Debat

S: VLAK ser passivt på Kommissionens sociale slingrekurs

DEBAT: Der er ingen rød tråd i Kommissionens sociale prioriteter, mener Ole Christensen (S). VLAK-regeringen gør til gengæld ikke noget forsøg på at forme den sociale kurs for EU-landene fremadrettet.

VLAK-regeringen ser passivt til, mens Kommissionen befinder sig på en social slingrekurs, mener Ole Christensen (S).
VLAK-regeringen ser passivt til, mens Kommissionen befinder sig på en social slingrekurs, mener Ole Christensen (S).
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ole Christensen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

I løbet af de sidste par måneder har Europa-Kommissionen sendt det ene sociale udspil efter det andet videre til os i Europa-Parlamentet. Jeg kan næsten ikke huske, at jeg har oplevet en lignende frekvens i deres sociale forsendelser end i løbet af denne forsommer.

Socialt fokus i Kommissionen – eller hvad?
Først kom der en social søjle med visioner for fremtidens sociale Europa og et socialt refleksionspapir, der ridser forskellige scenarier op for det sociale Europa i samme stil som kendes fra Junckers Hvidbog for EU.

Senere kom vejpakken, der består af en række forslag til regler for vejtransporten i Europa, og heriblandt er der også en række yderst fornuftige tiltag mod social dumping i transportbranchen.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Jeg er glad for, at Kommissionen endelig med sine mange udspil viser det engagement i kampen mod social dumping, jeg længe har efterlyst. For det vil forhåbentlig være med til at starte en bølge, som medlemslandene vil have meget svært ved ikke at tage del i.

Med de tanker i baghovedet var jeg fuld af forventning, da jeg i forrige uge fik Kommissionens luftfartsstrategi ind på mit bord. For luftfart er én af de brancher, hvor social dumping og unfair konkurrence i særdeleshed er udbredt. Men jeg bladrede udspillet igennem uden at finde de sociale aspekter i luftfarten nævnt med et eneste ord. Jeg var ellers så glad for, at Kommissionen endelig havde taget hovedet ud af busken og indset, at det er nødvendigt at bekæmpe social dumping. Træerne vokser altså ikke ind i himlen, og der lader ikke til at være en social rød tråd i Kommissionen.

Det er på tide, at medlemslandene kommer på banen med helt klare udmeldinger om, at social dumping ikke er acceptabelt. Det bliver svært for Kommissionen at forklare, hvorfor de ignorerer både medlemslandene og Parlamentet.

Ole Christensen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Parlamentet ignoreres
Så sent som i februar var jeg én af Parlamentets ordførere på vores holdning til, hvad luftfartsstrategien skulle indeholde. Her var bekæmpelse af social dumping højt prioriteret, og rapporten blev vedtaget med et bredt og stort flertal i Parlamentet. Jeg synes, det er for dårligt, at Kommissionen ignorerer vores holdning, der på ingen måde var til at tage fejl af.

Det er på tide, at medlemslandene kommer på banen med helt klare udmeldinger om, at social dumping ikke er acceptabelt. Det bliver svært for Kommissionen at forklare, hvorfor de ignorerer både medlemslandene og Parlamentet.

VLAK-regeringen er tavse om social dumping
Før præsentationen af luftfartsstrategien meldte Hollands liberale og socialdemokratiske regering ud, at de var skuffede over Kommissionens manglende sociale ambitioner i forbindelse med et rådsmøde i forrige uge. Rundt om bordet sad også Danmarks liberale transportminister. Han blev desværre ikke inspireret af sin hollandske kollega til at gribe muligheden for at gå forrest og vise et godt eksempel i kampen mod social dumping.

Det havde jeg egentlig heller ikke forventet, men derfor er jeg selvfølgelig skuffet over vores regerings tavshed på området. Jeg ved selvfølgelig ikke, om regeringen faktisk er enige med deres hollandske kollegaer. Jeg tillader mig at tvivle, for hvor VLAK-regeringen ikke var meget for at tale om luftfartsstrategien og sociale forhold, så havde de ingen problemer med at bruge luftens lavprisselskaber som forbilleder for andre typer af virksomheder i deres økonomiske 2025-plan.

Hvad så nu? I den nærmeste fremtid kommer der flere sociale udspil fra Kommissionen, og hele bunken med vejpakke og luftfartsstrategi skal nu behandles i Parlamentet. Her vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at bekæmpe social dumping og medfølgende unfair konkurrence.

Kommissionen må fortsætte de gode takter, de trods alt har vist og anerkende Parlamentets holdning. Og på den måde kan vi forhåbentlig også få åbnet den danske regerings øjne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ole Christensen

Fhv. MEP (S), fhv. viceborgmester, Brovst Kommune
butiksuddannet, merkonom

0:000:00