Debat

S: Juncker har ingen løsning på EU-krise

DEBAT: Vi befinder os i en af de største kriser i EU’s levetid. Kommissionsformand Jean-Claude Juncker erkender det, men mangler løsninger. Det skriver Christel Schaldemose (S), der efterlyser en større indsats mod skattely og social dumping.

Foto: www.christels.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christel Schaldemose (S)
Medlem af Europa-Parlamentet 

Folkeafstemningen i Storbritannien om briternes forbliven i den Europæiske Union, der som bekendt endte med et Brexit, varslede nye tider i EU.

Den utilfredshed med unionen, der har ligget og ulmet, kom pludselig op til overfladen. Forskellige politiske udmeldinger efter Brexit har forsøgt at adressere det. Vi skal sikre, at borgerne kan mærke på konkret vis, hvor meget EU bidrager til at forbedre deres personlige situation, sagde den tyske kansler Angela Merkel kort tid efter den britiske afstemning.

Jeg er enig. Vi skal sørge for, at borgerne i deres hverdag mærker, at EU skaber tryghed og beskyttelse. På kommissionsformand Jean-Claude Junckers årlige State of the Union-tale til europaparlamentarikerne lød det som om, han også er enig. Men det er meget forskellige måder, vi tænker resultater på.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Merkel holder fast i ’Das schaffen wir’-politikken, hvor Juncker vil have mere fælles militært samarbejde og frit wifi til borgerne i de større byer. Jeg vil have en langt mere markant indsats mod skattely og social dumping. Jo vel, Juncker nævnte da også social dumping. Han vil ikke have, det finder sted i EU, og løsningen er ændringer i udstationeringsdirektivet. Det er bare slet ikke nok, hvis vi skal løse problemerne.

Større indsats mod social dumping
Dagen efter Juncker talte, vedtog vi i Europa-Parlamentet en betænkning om social dumping. I den kommer vi med en lang række forslag til, hvordan social dumping skal bekæmpes. Et ordentligt udstationeringsdirektiv rækker slet ikke. Det er ærgerligt, at Juncker ikke kan eller vil forstå, hvor dyb frustrationen og bekymringen er hos mange borgere overalt i EU i forhold til netop jobs, pres på lønninger og ansættelsesvilkår.

Det er ærgerligt, at Juncker ikke kan eller vil forstå, hvor dyb frustrationen og bekymringen er hos mange borgere overalt i EU i forhold til netop jobs, pres på lønninger og ansættelsesvilkår.

Christel Schaldemose (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Kendsgerningen er, at både EU og de enkelte medlemslande skal gøre mere for at genskabe trygheden hos borgerne, særligt de ufaglærte eller meget kortuddannede, der om nogen mærker presset fra globaliseringen og EU’s fri bevægelighed. Fine ord fra Juncker virker ikke, hvis ikke han forstår, at de skal følges op med markant handling, der for alvor bryder med den stigende ulighed, vi ser i EU for tiden.

Lovgivning mod skattely
Det samme gælder i forhold til skattely. Igen fik Juncker sat fine ord på, at Kommissionen er imod skattely og vil have, at virksomhederne betaler skat, der hvor fortjenesten er. Jeg er helt enig, men hvor bliver forslaget af? Det er ikke nok, at Margrethe Vestager kæmper mod Google og Apple. Der skal lovgivning til at sikre land for land-afrapportering. Og det haster. Det er i mine øjne et af de mest pressende områder at få gjort noget ved. Lovforslaget på flygtningeområdet kom med noget større hast end her, så Kommissionen kan, når det gælder - så få nu sat tryk på.

Juncker var i sin tale nærmest mest konkret, da han foreslog gratis wifi i EU’s større byer, og da han lovede, at forslaget om et roaming-frit EU, som er blevet vedtaget, skulle indfries. Det med fri roaming manglede da bare, hvis EU-Kommissionen ikke skulle begå et brag af et løftebrud. Det havde Juncker i det mindste forstået. Men at foreslå frit wifi i de større byer er at forsøge at bestikke sig til borgernes opbakning.

Wifi er ikke en EU-opgave
Internet-infrastruktur i form af investeringer i eksempelvis 5G-net og frekvenspolitik er jeg med på kan håndteres fint på EU-niveau, men at love frit wifi i de større byer er ikke bare populistisk, men også helt ude af trit med, hvad der er EU’s opgave. Det er op til Frank Jensen (S), Anker Boye (S) og de øvrige borgmestre i Danmark at vurdere behovet. Det er slet ikke en EU-opgave. Roamingpriser er en afgift på fri bevægelighed, som EU kan og skal gøre noget ved, men frit wifi i byer er ikke noget, Juncker og co. skal blande sig i.

Vi befinder os i en af de største kriser i EU’s levetid. Det erkendte Juncker også i talen. Men løsningerne på at håndtere denne var brug af gamle kneb og fine ord, så Juncker skuffede i sin tale. Hvis der var nogle helt almindelige EU-borgere, der sneg sig til at lytte til den, tror jeg ikke, de tænkte: Sådan! Nu er vi på ret kurs, og nu er der gode perspektiver for fremtiden - nu kan EU komme ud af krisen. Sådan tænkte jeg i hvert fald ikke. Desværre. For jeg ville så gerne tro det.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christel Schaldemose

MEP (S)
cand.mag. i historie (SDU 2002)

0:000:00