Replik: Man har et standpunkt ...

Af Stina Soewarta
Chef for Europa-kommissionens kontor i Danmark

Til december vil det være femten år siden daværende statsminister og formand for Det Europæiske Råd Anders Fogh Rasmussen med rette stolt proklamerede: ”Ladies and Gentlemen, we have an agreement”. Den aftale, som Anders Fogh Rasmussen havde forhandlet på plads, banede som bekendt vejen for den store øst-udvidelse, og de nye lande blev medlemmer 1. maj 2004.

Dagen før udvidelsen, altså 30. april 2004, vedtog Rådet to reviderede retsakter: opholdsdirektivet og forordningen om koordinering af social sikring for vandrende arbejdstagere, den såkaldte forordning 883/2004. Begge retsakter var for alvor blevet forhandlet på plads under dansk formandskab i anden halvdel af 2002.

Tre år senere, 13. december 2007, blev EU’s medlemslande så enige om Lissabontraktaten, som blandt andet gjorde samarbejdet om retlige og indre anliggender overstatsligt, og dermed gav Europadomstolen fuld kompetence til at fortolke EU-retten på området. Knap et år forinden, 1. januar 2007, var Bulgarien og Rumænien blevet optaget i EU.

Tidligere i år satte Erhvervsministeriet endda tal på: Den økonomiske gevinst ved Danmarks deltagelse i det indre marked vurderes til at ligge på omkring 100 milliarder kroner, eller 5 procent højere BNP og en årlig merindtægt på cirka 65.000 kroner for en gennemsnitsfamilie.

Stina Soewarta

På den historiske baggrund må man undres over Anders Fogh Rasmussens pludselige og voldsomme udfald mod den fri bevægelighed og Europadomstolens fortolkning af reglerne på området. For reglernes nuværende udformning har han selv en stor del af æren for, og hans aktive bidrag til EU’s udvidelser i 00’erne står ikke til diskussion. Og Domstolen har jo sådan ikke gjort andet end at fortolke de aspekter af reglerne, inklusive Lissabontraktaten, som lovgiver ikke har formuleret tilstrækkelig klart.

At vi nu tilsyneladende skal til at have hvad der, at dømme efter sidste omgang, vil blive endnu en uskøn omgang debat om såkaldt ”velfærdsturisme”, er ærgerligt. Ikke fordi den slags problemstillinger ikke skal kunne debatteres åbent og med politisk engagement, men fordi debatten endnu en gang ser ud til at skulle tage udgangspunkt i hvad der i bedste fald kan betegnes som en mangelfuld udlægning af reglerne og Domstolens domme.

Når Anders Fogh Rasmussen således mener, at ”det er totalt vanvittigt, at der bliver afsagt domme i EU-systemet, som betyder, at børnepenge kan sendes hjem til det land, hvor den pågældende kommer fra”, bruger han Domstolen som stråmand. For princippet om retten til at sende børnepenge hjem til børn, som er blevet hjemme, er ikke skabt af Domstolen. Tværtimod. Princippet og reglerne om ”koordinering af social sikring for vandrende arbejdstagere” er skabt af de politiske beslutningstagere og findes i forordning nr. 3/1958.

Forordningens nummer siger det hele: Der er nemlig tale om den tredje EU-retsakt nogensinde, vedtaget for at gennemføre Romtraktatens bestemmelser om fri bevægelighed. Da de to første forordninger handlede om mere praktiske foranstaltninger, kan man med rette hævde, at forordning nummer 3 fra 1958 er den første substantielle retsakt i EU’s historie.

Man kunne have valgt andre modeller. Man kunne have besluttet sig for at harmonisere velfærdsydelserne. Så havde vi måske haft et fælles dagpengesystem i dag eller fælles børnechecks. Eller man kunne have overladt det til medlemslandene at indgå bilaterale aftaler. Så kunne vi i dag have flere hundrede forskellige regelsæt. I stedet valgte man på grundlag af nogle få, men klare principper, at sikre borgernes rettigheder, alt imens man respekterede medlemslandenes mangfoldighed på området. Det var en klar, enkel – og derfor også administrativt billig – løsning.

Hvad man besluttede i 1958, er stort set det, der gælder i dag. Nok er reglerne blevet revideret og forenklet et par gange siden, først i 1971 og senest i 2004. Men principperne er de samme som dengang. Man har ret til ydelser dér, hvor man arbejder og betaler skat, man har krav på at blive behandlet på lige fod med værtslandets borgere, man må tælle perioder med arbejde i andre EU-lande med, når man beregner optjening af ret til ydelser, og man er ikke er tvunget til at flytte familien med for at få familieydelser.

Der er flere gode grunde til, at man i 1958 valgte netop disse principper - blandt andet de ikke udelt positive erfaringer, man havde gjort sig med bilaterale aftaler i årene lige efter anden verdenskrig. Hovedårsagen var dog, at systemet så enkelt og gennemskueligt som muligt skulle sikre, at vandrende arbejdstagere ikke blev stillet dårligere, når de arbejdede i et andet medlemsland.

