Debat

SF: Den nye kommission ligner ikke noget vinderhold

DEBAT: Kommissionsformand Jean-Claude Juncker har proklameret en ny start for EU med sit nye hold af kommissærer. Men umiddelbart er der ikke meget at begejstres over ved Junckers nye "vinderhold". Det skriver Lisbeth Bech Poulsen (SF). 

Den nyudnævnte Kommission ligner ikke umiddelbart noget vinderhold. Det skriver Lisbeth Bech Poulsen (SF).
Den nyudnævnte Kommission ligner ikke umiddelbart noget vinderhold. Det skriver Lisbeth Bech Poulsen (SF).
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lisbeth Bech Poulsen (SF)
EU-ordfører

Tillykke til Margrethe Vestager (R) med den flotte post som konkurrencekommissær! Uanset om pressen herhjemme definerer posten som meget eller mindre tung, får Vestager plads blandt EU's magtfulde kollegium, der med taktstokken for EU-lovgivningen sætter rammerne for europæernes hverdag.

Lad os håbe, hun bruger pladsen til at præge takten mod et tiltrængt skifte i den økonomiske politik.

Den nye kommissionsformand Jean-Claude Juncker lagde i sin præsentationstale vægt på, at den nye EU-Kommission skal være dynamisk, effektiv og gearet til at give EU en ny start. Med Junckers ambitiøse set-up skal det nye kollegium af 28 kommissærer være et strømlinet maskineri med en fælles politisk linje. Der skal præsenteres mindre silotænkning og mere tværpolitisk samarbejde. Så langt så godt. Vi mangler stadig at høre kommissærerne udfolde deres politiske projekt under Parlamentets høringer – men umiddelbart er der ikke meget at begejstres over ved Junckers ’vinderhold’.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Ikke noget vinderhold
For det første må man undres over, at Juncker i sin effektiviseringsiver har valgt at sammenlægge kommissærposterne for klima og energi. Næppe en opgradering af den tiltrængte klimaindsats. Til posten har han indstillet spanieren Miguel Arias Cañete, der foruden en ministerportefølje med alvorlige anklager om interessekonflikter og lidet flatterende udtalelser om kvinder også har lidt for varme bånd til oliebranchen - sågar stadig aktier i et af de store selskaber.

Også den ungarske Tibor Navracsics, som er udset til at blive kommissær for uddannelse, kultur, unge og borgerskab må siges at være et kontroversielt valg. Han har i sit embede som udenrigsminister siddet meget tæt på Ungarns premierminister, Viktor Orbán, der drev de kontroversielle ændringer af landets forfatning, retssystem og medie-lovgivning i strid med EU’s grundlæggende rettigheder. I spidsen for europæiske borgerrettigheder sætter man altså en repræsentant fra en regering, der tramper på civilsamfundet.

Vestager og Junckers nye "vinderhold" må se advarselslamperne blinke og tage ansvar for en ny økonomisk tænkning, der sætter EU-borgernes hverdag i centrum.

Lisbeth Bech Poulsen (SF)
EU-ordfører

Og sidst men ikke mindst har Juncker sat den konservative brite, Lord Hill, i stolen som kommissær for finansiel regulering. Et nedslående valg, når man husker, hvordan finansdistriktet i London på kreativ vis har enten undermineret eller undgået tiltagene for en mere ansvarlig banksektor – som eksempelvis loft over bankernes massive bonusordninger og Europa-Parlamentets kamp for en skat på finansielle transaktioner. Det bliver uden tvivl en udfordring for Lord Hill at bevise den politiske målsætning om en veldrevet og ansvarlig europæisk finanssektor frem for de snævre og ofte modstridende interesser hos City of London.

Et opgør med sparepolitikken 
Mest afgørende bliver dog, om den nye start, Juncker har proklameret, bliver et tiltrængt opgør med sparepolitikken og den økonomiske linje, der har tvunget store dele af Europa i knæ.

Selvom Vestager som konkurrencekommissær primært skal forholde sig til fusioner, ulovlig statsstøtte og armlægning med Google og andre store virksomheder, får hun via den tunge post også stor indflydelse på den linje Kommissionen som helhed lægger for Europa.

Lad os håbe, at posten i Bruxelles giver anledning til en mere nuanceret historieskrivning, end den Vestager har præsenteret herhjemme: fortællingen om, hvordan tyskerne har reddet os fra de uansvarlige sydeuropæere og boligboblen fra USA, og hvordan de få rådne æbler blandt bankerne nu er ryddet ud.

Der er nemlig brug for et paradigmeskifte, når selv IMF fastslår, at sparepolitikken har gjort ondt værre, og tegner et billede af et Europa på vej ind i permanent nulvækst. Alt for mange Europæere står stadig uden job, og særligt den alarmerende høje ungdomsarbejdsløshed truer Europas fremtid. Vestager og Junckers nye ’vinderhold’ må se advarselslamperne blinke og tage ansvar for en ny økonomisk tænkning, der sætter EU-borgernes hverdag i centrum.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Bech-Nielsen

MF (SF), finansordfører
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2009)

0:000:00