Debat

S: Vestager skal bekæmpe aggressiv skatteplanlægning

DEBAT: Store multinationale selskaber som Google, Starbucks og Fiat er alle firmaer, som mistænkes af Kommissionen for at føre en strategisk og aggressiv skatteplanlægning. Det har Margrethe Vestager som konkurrencekommissær en mulighed for at bekæmpe, skriver Jeppe Kofod (S). 

Margrethe Vestager skal som konkurrencekommissær bekæmpe aggressiv skatteplanlægning, skriver Jeppe Kofod (S).
Margrethe Vestager skal som konkurrencekommissær bekæmpe aggressiv skatteplanlægning, skriver Jeppe Kofod (S).Foto: Socialdemokraterne.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af MEP Jeppe Kofod (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

I de sidste dage er de sidste brikker blevet lagt i det større puslespil, som sammensætningen af kommissionen udgør. Diskussionerne har været mange, men fælles for dem har været, at de hverken er gået på Margrethe Vestagers kommissærpost eller portfolio.

Blandt de områder, som Vestager vil beskæftige sig med som konkurrencekommissær, er aggressiv skatteplanlægning og spørgsmål bredt relateret til konkurrence.

Som konkurrencekommissær vil Vestager særligt kunne sætte ind over for den strategiske og aggressive skatteplanlægning foretaget af virksomheder.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected]

Unfair konkurrence
Store multinationale selskaber som Google, Starbucks og Fiat er alle firmaer, som mistænkes af Kommissionen for at køre et ræs mod bunden inden for skattepolitik. Eksempelvis sættes der spørgsmålstegn ved en aftale indgået mellem to datterselskaber til Apple og de irske skattemyndigheder, der betød, at de kun skulle angive 40 til 80 millioner euro årligt i skat. Den aftale anslås at spare Apple for flere milliarder dollar årligt i skat.

Den aggressive skatteplanlægning indikerer, udover et stort økonomisk tab, også en indirekte statsstøtte - og dermed unfair konkurrence.

Den aggressive skatteplanlægning indikerer, udover et stort økonomisk tab, også en indirekte statsstøtte - og dermed unfair konkurrence.

Jeppe Kofod (S)
MEP

Den type strategisk aggressiv skatteplanlægning, som disse store multinationale selskaber er under mistanke for, er uacceptabel. Selvfølgelig skal alle lande have fair regler på skatteområdet. Det skal de, så de lande, der reelt kræver, at også de multinationale selskaber selvfølgelig skal betale deres skat, ikke står tilbage som tabere.

Men det er ikke kun lande, der kan ende som tabere. Det er også de små og mellemstore virksomheder overalt i Europa, der ikke kan foretage samme strategiske manøvre som de store virksomheder. Deres konkurrencevilkår skal selvfølgelig ikke forringes af, at der er nogle store virksomheder, der ikke kan finde ud af at overholde reglerne. Ved at give dem gode vilkår, kan vi både skabe vækst og arbejdspladser. Det er derfor kun ret og rimeligt at bede de store virksomheder om at betale deres del af regningen.

Udflytning af arbejdspladser
Det er heller ikke kun visse multinationale selskabers strategiske og aggressive skatteplanlægning, der har omkostninger. Også virksomheders spekulation i udflytning af arbejdspladser, for at opnå støtte fra EU's såkaldte strukturfonde, vil være et område, Vestager vil skulle arbejde med.

Det ligger godt nok primært under kommissæren med ansvar for regional politik, men det er også et konkurrencespørgsmål. I Vestagers såkaldte "mission letter" står det angivet, at hendes arbejde som kommissær vil være i tæt samarbejde med hendes kommissærkolleger. Sager relateret til flere portfolioer skal derfor håndteres på tværs af portfolioer og uden silomentalitet.

Vestager sagde ved høringen, at det ikke er spor teknisk, men at det handler om ret og rimelighed. Og at de små og innovative virksomheders vilkår skal sikres. Det har hun helt ret i. Strategisk og aggressiv skatteplanlægning er et område, der skal bekæmpes. Det samme gælder udflytning af arbejdspladser. Det er både ret og rimelighed. Og det vil jeg holde hende op på.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

0:000:00