Sådan foregår en europæisk skilsmisse

Briternes nej til EU sætter gang i en historisk kompliceret skilsmisseprocedure, hvor 43 års samliv og tusindvis af lovtekster skal filtres ud af hinanden. Altingets Bruxelles-korrespondent, Rikke Albrechtsen, forklarer, hvad der nu sker: 

1. Hvad sker der lige nu?
Ikke særligt meget. Da folkeafstemningen i Storbritannien kun er vejledende, er det de politiske, ikke de retlige konsekvenser, som bliver synlige i første omgang.

Briterne er stadig medlemmer af EU med de samme rettigheder og pligter som før. Deres EU-parlamentsmedlemmer og ministre vil stadig have stemmeret. Briterne vil stadig kunne sælge deres varer på de europæiske markeder og bevæge sig frit rundt på Kontinentet. Det vil ikke ændre sig inden for den nærmeste fremtid.

De politiske konsekvenser er dog allerede til at tage at føle på, i og med at den britiske premierminister David Cameron har meldt ud, at han trækker sig fra sin post senest til oktober. Dermed lægger han også ansvaret for at finde udgangen fra projekt EU over på sin efterfølger.

2. Hvad vil briterne så?
Det står på ingen måde klart endnu. Der er store uenigheder på leave-siden om, hvad der skal komme ud af en skilsmisseforhandling med de øvrige europæere. Nogle vil forblive en slags friends with benefits med europæerne, andre vil lægge så meget luft til projektet som muligt så hurtigt som muligt. Muligvis ved at tage ensidige skridt mod ”at tage kontrollen tilbage fra EU”, som det har lydt fra frontfigurer hos leave.

Hvad de derimod ikke vil, er at påbegynde forhandlingerne med EU-landene om skilsmissegrundlaget med det samme, fordi det udløser en stram deadline på to år for at få forhandlet briternes exit.

Premierminister David Cameron forsøger at købe sine konservative partifæller tid til at finde en løsning ved at erklære, at der ikke vil blive truffet en beslutning om formelt at aktivere briternes EU-udmeldelse, før der er fundet en ny premierminister til oktober. Spørgsmålet er, om de øvrige EU-lande vil acceptere på den måde at blive hængende i limbo i flere måneder.

3. Hvad siger EU?
Signalerne i Bruxelles er, at EU-lederne vil have klarhed så hurtigt som muligt, så der kan komme ro på finansmarkeder og på bagsmækken i lande, hvor politiske kræfter øjner en mulighed for selv at søge et nyt forhold til Unionen.

Mantraet her er, at ”ud er ud”, og at der findes én måde at gøre det på, nemlig at bruge den dertil beregnede artikel 50 i Lissabon-traktaten, der dikterer spillereglerne for forhandlingerne.

Derfor vil der være et stort pres for, at briterne så hurtigt som muligt sætter skilsmisseproceduren officielt i gang. Det er dermed også svært at se, at EU-lederne kan være tilfredse med udsigten til, at en sådan beslutning bliver sparket tre måneder længere ned ad vejen, mens vi venter på en ny britisk premierminister.

4. Men hvad med reglerne?
Reglerne i artikel 50 giver EU-landene på den ene side og briterne på den anden side to år til at forhandle betingelserne for en skilsmisse. Det er ekstremt kort tid til at få filtret 43 års retligt samkvem ud af hinanden. Derfor er der mulighed for, at forhandlingerne kan forlænges.

Det kræver dog en godkendelse fra alle medlemslandene. Mange spår, at det er så kompliceret, at det kan tage helt op til ti år. Er der ikke enighed om at forlænge forhandlingerne, kappes båndene automatisk, og det bliver så op til jurister på begge sider af Den Engelske Kanal at få lukket hullerne. Findes der et forlig, skal det godkendes af et kvalificeret flertal af EU-medlemslandene og af Europa-Parlamentet.

5. Kan briterne skifte mening?
Det er sådan et spørgsmål, som EU-juristerne kan bruge timevis på at diskutere uden at nå frem til et klart svar på. Der står ikke noget i selve artikel 50 om, hvad der sker, hvis et land fortryder undervejs.

For mange lovfolk tolkes det, som at der så ikke er nogen vej tilbage. Andre lægger dog en mere pragmatisk politisk vinkel på det spørgsmål og peger på, at det før er lykkedes at bøje EU-reglerne. Det kan dog ende med at være op til EU-Domstolen at bestemme den sag.