Debat

Tørnæs: Dansk ungeindsats som europæisk forbillede

DEBAT: Mange europæiske lande kæmper med ungdomsarbejdsløshed. De burde kigge mod Danmark, hvor vi kombinerer uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet. Det skriver Ulla Tørnæs (V), der derfor har inviteret en række kollegaer fra Europa-Parlamentet til Danmark.

Den danske uddannelsesmodel kan inspirere andre europæiske lande, mener Ulla Tørnæs (V).
Den danske uddannelsesmodel kan inspirere andre europæiske lande, mener Ulla Tørnæs (V).
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ulla Tørnæs (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

Danmark har en ungeindsats, der kombinerer uddannelse, en aktiv indsats og tilknytning til arbejdsmarkedet under uddannelsen, som giver de unge et bedre udgangspunkt for at få fodfæste på arbejdsmarkedet end mange andre steder i Europa.

Ulla Tørnæs (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

Vi er i Europa vidne til en katastrofe, der udspiller sig for øjnene af os.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit billede til [email protected]

Alt, alt for mange unge europæere mangler et arbejde, og selvom det går bedre i nogle EU-lande, er det gået helt i stå i andre lande. I Grækenland og Spanien har over halvdelen af de unge ikke noget meningsfuldt at stå op til om morgenen.

I Danmark er situationen langt bedre end i Sydeuropa, men heller ikke herhjemme kan vi være tilfredse med, at næsten hver 10. unge står uden for arbejdsmarkedets fællesskab. Ikke desto mindre har vi i Danmark en ungeindsats, der kombinerer uddannelse, en aktiv indsats og tilknytning til arbejdsmarkedet under uddannelsen, som giver de unge et bedre udgangspunkt for at få fodfæste på arbejdsmarkedet end mange andre steder i Europa.

På denne foranledning har jeg inviteret en række af mine kolleger fra Europa-Parlamentets beskæftigelsesudvalg med til Danmark for at blive inspireret af, hvordan vi håndterer udfordringen af at få unge i arbejde.

Teori og praksis hånd i hånd
I Danmark har vi en meget omfattende tilgang til at tage hånd om ungdomsarbejdsløshed, hvor vi har opbygget tætte bånd mellem uddannelse og arbejdsmarked. Det er en af de helt klare årsager til, at vores ungdomsarbejdsløshed er blandt de laveste i Europa. Det praktiske samspil med teorien giver ikke alene de unge et billede af, hvad der venter dem efter uddannelsens afslutning. Den udstyrer også de unge med et enestående netværk, som for mange i sidste ende bliver adgangsbilletten til en arbejdsplads og en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Her kan vores europæiske naboer lære rigtig meget af os.

Blandt mange gode eksempler gælder det de såkaldte vekseluddannelser, hvor praktik er en integreret del af studiet. I Danmark tager vi det efterhånden for givet, at praktikophold er en fast del af langt de fleste uddannelsesforløb. Men sådan er det langt fra i alle EU-lande. Tværtimod kommer mange unge europæere ud af deres studier uden nogensinde at have sat deres ben på en arbejdsplads, samtidig med at de skal ansættes på meget ufleksible kontrakter. Det gør dem desværre meget uattraktive for en arbejdsgiver.

Fleksibilitet giver sikkerhed
Det danske arbejdsmarked er blevet kendt over hele Europa for sin fleksibilitet kombineret med stor social sikkerhed. Inden krisen vendte mange EU-lande blikket mod Danmark og den danske flexsicurity-model, men under krisen har det akutte behov for økonomisk brandslukning fjernet fokus fra de strukturelle arbejdsmarkedsreformer. Vi kan ikke tage det sidste skridt ud af skyggerne fra den internationale finanskrise, hvis vi har rigide arbejdsmarkeder, der ikke uddanner unge med de kompetencer, som arbejdsmarkedet efterspørger. Derfor er tiden nu kommet til at se på løsninger for EU, der forbereder EU-landene til fremtiden.

Den danske model er ikke perfekt, men vi har taget store skridt i den rigtige retning, og jeg håber, at mange af de gode danske eksempler kommer med mine kolleger fra Europa-Parlamentet i kufferten tilbage til Bruxelles. Sådan kan vi samarbejde for at skabe en stærkere grobund for vores alles - men særligt de unges fremtid.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ulla Tørnæs

Kandidat til Europa-Parlamentet (V), Formand, Den Sociale Investeringsfond, Danida Fellowship Centre, bestyrelsesmedlem, professionshøjskole UC-Syd
exam.art. i fransk (Odense Uni. 1984), ED i fransk (Handelshøjskolen i København 1988), Bestyrelsesuddannelse CBS

0:000:00