Regeringen opretter ny taskforce efter Brexit

BREXIT: Regeringen har umiddelbart efter det britiske farvel til EU nedsat en taskforce, der skal sørge for, at danske interesser varetages.

Cecilie Gormsen

Efter Storbritannien har stemt sig ud af EU, tårner der sig nu en række spørgsmål op – både for briterne selv, for Europa og for Danmark.

Ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen er situationen kompliceret. Storbritannien skal nemlig vikles ud af det tætte EU-samarbejde, og Løkke peger på, at alt fra klimakvoter til fiskekvoter vil komme på bordet.

LÆS OGSÅ: Politisk jordskælv i Storbritannien: Briterne er ude af EU

”Vi skal ikke være naive, men forstå, hvad der er i dansk interesse. Vi må ikke naivt forhandle til briternes fordel, og derfor har vi i regeringen besluttet, at vi nedsætter en tværministeriel taskforce,” fortæller Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:

”Den skal kortlægge alle de politikområder, der vil blive påvirket af Storbritanniens udtræden, så vi har et klart overblik over, hvor Danmarks interesser er,” siger han.

Briterne skal behandles pænt
Udenrigsminister Kristian Jensen flyver fredag middag til Luxembourg, hvor de europæiske udenrigs- og europaministre mødes for at drøfte situationen, efter briterne har valgt at forlade unionen.

LÆS OGSÅ: Danske reaktioner: Putin er den eneste, som bør juble i dag

”I Danmark starter vi allerede nu arbejdet med at samle den nye taskforce for at gennemgå de udfordringer, der er på dansk jord, og hvilke prioriteter vi har,” siger Kristian Jensen og fortsætter:

”Briterne skal behandles ordentligt. Selvom de nu forlader EU, vil de fortsat være en partner og et land, som vi har haft et langt samarbejde med. Og uanset deres fremtidige tilknytning til EU vil det fortsat være et land, som vi skal arbejde, handle og lave partnerskaber med på en lang række områder.”

Ifølge Lars Løkke Rasmussen er Danmark et lille land, som lever af at handle med hele verden. Han peger på, at to tredjedele af den danske samhandel sker i EU's indre marked.

LÆS OGSÅ: Løkke om Brexit: Et meget trist resultat

”Det giver danske virksomheder uhindret adgang til 500 millioner forbrugere. 500.000 danske arbejdspladser hænger på det indre marked. Det er helt afgørende,” siger Løkke og fortsætter:

”Derfor er det selvfølgelig også afgørende, at man arbejder på en løsning, hvor Storbritannien forhåbentlig fortsat kan være en del af det,” siger han.

Løkke: Ingen dansk afstemning
Både Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU har sagt, at de vil have en folkeafstemning ligesom den britiske, hvor danskerne kan give deres mening til kende. Men det afviser Lars Løkke Rasmussen:

”Vi hører til i EU. Jeg opererer ikke med, at vi skal have en folkeafstemning om det spørgsmål,” siger Løkke.

”EU er ikke fejlfrit, men det er vores bedste mulighed for at påvirke den verden, vi på godt og ondt er en del af. Og det er den bedste mulighed for at håndtere grænseoverskridende problemer og varetage danske interesser. Derfor hører vi til i EU,” siger Lars Løkke Rasmussen.

Han tror, at det britiske resultat vil sætte dybe spor og få alvorlige konsekvenser i både EU og Storbritannien. Samtidig både håber og tror han, at selvom briterne har sagt nej til EU, så har de ikke sagt nej til europæisk samarbejde og sammenhold.

”I Europa kan vi meget hver for sig, men endnu mere når vi arbejder sammen,” slår Lars Løkke Rasmussen fast.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristian Jensen

Direktør, Green Power Denmark, fhv. udenrigsminister, MF og næstformand for Venstre
bankassistent (Unibank Lemvig 1993)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00