Debat

Retsforbeholdet rammer Danmark igen

DEBAT: Skal Danmark ikke ende i kulden og uden for Europol, er der brug for at få gang i debatten om, hvor meget indflydelse vi ønsker. Husk, at der findes ikke anden indflydelse end medindflydelse!
Margrete Auken (SF)
Margrete Auken (SF) Foto: Facebook
Anna Gurzhiy Hougaard
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Margrete Auken (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet 

I sidste uge så vi endnu et eksempel på, at det danske retsforbehold sender Danmark ud i kulden!

Danmark har indtil nu været fuldt medlem af Europol, det europæiske politisamarbejde, fordi det har været baseret på en mellemstatslig aftale. Men Europol-aftalen er en del af Lissabontraktaten, og nu skal aftalen opdateres. Det betyder at den fremover bliver et overstatsligt samarbejde. Men det overstatslige samarbejde aktiverer retsforbeholdet, og vupti!: Så er Danmark placeret på sidelinjen - måske endda helt uden for fællesskabet.

Det er næsten ikke til at bære! Danmark ryger ud af netop det europæiske samarbejde, som der historisk set har været og stadig er meget stor opbakning i befolkningen, nemlig at EU skal spille en stærk rolle i bekæmpelsen af grænseoverskridende kriminalitet. Faktisk mener 88 procent af danskerne ifølge Eurobarometer, at EU skal overtage endnu mere af ansvaret i kampen mod organiseret kriminalitet (det er endda flere end gennemsnittet i EU, som er på 81 procent!).

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Danmark står lige nu i en situation, hvor det eneste, vi kan få lov til, er at stå ude ved siden og holde mund, mens de andre forhandler og opdaterer Europol-aftalen. Først bagefter kan vi ansøge om at få lov at være med. Det kan selv den sløveste se ikke giver nogen form for indflydelse.

Danmark risikerer at stå udenfor
Mange tror, at Danmark så alligevel bare kan lave en aftale med Kommissionen om at være med, når den nye aftale er på plads mellem de andre. Men det er ikke sådan lige til - og beslutningen ligger i øvrigt ikke hos Danmark. Ja, faktisk er det allerede sket flere gange, at Danmark har fået nej til en anmodning om at være med på områder, hvor retsforbeholdet lukkede os ude - specielle aftaler indgås kun i nødstilfælde, som en overgangsordning, og kun hvis ordningen er fuldt ud i EU og EU-borgernes interesse!

Danmark har flere gange tidligere fået nej til en anmodning om at være med på områder, hvor retsforbeholdet lukkede os ude - specielle aftaler indgås kun i nødstilfælde, som en overgangsordning, og kun hvis ordningen er fuldt ud i EU og EU-borgernes interesse!

Margrete Auken (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Det er jo Danmarks egen beslutning at stå udenfor - det ligger i vores forbehold!

Listen er lang, når det kommer til områder, hvor retsforbeholdet gør livet mere besværligt for danskerne, end hvis vi havde været med. Især inden for civilretten rammes mange almindelige danskere hårdt, når sagerne har transnational karakter og angår anerkendelse af danske domstoles retskendelser i arvesager, skilsmisser, forældremyndighed, tilhold osv.

Mulighed for folkeafstemning
Vi risikerer at blive klemt eller endda havne i helt fastlåste konflikter, som vi ser det nu med den såkaldte Oliver-sag, hvor østrigske og danske domstole har givet forældremyndigheden til hhv. moren og faren. Og netop på dette område har vi fået nej til en parallelaftale - den ville vistnok blive for bøvlet for de andre at indgå, efter at de havde forhandlet aftalen på plads! Den slags ulykkelige situationer ønsker ingen vist at ende i.

Heldigvis støtter et stort flertal i Folketinget, at vi får ændret retsforbeholdet til en tilvalgsordning, hvor vi fra begyndelsen kan vælge at være med og dermed også med i forhandlingerne. Men det er jo ligesom ikke nok tyst og forsigtigt at mene det. Der skal handles - danskerne skal have mulighed for gennem en folkeafstemning at komme fri af den fælde, vi er havnet i. Se nu at få gang i debatten om, hvor meget indflydelse vi ønsker. Husk - der findes ikke anden indflydelse end medindflydelse!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Margrete Auken

MEP (SF), næstformand i Europa-Parlamentets Palæstinadelegation
cand.theol. (Københavns Uni. 1971), sognepræst emerita

0:000:00