Tørnæs: Ferielov er et dansk anliggende

FERIE: EU-Kommissionen skal holde sig fra den danske ferielovgivning. Det mener MEP Ulla Tørnæs (V), der nu kræver svar fra Kommissionen på dens henvendelse om den danske ferielov.

Ulla Tørnæs håber, at hendes henvendelse vil få EU-Kommissionen til at lade det danske feriesystem bestå.
Ulla Tørnæs håber, at hendes henvendelse vil få EU-Kommissionen til at lade det danske feriesystem bestå.
Kasper Kaasgaard

Frans Timmermans må træde i karakter og vise, at det ikke bare er af navn, han har fået den portefølje, men også af gavn. Altså at han vil stå vagt om nærhedsprincippet.

Ulla Tørnæs (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

EU-Kommissionen går for langt, når den går i kødet på den danske ferielov, mener Ulla Tørnæs (V). Derfor har den danske europaparlamentariker stillet Kommissionen et spørgsmål om dens kritik af ferieloven.

Fakta
Sådan lyder Ulla Tørnæs' spørgsmål til EU-Kommissionen:

Kommissionspræsident Jean-Claude Juncker har udpeget en vicepræsident, Frans Timmermans, med ansvar for bedre regulering, inter-institutionelle forhold, retsstaten og fundamentale rettigheder. I Hr. Timmermans missionbrev beder kommissionsformanden, Hr. Juncker, blandt andet Hr. Timmermans om at fokusere på at sikre, at EU's lovforslag er i overenstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet.

Ifølge den danske ferielov optjener en dansk lønmodtager betalt ferie fra januar til januar. Men ferieåret løber fra maj til maj. Det giver en situation, hvor den betalte ferie forskydes i mere end et år – et år og fem måneder. På baggrund af dette har Kommissionen sendt en åbningsskrivelse til Danmark.
Vil Kommissionen venligst, i lyset af dette, vurdere, om ovennævnte situation er i overenstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet, og vil Kommissionen i så fald forklare, hvorfor Kommissionen er af den opfattelse?

Altingets oversættelse.

Ulla Tørnæs vil vide, om Kommissionen mener, henvendelsen er i overenstemmelse med det princip, der skal afholde EU fra at lovgive på områder, hvor det ikke er nødvendigt.

”Vores ferielov har fungeret udmærket i årtier, og den forskydning, vi har, er en integreret del af den måde, vi har indrettet os på. Det synes jeg ikke, Kommissionen behøver at blande sig i,” siger Ulla Tørnæs.

0:000:00