljøpartiet Fokus)
MEP

I stedet for at give forskellige former af kontraproduktive subsidier bør vi koncentrere vores indsats om at indsamle viden om fiskebestandenes tilstand, sikre overholdelsen af EU's fiskeriregler og forbedre overvågningen af landingsmængderne, så fiskerne undgår fejlskøn.

Afstemningen 22. oktober er en historisk mulighed for at reformere den politik, der muliggør overfiskeri i Europa og sætte et punktum for det nuværende misbrug af skatteborgernes penge.

I dag fanger europæiske fiskere kun godt 60 procent af, hvad bæredygtige fiskebestande rent faktisk kunne producere. Det er et betydeligt velfærdstab, fiskerne og samfundet går glip af, og det er på tide, at vi løser problemerne i stedet for at skubbe dem foran os.

Jeg håber, at de andre danske medlemmer af Europa-Parlamentet støtter op om forslaget, når der skal trykkes på stemmeknapperne. Det er på høje tid, at vi holder op med at kaste gode penge efter dårlige.

Dokumentation

 

 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anna Rosbach

Fhv. MEP (DF og Fokus), fhv. regionsrådsmedlem (DF), Region Hovedstaden
industrielt design (Technische Universität Berlin), operasanger

0:000:00