Nye EU-regler for selskabsskat kan koste Danmark dyrt

SELSKABSSKAT: EU-Kommissionen vil harmonisere reglerne for beregning af selskabsskat i hele Europa og kun overlade skattesatsen til medlemsstaterne. Det kan koste Danmark milliarder.
Danmark risikerer at miste mange penge, hvis EU-Kommissionens planer om en harmonisering af selskabsskattebasen bliver til virkelighed.
Danmark risikerer at miste mange penge, hvis EU-Kommissionens planer om en harmonisering af selskabsskattebasen bliver til virkelighed.
Niels Th. Dahl

EU-Kommissionen har nu taget endnu et skridt på vej mod fælles regler for selskabsskat i hele Europa.

Kommissionen har for kort tid siden nemlig foreslået fælles regler for, hvordan selskabsskattens grundlag - den såkaldte "base" - beregnes. Formålet er at gøre det enklere at beregne skatten for de virksomheder, der opererer i flere europæiske lande.

Dansk provenutab
Men selv om forslaget ikke berører selve satserne for de enkelte medlemslandes selskabsskat, kan det alligevel få betydning for, hvor mange penge der kommer i kassen. Danmark har nemlig i forvejen en af de bredeste baser for selskabsskat, og Kommissionens forslag til harmonisering vil gøre den mindre, bl.a. fordi det vil ændre reglerne for, hvad der kan fradrages, og hvordan skatten skal indbetales.

Regeringen anslår i et notat om forslaget således, at "direktivforslaget i sin nuværende form vil indebære et provenutab for Danmark" - og EU-Kommissionen mener oven i købet på baggrund af en stikprøveberegning, at størrelsen af Danmarks tab risikerer at løbe helt op på en tredjedel af det nuværende provenu. 

Sådan som forslaget ligger nu, kan det godt komme til at koste Danmark penge.

Ivar Nordland
International ekspert i Skatteministeriet

"Sådan som forslaget ligger nu, kan det godt komme til at koste Danmark penge. Og det er så en afvejning, om man vil betale den pris for at få de fordele, som også er i forslaget," siger Ivar Nordland, der er international ekspert i Skatteministeriet.

Forslaget vil særligt være til gavn for de virksomheder, der opererer i flere forskellige europæiske lande. De vil nemlig ikke behøve sætte sig ind i flere forskellige selskabsskattesystemer, og det vil kunne motivere særligt de små virksomheder til at rykke ud i mere end et land, siger konsulent i DI Jacob Ravn:

"Det vil være en stor lettelse for alle virksomheder, der har en grænseoverskridende aktivitet. I dag indebærer det en meget tung administrativ byrde, men den er relativt tungere, jo mindre man er. Derfor kan det i dag afholde små virksomheder fra at hoppe over grænsen," siger han.

Transfer pricing vanskeligere
EU-Kommissionen foreslår imidlertid ikke alene, at skattebasen skal gøres op på samme måde i alle lande. Den foreslår også, at en virksomhed, der opererer i flere europæiske lande, skal kunne opgøre hele sit overskud på europæisk niveau, og at dette overskud så skal fordeles mellem landene efter en særlig fordelingsnøgle. Nøglen skal tage hensyn til størrelsen af aktiver, størrelsen af omsætningen og antallet af medarbejdere i de forskellige lande.

Dén regel vil medføre den fordel, at det vil blive mere vanskeligt for multinationale selskaber at føre hele deres overskud over til beskatning i det land, der har den laveste selskabsskattesats - den såkaldte transfer pricing:

"I den fordelingsnøgle, man har foreslået, har man ikke medtaget mobile aktiver - og det er et forsøg på at sikre, at det ikke bliver nemt at manipulere sig til en lav skat," siger Ivar Nordland fra Skatteministeriet.

Ingen dansk holdning endnu
Den danske regering har endnu ikke taget endelig stilling til forslaget, men skriver i notatet, at man vil arbejde for at undgå "uønsket skatteplanlægning" og gerne vil mindske virksomhedernes administrative byrder.

Venstres skatteordfører Mads Rørvig er også forsigtigt positiv, men vil have regeringen til at holde nøje øje med provenu-konsekvenserne:

"Jeg opfordrer regeringen til at finde en løsning, der er så provenuneutral som muligt for de danske virksomheder og den danske stat. Men jeg ser meget positivt på en harmonisering af basen, så længe vi ikke går ind og siger, at EU skal opkræve skatten," siger Mads Rørvig.

Vanskeligt at finde enighed
En harmonisering af selskabsskattebasen var oprindelig et af kravene i den første Europagt, som Frankrig og Tyskland foreslog. I den endelige Europagt, som Danmark også har tilsluttet sig, indgår en mere udvandet formulering om, at "landene vil fortsætte diskussioner om øget koordinering af skattepolitikken - særligt omkring udviklingen af en fælles base for selskabsskat". Det er denne diskussion, som Kommissionens forslag er en udløber af.

For at forslaget kan blive vedtaget, skal der være enighed mellem alle 27 medlemslande. Det forudses allerede nu, at det vil blive uhyre vanskeligt at opnå. Særligt Irland, der har en af EU's laveste selskabsskatter på 12,5 pct., er skeptisk.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra skatteminister Peter Christensen (V).

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mads Rørvig

Administrerende direktør, De Danske Bilimportører
cand.merc. (CBS 2010)

Jacob Holdt

Fotograf, foredragsholder, forfatter
Student, Statens Studenterkursus

0:000:00