Når kassen er tom

EU befinder sig i en eksistentiel krise. En overlevelseskamp, der kan blive det mere end 50 år lange samarbejdes endeligt. Krisens alvor understreges af de dybe sprækker, som er opstået på kryds og tværs af det europæiske hus, hvor flere konfliktlinjer tegner sig.

Mads Dagnis Jensen
Adjunkt ved Statskundskab

Af Mads Dagnis Jensen
Adjunkt ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet

EU's største udfordring lige nu er at finde en langtidsholdbar løsning på gældskrisen. Siden slutningen af 2009 har gældskrisen lagt sin klamme hånd på Europa. Og det er ikke sandsynligt, at den vil slippe sit tag i den nærmeste fremtid. 

Det har ellers ikke sparet på løsningsforslag. Forskellige hjælpepakker på astronomiske summer er udstedt til nødlidende lande som Grækenland, Portugal og Irland, igennem bl.a. den Europæiske Finansielle Stabilitetsfacilitet, som i 2013 erstattes af den blivende Europæiske Stabilitetsmekanisme. 

Dårlige økonomiske nyheder
Derudover er den såkaldte Six-pack trådt i kraft den 1. december 2011. Den skal sammen med Finanspagten, som er ved at blive ratificeret, styrke den økonomiske styring i EU. På trods af de forskellige forsøg på at inddæmme krisen ser strømmen af dårlige økonomiske nyheder i Europa ud til at fortsætte. 

Eksempelvis ligger de seneste arbejdsløshedstal i EU på rekordhøje 10,8 procent. Særligt de unge i Sydeuropa er hårdt ramt, og der er en stor risiko for at tabe en hel generation på gulvet. 

EU befinder sig i en eksistentiel krise. En overlevelseskamp, der kan blive det mere end 50 år lange samarbejdes endeligt. Krisens alvor understreges af de dybe sprækker, som er opstået på kryds og tværs af det europæiske hus, hvor flere konfliktlinjer tegner sig. 

Skyldnere vs. betalere 
Den første konfliktdimension går mellem skyldner- og betalerlande. I Tyskland, Nederlandene og Finland er der utilfredshed i befolkningerne over at skulle betale for, hvad man anser for overforbrug og dårlig regeringsførelse i flere af skyldnerlandene.

Omvendt er der stigende uvilje i befolkningerne i skyldnerlande som Grækenland, Spanien og Italien over at skulle gennemføre hårde hestekurer, hvor der skæres ind til benet. De peger bl.a. på, at Euroen er fejlkonstrueret således, at den giver lande som Tyskland konkurrencefordele, de ikke kompenseres tilstrækkeligt for.

Den anden konfliktlinje vedrører, om det er bedst at spare sig ud af krisen eller begynde at forbruge mere for at sætte gang i økonomierne.

Utilfredshed med Merkozy
Den tredje konfliktdimension i EU går mellem store lande, særligt Tyskland og Frankrig - også kendt som Merkozy, som forsøger at tage lederskab i forhold til krisen og mellemstore samt mindre lande, der er utilfredse med de to store landes dominans.

I forlængelse heraf er der for det fjerde en kløft mellem lande som Frankrig, der mener, at svaret på den nuværende krise er mere integration i EU, og dem, der er imod som f.eks. Storbritannien.

Hvordan finder man en løsning på krisen med så forskellige og til dels modstridende interesser på spil? Den løsning, der tegner sig i lyset af Finanspagten, er et EU i to hastigheder, hvor en gruppe lande med Tyskland og Frankrig i spidsen øger den politiske og økonomiske integration, mens lande som Storbritannien står udenfor.

Imidlertid er denne vej ikke ufarlig. Tyskland og Frankrig kan let blive skudt i skoene, at de er for dominerende i det europæiske samarbejde. Tilmed er det klart, at Frankrig er lillebror i det forhold og derved også kan føle sig forbigået.

Dertil kommer, at EU, herunder Tyskland og Frankrig, kan ende som syndebukke for gennemførelse af upopulære reformer, som nationale politikere ikke selv vil tage ansvaret for.

Behov for ligevægt  
En mere farbar vej vil være at sikre en bedre ligevægt mellem store, mellemstore og små lande, når beslutninger skal træffes med hensyn til, hvordan krisen skal håndteres. Kun derved kan man mindske den dem-mod-os kløft, der vokser sig større og større i Europa i disse år.

Der er også behov for at gøre op med EU som et elitens projekt. Krisen viser med al tydelighed, at beslutninger, der træffes i EU, er politiske og har stor betydning for fordelingen af ressourcer.

Derfor er der behov for en politisering af de beslutninger, der træffes i EU, så de europæiske befolkninger bliver sat i førersædet, når det gælder Europas fremtid.