S: Vi skal have klarhed om Junckers fremtid

Af Christel Schaldemose (S)
Medlem af Europa-Parlamentet 

Da den amerikanske forfatter Mark Twain læste sin egen nekrolog i en avis, sendte han straks et telegram – det nu meget berømte citat – om, at ”rygterne om min snarlige død er stærkt overdrevne”.

Måske sidder EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og overvejer at sende et tilsvarende telegram via nutidens telegraftjeneste Twitter. For rygterne om hans snarlige afgang som formand svirrer og tager til i styrke. Faktisk så meget, at anerkendte medier nu viderebringer rygterne.

Det er en kendt sag, at formandens helbred ikke er det stærkeste. Et hurtigt blik på aktivitetsniveauet viser, at næstformand Timmermanns er langt mere aktiv end kommissionsformanden selv. Det betyder, at vi blandt andet her i Europa-Parlamentet ser langt mere til Timmermans end til Juncker.

Blå stue kan få alle tre formandsposter
Her i Europa-Parlamentet er vi snart nået halvvejs i mandatperioden, hvilket giver mulighed for at rokere rundt på posterne – herunder formanden for Parlamentet. Den store socialdemokratiske gruppe, S&D, har ved mandatperiodens begyndelse indgået en aftale med Parlamentets største gruppe, den konservative/kristendemokratiske gruppe, EPP, om, at formanden for Parlamentet, den socialdemokratiske Martin Schultz, kun skal sidde de første to og et halvt år. Herefter skal en EPP’er have posten.

Nu nærmer vi os det tidspunkt, hvor planerne for rokaden skal lægges, og det er ikke uden sammenhæng til EU-Kommissionen.

Vi har brug for stabilitet og ro om topposterne – ikke mindst i en krisetid for det europæiske samarbejde.

Christel Schaldemose (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Hvis Juncker bliver siddende perioden ud, og hvis aftalen mellem S&D og EPP i Europa-Parlamentet fastholdes, så står vi snart i en situation, hvor blå stue sidder på tre ud af tre vigtige formandsposter i toppen af EU: formanden for EU-Kommissionen, formanden for Det Europæiske Råd og formanden for Europa-Parlamentet. De blå fylder meget i det politiske landskab i Europa, så situationen er desværre ikke usandsynlig. Men det vil være politisk uhensigtsmæssigt. For uden en socialdemokrat på en af posterne vil den socialdemokratiske gruppe i højere grad være i opposition til Kommissionen og Rådet.

Og det betyder noget for vores arbejde. I dag spiller Maritin Schultz en stor rolle som mediator mellem Kommissionen, Rådet og Parlamentet. Samarbejdet har været gavnligt for Kommissionen og for beslutningsevnen i Parlamentet. Resultatet er en balance mellem de to store grupper i Parlamentet, S&D og EPP.

Timmermans i Junckers stol?
Med en EPP’er i formandsstolen i Parlamentet og to konservative som formænd for henholdsvis Kommissionen og Rådet vil de borgerlige have utrolig meget magt. Ja, formodentlig mere magt end de har lyst til, da de også bliver mere sårbare, fordi ved et sådant scenario vil S&D nok ikke være helt så støttende. Det er ikke den bedste vej for et stabilt samarbejde mellem EU-Kommissionen, Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet – og heller ikke for et EU i krise.

Alene af den grund er rygterne om Junckers snarlige afgang interessante. De selvsamme rygter siger nemlig, at næstformand og socialdemokrat Timmermans vil overtage Junckers stol. Det giver lige pludselig en ekstra socialdemokrat på en toppost i en tid, hvor europakortet snart bliver så borgerligt, at det bliver sort.

Timmermans er socialdemokrat på den nordeuropæiske måde. Han tæller pengene, inden han bruger dem, og han forstår, at Europa ikke kan hjælpe alle verdens flygtninge. Hvis han bliver formand for Kommissionen, vil det ikke længere være et problem, at formandsposten for Parlamentet går til EPP. Det fastholder nemlig en form for "balance of power".

Betydning for EP-valget i 2019
Hvis vi spoler lidt frem, så kan hele dette europæiske magtspil også få betydning for valget til Europa-Parlamentet i 2019. Det var måske ikke alle danskere, som opdagede det, men til valget i 2014 var posten som formand for EU-Kommissionen faktisk til valg for første gang. Ikke sådan direkte, men på opfordring af Europa-Parlamentets politiske grupper udpegede de største og mest toneangivende politiske familier/partisammenslutninger i Europa hver en kandidat til posten som formand for EU-Kommissionen.

Sagt lidt forenklet var aftalen, at den gruppe, der fik størst opbakning fra vælgerne (flest mandater), måtte besætte formandsposten for Kommissionen. Juncker var på den måde EPP's kandidat. EPP blev den største gruppe ved valget, og stats- og regeringslederne valgte at udpege Juncker som formand for Kommissionen. Nummer to, den socialdemokratiske kandidat, måtte "nøjes" med at blive formand for Parlamentet. Hele denne proces blev kaldt spitzenkandidat på godt dansk.

Denne proces blev gennemført for første gang ved valget i 2014. Et stort flertal i Europa-Parlamentet mener, at spitzenkandidat-modellen nu er den model, der skal følges ved fremtidige valg. Men spitzenkandidat er ikke sikret en fremtid i nogen love. Så hvad sker der, hvis en af hovedpersonerne i modellen forsvinder og erstattes af Timmermans. Timmermans var ikke i valgkamp og er ikke resultatet af processen. Og ophavsmanden til hele spitzenkandidat-modellen er Martin Schultz. Hvis han mister formandsposten i Europa-Parlamentet som platform og tager hjem til Tyskland for eksempelvis for at redde et SPD i krise, slukker og lukker processen så, hvis han forlader EU-scenen?

Klarhed om Junckers fremtid
Det hele virker måske som rygter, taktik, strategi og proces. Det er det også, men det er uhyre betegnende for den magtkamp, der udkæmpes imellem institutionerne. Relationerne mellem Europa-Parlamentet, EU-Kommissionen og Det Europæiske Råd er vigtig for den politik, som vi laver, og spitzenkandidat-processen var en forandring af spillereglerne.

Europa-Parlamentet blev stærkere, og i Europa-Parlamentet er der et stort flertal for modellen også fremover. Derimod tyder alt på, at Rådet er imod. Et politisk slagsmål, om hvem der næste gang har teten i udpegningen af kommissionsformanden, kommer med statsgaranti. Men resultatet kan blive forskelligt, afhængig af om Juncker bliver eller går i utide.

Lige nu venter vi alle på, om Juncker bekræfter rygterne eller afviser og fortsætter perioden. Vi har brug for stabilitet og ro omkring topposterne – ikke mindst i en krisetid for det europæiske samarbejde.