Selvransagelse i Venstre: EU har været for meget syndebuk

EU-SKEPSIS: Venstre har blæst til kamp mod velfærdsturisme og overimplementering, og skruede først kort før valgkampen op for EU-begejstringen. Oppositionen kritiserer regeringen for at have pustet til den EU-skeptiske flamme, som torsdag resulterede i nederlag til ja-partierne. 

I opposition kritiserede Venstre og Lars Løkke Rasmussen SR-regeringen for at føre en alt for positiv EU-linje og langede især hårdt ud efter manglende vilje til at blokere adgangen til velfærdsydelser for vandrende arbejdskraft. Nu kritiserer den nye opposition Venstre for at have malet unødvendigt hårde skræmmebilleder af EU-samarbejdet.
I opposition kritiserede Venstre og Lars Løkke Rasmussen SR-regeringen for at føre en alt for positiv EU-linje og langede især hårdt ud efter manglende vilje til at blokere adgangen til velfærdsydelser for vandrende arbejdskraft. Nu kritiserer den nye opposition Venstre for at have malet unødvendigt hårde skræmmebilleder af EU-samarbejdet.Foto: Nikolai Linares/Scanpix
Søren Elkrog FriisKasper Kaasgaard

Kamp mod velfærdsturisme, overimplementering og fælles flygtningepolitik. Det tidligere så EU-begejstrede Venstre har både før og efter regeringsskiftet i juni markeret sig med flere EU-skeptiske dagsordener.

Derfor er statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) nederlag ved folkeafstemningen delvist selvforskyldt. Den opfattelse hersker i oppositionen, hvor både Radikale og Socialdemokrater klandrer Venstre for at have bidraget lidt for ivrigt med at male skræmmebilleder af EU.

"Det er vanskeligt at overbevise befolkningen om, at EU er en måde at løse problemer af grænseoverskridende karakter, hvis man samtidig investerer det meste af sin energi på at påpege de fejl og mangler, som der selvfølgelig også er," siger Morten Østergaard.

Ballade om børnecheck stor ståhej for ingenting
Den radikale formand hæfter sig især ved håndteringen af børnechecken, hvor Venstre i opposition kritiserede SR-regeringen for ikke at blokere adgangen til ydelsen for vandrende arbejdskraft med børn i hjemlandet. Efter regeringsskiftet har Venstre dog selv erkendt, at det ikke er muligt at lave om på reglerne.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi gennem skiftende regeringer har givet EU skylden for mange ting, som ikke er EU’s skyld.

Troels Lund Poulsen
Erhvervs- og vækstminister, Venstre

Stor ståhej for ingenting, som i sidste ende har pustet til den EU-skeptiske flamme.

"Jeg har jo selv som skatteminister prøvet at finde en løsning på børnechecken. Og det var ikke just de borgerlige partier, som nu har anbefalet et ja, som stod i kø for at hjælpe. Som radikal vil jeg bare sige, at man ikke pludselig vil se os forsøge at stikke en kæp i hjulet på regeringens måde at håndtere EU-sager på. Det er det simpelthen for alvorligt til," siger Morten Østergaard.

Fra Socialdemokraternes udenrigsordfører, Nick Hækkerup, lyder analysen, at vælgerne har haft svært ved at skelne mellem de EU-skeptiske udfald og den pludselige omfavnelse af det europæiske samarbejde.

”Neden under debatten har der ligget en situation, hvor vi har diskuteret velfærdsydelser. Ydelser, som man kan tage med til udlandet på en måde, som folk synes, er mildest talt underlig. Det er ikke lykkedes for os at skille det ud fra det, afstemningen handlede om,” siger Nick Hækkerup.

Både Radikale og Socialdemokrater kritiserer også regeringen for at have kvalt valgkampen i konkurrerende politiske dagsordener.

"Jeg har ikke noget at udsætte på Lars Løkke i forhold til den måde, som vi har kørt kampagne op til afstemningen på, men jeg må sige, at der har været mange konkurrerende dagsordener og udspil fra regeringen tæt op ad målstregen. Og det har gjort, at der har været mindre fokus på valgkampen, end man kunne ønske sig," siger Morten Østergaard.

Ellemann: Venstre er ikke EU-skeptisk
Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, mener dog ikke, at vælgerne har haft svært ved at skille de forskellige EU-dagsordener ad.

"Venstre er ikke et EU-skeptisk parti. Det burde stå klart for alle. Vi er begejstrede for det europæiske samarbejde, men mener, at der er grænser for, hvad samarbejdet skal blande sig i," siger Jakob Ellemann-Jensen.

Han understreger, at EU er en politisk platform, ligesom Folketinget, hvor man er enig i noget og uenig i andet.

"Det er jo ikke et spørgsmål om mere eller mindre EU. For os handler det om et styrket samarbejde på nogle områder, hvor det giver mening. Så er der andre områder som børnechecken kontra arbejdskraftens fri bevægelighed, hvor vi mener, at der er brug for nogle andre løsninger," siger han.

Venstre: Brug for stærkere EU-realisme
Regeringens store fokus på at undgå overimplementering af EU-regler har heller ikke været fremmende for den generelle opfattelse af EU-projektet, mener oppositionspartierne.

Men ifølge erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V), som står i spidsen for regeringens nyetablerede implementeringsudvalg, består synden snarere i, at EU uretmæssigt er blevet gjort til syndebuk.

"Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi gennem skiftende regeringer har givet EU skylden for mange ting, som ikke er EU’s skyld, men hvor man har valgt at gå længere, end direktiverne kræver," siger han.

At vælgerne nu har givet ja-partierne den kolde skulder, bør motivere til et endnu stærkere fokus på at undgå overimplementering, mener han.

"Vi har oplevet gennem de seneste fire-fem år, at der er brug for en stærkere EU-realisme. Nu bliver det endnu vigtigere at fortælle, hvorfor det er en god ide at være med, men også hvorfor det er nødvendigt, at vi laver en politik, som er mere striks i forhold til, hvad der bliver besluttet i Bruxelles," siger Troels Lund Poulsen.

Løkke: EU skal ikke være en social union
Efter valgresultatet har ja-partierne over en bred kam konkluderet, at de må omfavne den EU-skepsis, som flertallet nu har udtrykt ved stemmeboksen. Der er dermed ikke noget, der tyder på, at Folketingets partier vil mønstre større EU-begejstring som følge af folkeafstemningen.

"Den skepsis, som findes, og som også findes i mit eget parti, den har vi øje for og arbejder konkret med," siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Statsministeren fremhæver både indsatsen imod overimplementering samt den danske opbakning til briternes folkeafstemning om fortsat EU-medlemskab som måder at adressere flertallets bekymring på.

"Jeg ønsker ikke et EU, som udvikler sig til en social union, som overbureaukratiseres, eller som blander sig i for mange detaljer. Jeg ønsker et EU, som koncentrerer sig om at skabe rammer for frihandel og vækst," siger han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Morten Østergaard

Klimarådgiver, cBrain, fhv. politisk leder (R), MF og minister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

Nick Hækkerup

Direktør, Bryggeriforeningen
cand.jur. (Københavns Uni. 1994), ph.d. i EU og folkeret (Københavns Uni. 1998)

0:000:00