Debat

Margrete Auken: Vi er beæret og bebyrdet med demokrati

DEBAT: Voksende opbakning til EU skaber en positiv atmosfære, som bør danne grobund for reformer. Reformer, der skal øge åbenheden i det europæiske system og dermed bekæmpe det demokratiske underskud, mener Margrete Auken (SF).  

Demokrati er ikke bare en ære men også en byrde for os alle, mener MEP Margrete Auken (SF).
Demokrati er ikke bare en ære men også en byrde for os alle, mener MEP Margrete Auken (SF).Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Margrete Auken (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Brexit viste at rygterne om EU’s snarlige død var stærkt overdrevne. Tværtimod rykkede de øvrige lande sammen for at passe på EU – Storbritannien skulle ikke have lov at ødelægge det.

De unge briter ville tydeligvis blive i EU. Og disse unge er i øvrigt mere optaget af at bekæmpe uligheden. Det blev klart med deres store opbakning til Labours Corbyn der står for klassisk venstreorienteret solidaritetspolitik.

Voksende opbakning
Opbakningen til EU i andre europæiske befolkninger er også vokset og slog igennem i vigtige valg.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Først Østrig der i december overraskende valgte den grønne, pro-europæiske Van der Bellen som præsident. I marts fejrede vi De Grønnes sejr i Holland og tilbageslaget for Wilders' nationalistiske Frihedsparti. Og april og juni vandt den EU-engagerede Macron over EU-fjendske Le Pen.

Denne gunstige atmosfære bør vi bruge til at få gang i nødvendige reformer der kan laves uden traktatændringer. Det europæiske hus er nemlig stadig skrøbeligt trods den stærkere folkelige støtte. Især savner vi den folkelige deltagelse i EU’s beslutningsproces. Men vilkårene er simpelthen for ringe.

Det europæiske hus er stadig skrøbeligt trods den stærkere folkelige støtte. Især savner vi den folkelige deltagelse i EU’s beslutningsproces. Men vilkårene er simpelthen for ringe.

Demokratisk underskud
Det demokratiske underskud er stadig en udfordring. Der hvor det står værst til, er i Rådet hvor de nationale ministre på deres parlamenters/befolknings vegne forhandler deres position i den fælles lovgivningsproces. Både Parlamentet, der er medlovgiver, og Kommissionen er rimeligt transparente; vi skal dog stadig forbedre lobbyregistrene så indflydelsen fra lobbyisterne bliver tydelig

Men Rådet er alt for lukket. Vi kan ikke følge forhandlingerne, ofte ikke engang afstemningerne. Mange beslutninger bliver taget i komitéer hvor de nationale embedsmænd fra ministerierne sidder, og her har vi ingen åbenhed.

Hvordan agerede Danmark for eksempel i forhold til RoundUp, hormonforstyrrende stoffer, blindes rettigheder og de sociale vilkår i luftfarten? Vi ved det ofte, men fra lækager. Det bør være offentligt tilgængeligt!

Kommissionsformand Juncker blev i februar så træt af lukketheden at han kom med et lovforslag om større åbenhed her. For en gangs skyld kunne jeg glæde mig over at være helt på Junckers side!

EU-Parlamentet med på råd
Rådet opfører sig mere og mere ’mellemstatsligt’, det vil sige lukket, uden demokratisk kontrol og med ringe vægt på det solidariske. Ministrene kigger bagud, nationalt, hvilket ofte betyder at det er de største lande der kører med klatten. Det svækker så engagement og forberedelse i enkelte mindre landes regeringskontorer. Danmarks ry er i den henseende ikke kønt.

Det blev for eksempel tydeligt med flygtningekrisen og Tyrkiet-aftalen. Og hvad skete der lige med Libyens kystvagt og EU? Regeringslederne har med dansk tilslutning udliciteret grænseovervågningen her til den (ikke eksisterende) libyske regering!

Havde man taget Europa-Parlamentet med i beslutningen via den korrekte ’overstatslige’, fælles, beslutningsproces havde det været transparent og dermed demokratisk, og man havde næppe kunnet indgå en så suspekt aftale der efterlader nødstedte mennesker i hvad de selv oplever som ’et helvede’.

Demokrati er en ære – og en byrde
I dag har de nationale parlamenter meget svært ved at følge med i hvad deres regeringer laver. Det smitter af på det svage arbejde i de europaudvalg alle parlamenter har (i øvrigt efter forslag fra SF i 1993).

Politikere er sjældent vilde med mere arbejde, journalister heller ikke. Med denne lukkede proces bliver det nemt for regeringerne at fralægge sig ejerskabet til deres beslutninger i EU. Hvad de også gør i stor stil. Det er en central årsag til fremmedgørelsen overfor EU: ’Dem dernede i EU’.

Alt er naturligvis ikke klaret med åbenhed om rådets arbejde. Men når nationale politikere ikke kan vende ansigtet væk fra ansvaret og pressen måske endda nødes til at rapportere og kontrollere centrale led i processen, får borgerne omsider mulighed for at løfte deres del!

Demokrati er ikke bare en ære men også en byrde for os alle.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Margrete Auken

MEP (SF), næstformand i Europa-Parlamentets Palæstinadelegation
cand.theol. (Københavns Uni. 1971), sognepræst emerita

0:000:00