Debat

Stine Bosse: Flygtningekrisen kan kun løses af et samlet EU

DEBAT: Alene i fællesskab kan EU-landene håndtere strømmen af flygtninge og migranter, lyder det fra Europabevægelsens formand, Stine Bosse, til DF’s Kenneth Kristensen Berth. Grænsebomme og usaglig kritik af EU’s initativer nytter ikke, skriver hun.

Ifølge Stine Bosse, formand for Europabevægelsen, har DF’s Kenneth Kristensen Berth ikke læst på sin EU-lektie, før han ytrede sig om Kommisionens flygtninge-forslag.
Ifølge Stine Bosse, formand for Europabevægelsen, har DF’s Kenneth Kristensen Berth ikke læst på sin EU-lektie, før han ytrede sig om Kommisionens flygtninge-forslag.Foto: CONCITO
Line Jenvall
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Stine Bosse
Formand for Europabevægelsen

Kontrol af de indre grænser er ikke løsningen på den flygtningekrise, vi fortsat står overfor i Europa. Den skal løses i fællesskab. 

Kenneth Kristensen Berth (DF) kritiserer på Altinget 13. januar forslaget om at styrke EU’s ydre grænser og vil hellere have permanent grænsekontrol ved den danske grænse. Samtidig forsøger han at gøre flygtningesituationen til et spørgsmål om suverænitet frem for at gå i konstruktiv dialog for at finde løsningerne. 

Flygtningesituationen er ikke noget, vi kan løse alene i Danmark. Den kan vi kun løse i fællesskab. 

Fakta
Vil du blande dig i debatten?
Send dit indlæg til [email protected].

Det her handler ikke, som Kenneth Kristensen Berth skriver, om hvad Kommissionen vil. Det handler om, hvilket samfund vi som Europas borgere vil leve i. Vi er EU. 

Beskyt EU’s ydre grænser i stedet
Vi er i Danmark dybt afhængige af handlen på tværs af grænserne i det indre marked. Det styrker vores økonomi og skaber arbejdspladser. Derfor er det trist, at der nu er lukkede grænser mod de lande, vi handler mest med, nemlig Sverige og Tyskland, hvor mange mennesker hver dag pendler over grænserne. 

Det viser med al ønskelig tydelighed, at også Dansk Folkeparti til tider i hvert fald anerkender EU som den politiske kampplads, det er. 

Stine Bosse
Formand for Europabevægelsen

Det er til gavn for os alle, at de indre grænser i EU er åbne, og i stedet skal vi beskytte de ydre grænser. Det er vi nødt til at gøre i fællesskab, og vi kan ikke bare lade de sydeuropæiske lande tage hele slæbet. 

Kommissionens forslag fra december er et af forslagene til, hvordan man i fællesskab bedre kan beskytte EU’s ydre grænser. 

Kenneth Kristensen Berth kritiserer, at det ikke skaber færre asylansøgere. Det er muligt, hvis forslaget stod alene, men det er lige netop ikke tilfældet. 

EU-Kommissionen udarbejdede nemlig allerede i foråret 2015 et forslag, som handler om at løse vores fælles udfordringer i fælleskab. Hovedelementerne er: Fællesskabet skal sikre de ydre grænser sammen. Flygtninge, og altså mennesker, der flygter fra krig, skal ikke selv bestemme, hvor de vil hen, men skal, når de ankommer til EU's grænse, fordeles. Fordelingen tager hensyn til mange forhold i landene inklusiv BNP per indbygger. Migranter fra særligt Afrika, der flygter fra fattigdom, skal retur på en sikker måde. Massiv investering i Afrika, med henblik på at dæmpe fremtidig lyst til migration, og endelig en grundig fælles indsats overfor menneskesmuglere.

Fællesskabet kan levere bedre løsninger
Det er kun i fællesskab, at vi kan løse udfordringerne omkring flygtninge og migration. 

I den forbindelse er beskyttelse af de ydre grænser nødvendigt, for at vi, til glæde for både eksporterhverv, vandrende arbejdstagere og ferierejsende, kan bevare den frie bevægelighed i EU.

Den afgørende forskel i min tilgang til EU, og den tilgang Kenneth Kristensen Berth præsenterer i sit debatindlæg, er, at han opfatter EU som et system, hvis formål er at rage magt til sig, hvor jeg opfatter det som et forum, som i EU-landenes tjeneste og med hvert enkelt lands involvering kan og bør bidrage til løsninger på de udfordringer, som har tværnational karaktér.

Dansk Folkeparti bluffer
Jeg tvivler nu også på, at Kenneth Kristensen Berth og Dansk Folkeparti i virkeligheden har så negativ en opfattelse af EU. 

I hvert fald oplevede jeg så sent som torsdag 7. januar hans partifælle Anders Vistisen udtale, at han da gerne ville bakke op om fælles europæiske løsninger, selvfølgelig med den klare forudsætning at løsningerne var i tråd med Dansk Folkepartis politik. 

Det viser med al ønskelig tydelighed, at også Dansk Folkeparti til tider i hvert fald anerkender EU som den politiske kampplads, det er. 

Derfor har jeg en klar opfordring til Kenneth Kristensen Berth: Forhold dig til det samlede forslag fra EU-Kommissionen, hvis du ønsker at kritisere det. Og hvis det samlede forslag ikke falder i din smag, så formulér en løsning i stedet for en halvstuderet kritik.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stine Bosse

EP-spidskandidat, Moderaterne, Formand, PlanBørnefonden, Bestyrelsesmedlem i Allianz, Assistancebolaget og DNB
cand.jur. (Københavns Uni. 1987)

0:000:00