Debat

Mogens Jensen: Vi styrker arbejdernes rettigheder

REPLIK: EU er fast besluttet på, at frihandelsaftalen med USA skal bidrage til at fremme en bæredygtig udvikling. Det gælder også arbejdstagerrettigheder. Christian Juhl (EL) har derfor ingen grund til at være bekymret, skriver handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S). 

Frihandelsaftalen mellem EU og USA skal styrke arbejdernes rettigheder, skriver handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).  
Frihandelsaftalen mellem EU og USA skal styrke arbejdernes rettigheder, skriver handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).  Foto: Ulrik Jantzen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mogens Jensen (S)
Handels- og udviklingsminister

Regeringen arbejder for at styrke arbejdernes forhold og rettigheder både i den politiske dialog, gennem udviklingsindsatserne og i EU's frihandelsaftaler.

Christian Juhl (EL) kalder i et indlæg på Altinget.dk frihandelsaftalen mellem EU og USA et angreb på arbejdstagerrettighederne og arbejdsmiljølovgivning, der vil kunne blive udlagt som ’handelshindringer’ og dermed blive overtrumfet af kommercielle hensyn. Han frygter, at overenskomstaftaler kan udfordres som en restriktion på udenlandske virksomheders forretningsmodeller, og at produktion flyttes derhen, hvor lønninger og arbejdstagerrettigheder er lavest, for at øge fortjenesten. Frygten er heldigvis ubegrundet.

EU vil forbedre arbejdsvilkår
EU er fast besluttet på, at både de færdiggjorte frihandelsaftaler og dem under forhandling skal bidrage til at fremme en bæredygtig udvikling. Det gælder også arbejdstagerrettigheder. Det indgår som fast EU-målsætning at styrke det internationale samarbejde i FN’s arbejdsorganisation (ILO) for at forbedre arbejdsvilkår og faglige rettigheder. Og det er en mærkesag for regeringen at præge processen i denne retning. En frihandelsaftale med USA skal føre til et endnu tættere samarbejde om effektiv implementering og ratifikation af ILO-standarder og fremme af ILO’s arbejde globalt.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Juhl nævner, at USA kun har ratificeret to af de otte kernekonventioner i ILO, hvilket giver anledning til bekymring. Fra dansk side arbejder vi derfor også for, at en frihandelsaftale med USA kommer til at indeholde klare bestemmelser om arbejdstagerrettigheder, så man undgår en konkurrence om, hvem der kan have de ringeste vilkår.

Den danske regering lægger stor vægt på arbejdernes forhold. Derfor gik vi i foråret foran ved at øge støtten til ILO med 25 millioner kroner for bl.a. at forbedre forholdene for tekstilarbejdere i Bangladesh og i andre udviklingslande, styrke fremme af arbejdstagerrettigheder og miljøstandarder på globalt plan samt bekæmpe tvangsarbejde, diskrimination og børnearbejde. Og det er et område, jeg agter at sætte yderligere fokus på fremadrettet.

Fra dansk side arbejder vi for, at en frihandelsaftale med USA kommer til at indeholde klare bestemmelser om arbejdstagerrettigheder, så man undgår en konkurrence om, hvem der kan have de ringeste vilkår.

Mogens Jensen (S)
Handels- og udviklingsminister

Juhl frygter også international voldgift og investeringsbeskyttelse. Han fremhæver tre sager med Philip Morris, Vattenfall og Veolia, hvoraf den sidste netop relaterer sig til arbejdstagerrettigheder i form af mindsteløn. Her skal vi holde tungen lige i munden. Man kan nemlig ikke bruge disse sager som argument for at modsætte sig voldgift i investeringsbeskyttelsesreglerne.

For det første angår sagerne nogle konkrete direkte kontrakter mellem virksomhederne og staterne, hvor virksomhederne har fået garantier mod indførelse af den type lovgivning, som har medført tab hos virksomhederne.

For det andet føres de tre sager på grundlag af nogle gamle investeringsbeskyttelsesaftaler, som ikke tager højde for staternes ret til at regulere.

Ret til at regulere
I frihandelsaftalen mellem EU og USA  vil der derimod være taget tilstrækkeligt forbehold for staternes ret til at regulere. Desuden vil det være præcist formuleret, hvilke typer indgreb som aftalen beskytter imod. Og det vil være i ganske få meget eklatante tilfælde af statslig magtanvendelse over for investorer, og ikke simpel regulering.

Så denne type sager ville slet ikke kunne føres på grundlag af investeringsbeskyttelsesreglerne i EU-USA aftalen. Både EU og USA lægger afgørende vægt på deres ret til at regulere, og det gør den danske regering i den grad også. Hvis forhandlerne ikke når frem til et tilfredsstillende resultat på dette punkt, vil både Rådet og EU-Parlamentet afvise at godkende aftalen. Der er med andre ord ingen grund til at være så bekymret.

Men arbejdstageres rettigheder skal helt bestemt styrkes. Og det gør vi. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mogens Jensen

MF (S), næstformand for Socialdemokratiet, fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde
Fagbevægelsens lederuddannelse (LO-Skolen 1999)

0:000:00