Messerschmidt: EU skal være uafhængig af russisk og arabisk gas og olie

Af Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

De seneste år har med al tydelighed vist, at energipolitik også er magtpolitik.

Ikke bare den aktuelle krise mellem Rusland og Vesten i forhold til Ukraine understreger dette; men også tidligere konflikter i Georgien og andre af de østeuropæiske lande understreger, at Rusland for alvor er vågnet af sin dvale og føler sig tilbage i verdens politiske midtpunkt.

Det stiller os i EU over for en stribe nye udfordringer, herunder måske vigtigst hvordan vi bedst sikrer, at Ruslands nyvundne, magtpolitiske værktøj mindskes i styrke.

Svaret ligger ligefor: Vi skal i EU ikke være afhængige af gas og olie fra Rusland, ligesom vi i øvrigt ikke bør være det fra de arabiske lande.

Synspunktet er ikke nyt.

I EU går man ikke den lige vej til åen for at hente vand. Man vælger den mest snørklede, uigennemskuelige og utilregnelige vej, som kun har ét sikkert udkomme, nemlig total forvirring, der gør det umuligt at holde kursen.

Morten Messerschmidt
Medlem af Europa-Parlamentet

Jeg mindes, at det spillede en central rolle i valgkampen til Europa-Parlamentet for fem år siden; og de spørgsmål, EU derfor i dag må svare på, er: Hvorfor er der dog ikke sket noget? Hvad har man foretaget sig i Bruxelles for at leve op til løfterne fra 2009?

EU vil for meget
Det paradoksale svar er, at man i virkeligheden har prøvet alt for meget.

EU vil gerne sikre infrastrukturen mellem EU's lande. Det giver god mening.

For uden et ordentligt indre marked for energi kan det være helt ligegyldigt, hvor mange vindmøller, solceller og jordvarmeanlæg vi bygger. Hvis vi ikke kan samarbejde, er vi fortsat sårbare.

Problemet er bare, at man i EU gerne vil alting - og helst på samme tid, ligesom man med stor sikkerhed ved, hvad man ikke vil og derfor forbyder.

Man vil gerne redde jorden fra CO2-udslippet og kræver derfor reduktionerne. Fint nok, men under skyldig hensyntagen til, at det kun er 10 procent af klodens menneskeskabte CO2, der kommer fra EU, måtte vi måske kræve en større globalt engagement, inden vi forøgede vore ambitioner?

Man vil gerne have en større andel af VE. Det koster penge. Og så vil man gerne sikre energieffektiviteten.

Til det sidste brug har man blandt andet gennemført et energieffektivitetsdirektiv, som ifølge EU's egne revisorer vil have tjent sig hjem om - og hold nu fast - over 400 år (!!) for visse lande. Ak ja.

Urealistiske forudsætninger
Betyder det så, at alle disse drømme og hensigter er forkerte?

Nej, de er bare håbløst urealistiske, så længe den fundamentale energi-infrastruktur ikke er på plads.

Og når de fine mål om CO2-reduktion og energieffektivitet så i øvrigt baserer sig på, at politikere - og ikke markedet - skal afgøre, hvordan målene nås, går det helt galt.

I EU vil man nemlig ikke have skifergas, CCS eller afbrænde kul - uagtet at dette vil kunne nå en stribe af de mål, man siger, at man gerne vil.

Nej, i EU går man ikke den lige vej til åen for at hente vand. Man vælger den mest snørklede, uigennemskuelige og utilregnelige vej, som kun har ét sikkert udkomme, nemlig total forvirring, der gør det umuligt at holde kursen.

Infrastrukturen er vigtigst
I EU har man været så optaget af at forfølge alverdens gode mål, at man har glemt kursen og den overordnede grundforudsætning for at nå sine mål - nemlig den basale infrastruktur.

Uden infrastruktur for vor energi kan vi godt glemme alt om en mere effektiv energianvendelse, lavere CO2 eller mere VE. Og derfor burde dette - unbundlingen og opbygningen af infrastrukturen - da også være det væsentligste.

Det er der bare ikke så mange stemmer i. Nej, så hellere en flot vindmøllepark. Det løser godt nok ikke problemet, men ser godt ud på billeder.

Historien gentager sig. Og gad vide, om de samme taler derfor ikke også holdes i 2019...? Spørgsmålet er bare, hvor Ukraine, Rusland og EU så er til den tid...!