Taksøe-rapport er ublu forsvar for dansk EU-medlemskab

UDREDNING: Danmarks deltagelse i EU-klubben er essentielt for varetagelsen af danske interesser, konkluderer statsministerens udenrigspolitiske udreder i sin rapport om dansk udenrigspolitik.

Peter Taksøe-Jensen præsenterede mandag sin udredning med titlen Dansk diplomati og forsvar i en brydningstid.
Peter Taksøe-Jensen præsenterede mandag sin udredning med titlen Dansk diplomati og forsvar i en brydningstid.Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Hvor danske politikere selv på ja-fløjen har svært ved at udtrykke sig mere end lunkent om EU-samarbejdet for tiden, behøver statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) ikke tvivle på, hvad diplomaten, han har sat til at granske den danske udenrigspolitik, mener. 

EU er i udenrigsgransker Peter Taksøe-Jensens øjne – sammen med medlemskabet af NATO og FN – ”det grundlæggende fundament for varetagelsen af Danmarks interesser” i verden.

Danmark er et af de lande, der opnår de absolut største gevinster gennem EU’s indre marked.

Dokumentation

10 EU-pointer fra Taksøe

1. ”EU er omdrejningspunktet for varetagelse af Danmarks økonomiske interesser, der er tæt knyttet til det indre markeds frie bevægelighed, og EU er den vigtigste eksportregion for Danmark.”

2. ”Globaliseringen stiller Danmark og Europa over for væsentlige udfordringer, som de enkelte lande ikke kan løse hver for sig. Det forpligtende europæiske samarbejde i EU er derfor sammen med NATO en fundamental rammebetingelse for fremme af Danmarks nationale interesser og for Danmarks velstand, frihed og sikkerhed.”

3. ”For Danmark er det en meget vigtig dansk interesse at beskytte de fremskridt, der hidtil er opnået i EU-samarbejdet. Det gælder især det indre markeds frie bevægelighed af varer, kapital, tjenesteydelser og arbejdskraft, som er udfordret af landenes reaktioner på migrationsstrømmene.

4. ”Danmark skal placere sig bedst muligt i EU-samarbejdet med hensyn til dansk interessevaretagelse inden for rammerne af det danske EU-medlemskab. Danmark skal i stigende grad være i stand til at påvirke både de øvrige EU-landes positioner i Bruxelles og i de vigtigste, politikdrivende landes hovedstæder. ”

5. ”Studier viser, at Danmark er et af de lande, der opnår de absolut største gevinster gennem EU’s indre marked. Men de danske forbehold og den generelle folkelige modvilje mod udvidelse af Danmarks EU-engagement, der senest kom til udtryk ved folkeafstemningen i december 2015, har betydning for Danmarks muligheder i EU. Vi er placeret uden for centrale dele af EU-samarbejdet, herunder blandt eurolandene, og har derfor ikke indflydelse på en række beslutninger, der har direkte betydning for danske interesser.”

6. ”Traditionelt har Danmark haft en velkoordineret tilrettelæggelse af vores europapolitik. Den hjemlige EU-koordination er imidlertid svækket igennem de senere år og bør styrkes. En klar og konsistent dansk forhandlingsposition i EU, der fremmer danske kerneinteresser, skal sikres gennem en effektiv, proaktiv og smidig EU-beslutningsproces, der involverer ministerierne, Folketinget og andre interessenter og koordineres af Udenrigsministeriet.”

7. ”Danmark skal i lande, hvor vi ikke selv er til stede, tage konsekvensen og overlade opgaver, der ikke har særlig dansk karakter, til EU’s Fælles Udenrigstjeneste eller andre partnere. Der bør udarbejdes en analyse af Danmarks fremtidige udenrigstjeneste, der behandler disse spørgsmål.”

8. ”Europa oplever en stigende nationalisme og EU-skepsis, som vil bidrage til et mere indadskuende EU i de kommende år. Og EU vil formentlig fortsat have svært ved at omsætte sin globale økonomiske vægt til tilsvarende udenrigspolitisk gennemslagskraft.”

9. ”EU’s fremtid vil blive formet i krydsfeltet mellem på den ene side et økonomisk og politisk pres for større integration, og på den anden side nationale strømninger imod afgivelse af suverænitet.”

10. ”EU’s udfordring er, at politisk legitimitet i udpræget grad er knyttet til nationalstaten, mens effektive løsninger er forbundet med politikker på europæisk niveau. Denne modsætning ventes fortsat at lede til et samarbejde i forskellige hastigheder, hvor en kerne af lande etablerer et mere dybdegående samarbejde, mens andre lande bliver i periferien.”

Læs rapporten her


0:000:00