Rettigheder og krav følges naturligvis ad, adgang til ydelser har altid været betinget af, at man arbejder og betaler skat. ”Velfærdsturisme” har aldrig været meningen. Det har Kommissionen gentagne gange påpeget over for medlemslandene. Og det har EU-domstolen også bekræftet, blandt andet med sin dom fra 2014 i en sag om en rumænsk kvindes adgang til tysk kontanthjælp, den såkaldte Dano-dom: uden tilknytning til arbejdsmarkedet, ingen krav på velfærdsydelser.

Samme linje fastholdt Domstolen efterfølgende i sine domme i Alimanovic-sagen i 2015 og García-Nieto-sagen i 2016. I begge domme slog Domstolen fast, at medlemslandene, på grundlag af en individuel vurdering, har lov til at nægte en EU-borger velfærdsydelser, hvis det kan komme til at udgøre en uforholdsmæssig økonomisk byrde for værtslandet. Og specifikt på børnepengeområdet afsagde Domstolen så sent som i juni 2016 en dom mod Kommissionen, som ellers havde udfordret Storbritanniens krav om dokumentation af lovligt ophold som betingelse for retten til britiske børnepenge.

Domstolen foretager med andre ord en vurdering af den enkelte sag og dømmer derefter. At det skulle være udtryk for, at dommerne i EU-domstolen, som Anders Fogh Rasmussen antyder det, nærmest systematisk skulle være ”ude af trit med den sunde fornuft” er umiddelbart svært at se.  

Det er naturligvis korrekt, at reglerne kan laves om – om end det ikke forholder sig helt så enkelt, at man bare ”uden videre” kan vedtage hvad som helst. Kommissionen skal tage initiativ til en lovændring, og Rådet og Europaparlamentet skal efterfølgende blive enige. Hvis det sidste har svære udsigter, er det sjældent, at Kommissionen overhovedet sætter gang i processen.

Derfor har Kommissionen ikke inkluderet indeksering af børnepenge i sit nyeste forslag til revision af forordning 883/2004 om koordinering af social sikring for vandrende arbejdstagere.

Det havde den daværende britiske premierminister, David Cameron, ellers fået sikret i den aftale, som han i februar 2016 fik forhandlet på plads med EU om Storbritanniens fremtidige forhold til EU. Men dengang var situationen en anden, og aftalen skal ses som udtryk for den overordentlig store vilje hos alle for at sikre Storbritanniens fortsatte medlemskab af EU.

Sådan skulle det jo som bekendt ikke gå, og med briternes beslutning om at forlade EU faldt både aftalen og rationalet bag den bort. Særligt da det indenfor EU er under én procent af børnepenge, der sendes tilbage til hjemlandet, og eventuelle besparelse ville blive ædt op af øgede administrative udgifter.

Derudover mener Kommissionen helt grundlæggende, at der ikke er grund til at ændre på det nuværende system, som både er det enkleste og det mest rimelige. For det er vel rimeligt, at betaling af skat og adgang til velfærdsydelser følges ad? Anders Fogh Rasmussens ide om, at en vandrende arbejdstager skal ”bidrage til den danske statskasse i mindst syv år, før han kan få fuld og fri adgang til vores velfærdsydelser”, forekommer derfor ikke bare urealistisk, men urimeligt, al den stund, at vedkommende beskattes i Danmark fra første arbejdsdag.

Der er også hensynet til EU-borgernes rimelige forventninger. Her snart 30 år efter murens fald er det værd at huske på, at en væsentlig motivation bag central- og østeuropæernes ønske om at komme med i EU netop var løftet om frihed til at bevæge sig over grænserne.

Selv efter deres tiltrædelse i 2004 og 2007 måtte de på grund af overgangsforanstaltninger vente endnu syv år på deres fulde ret til fri bevægelighed. De ventede tålmodigt og uden at træffe modforanstaltninger.

I mellemtiden fik de ”gamle” EU-lande, heriblandt Danmark, fuld adgang til de ”nye” medlemslandes markeder fra dag et. Og Danmark har kunnet importere en lang række billigere varer fra de central- og østeuropæiske lande.

Begge dele har bidraget til en mærkbart højere levestandard i Danmark. Tidligere i år satte Erhvervsministeriet endda tal på: Den økonomiske gevinst ved Danmarks deltagelse i det indre marked vurderes til at ligge på omkring 100 milliarder kroner, eller 5 procent højere BNP og en årlig merindtægt på cirka 65.000 kroner for en gennemsnitsfamilie.

Også tilrejsende arbejdskraft fra de central- og østeuropæiske lande har Danmark nydt godt af.

I en række sektorer af den danske økonomi er man nærmest afhængig af central- og østeuropæisk arbejdskraft – og det gælder ikke kun i landbruget og byggeriet, og ikke fordi den nødvendigvis er billigere - der er tegnet overenskomster på mange arbejdspladser.

Udvidelsen af det indre marked til de central- og østeuropæiske lande har været en stor gevinst for Danmark. Og da Danmark samtidig er det EU-land, som ifølge en undersøgelse fra 2014 af det anerkendte tyske forskningsinstitut Bertelsmann Stiftung har fået mest ud af de første 20 år med det indre marked, ja, så er det svært at se, at udvidelsen nu pludselig skulle være blevet en dårlig forretning for Danmark.