Ny landbrugskommissær knockouter modstanderne

PORTRÆT: Med irske Phil Hogan får landbruget en dreven og hårdtslående kommissær, der er god til at skabe resultater.

Den irske politiker Phil Hogan har i mange år været en central skikkelse i sit parti Fine Gael og var en af strategerne bag partiets valgkampagne i 2011.
Den irske politiker Phil Hogan har i mange år været en central skikkelse i sit parti Fine Gael og var en af strategerne bag partiets valgkampagne i 2011.Foto: Fine Gael
Sine Riis Lund

Når Phil Hogan træder ind i et lokale, fylder han godt ud. Grundet sine næsten to meter i højden går han i Irland under navnet “Big Phil”. Men også politisk er der tale om en sværvægter. Han har været aktiv i irsk politik i mere end 30 år. De senere år har han været i den absolutte inderkreds af premierminister Enda Kenny og er kendt som en hårdhudet strateg i det kristelige midterparti Fine Gael.

EU kan derfor også vente sig en slagkraftig landbrugskommissær, hvis 54-årige Phil Hogan klarer sig igennem høringen i Europa-Parlamentet i slutningen af denne eller starten af næste måned.

“Han er en meget effektiv politiker. Han går lige til sagen og er ikke bange for hverken at give eller tage imod slag. Han har derfor også været en meget effektiv debattør og forsvarer for sit parti,” siger Gary Murphy, der er professor med særlig ekspertise i irsk politik fra Dublin City University.

Under beskydning
Slag har han fået masser af, siden han i 2011 blev minister for miljø og lokale anliggender i regeringen bestående af partierne Fine Gael og Labour. Han har blandt andet været ansvarlig for at introducere ejendomsskatter. En meget upopulær sag i befolkningen, der kostede ham meget anseelse.

“Mange afviste simpelthen at betale skatten, og det endte med, at andre måtte ind og ændre systemet. Sagen faldt tilbage på ham som den politisk ansvarlige, og det kostede ham stor skade,” fortæller politisk journalist Harry McGee fra The Irish Times.

Han er en dygtig politiker, og jeg tror, han kan gå hen og blive en effektiv kommissær. Han er en meget hård forhandler og lader sig ikke skræmme. Han ved, hvad han vil, og han er ikke bange for at gå efter det.

Gary Murphy
Professor, Dublin City University

Indførelse af nye vandafgifter sled ligeledes voldsomt på hans omdømme, efter det kom frem, at der var brugt store summer på eksterne konsulenter til at etablere den nye vandforsyningsmyndighed Irish Water.

Stor strateg
I juli måned i år stoppede Phil Hogan som minister efter en regeringsrokade. Samtidigt kom det frem, at han var Irlands bud på en kommissærpost i EU.

I Irland ses jobbet som en tak fra premierminister Enda Kenny til sin tro væbner. I 2010 var det således Phil Hogan der med en veludført strategi fik bremset et kupforsøg mod Enda Kenny fra et partimedlem. Tilsvarende var han med til at planlægge valgkampen i 2011, der sikrede Fine Gael et stort stemmetal.

Trods de kritiske sager i hjemlandet klarede Phil Hogan faktisk sit meget svære job som miljøminister ganske godt, mener Gary Murphy. Han tror derfor også, at Phil Hogan kan blive en gevinst for Kommissionen.

“Han er en dygtig politiker, og jeg tror, han kan gå hen og blive en effektiv kommissær. Han er en meget hård forhandler og lader sig ikke skræmme. Han ved, hvad han vil, og han er ikke bange for at gå efter det,” siger Gary Murphy.

Anklager om magtmisbrug
Phil Hogan kan godt allerede nu gøre sig kampklar. Meget tyder på, at der venter ham en vanskelig høring i udvalget for landbrug og udvikling af landdistrikter. Den irske parlamentariker Nessa Childers, der er løsgænger, har i et brev til den socialdemokratiske gruppe, S&D, advaret mod Phil Hogan som EU-kommissær.

Hun finder hans politiske dømmekraft “uforenelig” med topposten på grund af anklager om magtmisbrug. Nessa Childers fremhæver en sag fra 2012, hvor Phil Hogan lovede borgere i sin hjemby, at han ville gribe ind i en lokal sag om husning af en familie af irske travellers, en minoritet, der traditionelt har levet et nomadeliv. Phil Hogan har blankt afvist anklagerne fra Nessa Childers, men flere af de øvrige ti irske medlemmer af Europa-Parlamentet har også udtrykt skepsis over for Phil Hogan som kommissær.

Klimaskeptiker
Da det stod klart, at Phil Hogan får posten som landbrugskommissær, er antallet af skeptikere i Irland svundet ind. Kritikken er i høj grad afløst af stolthed.

"Posten bliver set som meget betydningsfuld og en stor sejr for Irland, hvor landbrugssektoren fylder meget. En række landbrugsorganisationer har også udtrykt glæde over Phil Hogan som ny kommissær på området,” siger ambassaderåd Seemab Sheikh fra den danske ambassade i Dublin.

Phil Hogan vurderes da også til i højere grad at være landbrugets og erhvervets mand end en stor ven af miljøorganisationerne. Han skulle være klimaskeptiker og, ifølge Landbrugsavisen, en varm tilhænger af begrebet intensiv, bæredygtig landbrugsproduktion. Sammen med den irske landbrugsminister har han hævet grænsen for, hvor meget gødning de irske landmænd må tilføre deres marker.

Junckers jobbeskrivelse
Formanden for Kommissionen, Jean-Claude Juncker, ønsker, at Phil Hogan som landbrugskommissær skal have særligt fokus på at sikre job- og vækstskabende aktiviteter med midlerne til udvikling af landdistrikter og via implementering af landbrugsreformen. Det fremgår af formandens ‘mission letter’ til Phil Hogan. Øvrige væsentlige opgaver bliver at sikre, at der ikke sker misbrug af unionens penge, at simplificere administrationen af den direkte støtte, og at landbrugssektoren reducerer emission og bliver mere energieffektiv. Selv har Phil Hogan peget på fødevaresikkerhed som et indsatsområde.

Om Phil Hogan kommer til at sætte sit præg på europæisk landbrugs- og fødevarepolitik, vil dog afhænge af, om han får knockoutet al politisk modstand, når han forventeligt om nogle uger skal i høring i Europa-Parlamentet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00